Annonce
Lokalavisen Nordsjælland

40 års jubilar: Jeg elsker børnenes livsmod

Lene Klausen fejrer 40 års jubilæum.
Lene Klausen fejrer den 3. sep. 40 år som pædagog og leder i Helsingør Kommune. Det giver anledning til refleksion over faglighed og forældremøder
Annonce

Lene Klausen fejrer den 3. september 40 år som pædagog og leder i Helsingør Kommune. Det giver anledning til refleksion over bl.a. faglighed og forældremøder.

JUBILÆUM OG PENSION: 64-årige Lene Klausen har været leder af Børnehuset Abildvænget i Helsingør i 26 år. Hun fejrer nu sit 40 års jubilæum i Helsingør Kommune og har i den forbindelse valgt at gå på pension ved udgangen af september. Men det har været en temmelig grænseoverskridende og svær beslutning, da hun er meget glad for sit arbejde.

- Jeg elsker mangfoldigheden i den her institution. Forældrene her er alt fra arbejdsmænd til direktører, og det gør, at vi afspejler samfundet. Det synes jeg giver så god energi. Men efter jeg har taget beslutningen om at stoppe, er den vokset på mig, og nu glæder jeg mig til for første gang i mit liv at få tid til mig selv, siger Lene Klausen, der bor i Ålsgårde med sin mand.

Annonce

Dyb respekt

Lene elsker børnene i Abildvænget, deres glæde og livsmod og deres umiddelbare tilgang til verden. Det smitter. Men hun er også bevidst om, at det var blevet en kort karriere, hvis ikke hun havde valgt ledervejen relativt tidligt.

- Pædagogerne her i Abildvænget har min dybeste respekt. Det er benhårdt at arbejde med børn hver dag. Jeg kunne ikke have været stuepædagog i alle de år. De er i virkeligheden meget bedre pædagoger end mig. Den tålmodighed og det nærvær, som de udviser hver eneste dag, synes jeg er beundringsværdig.

- Pædagoger er i dag, overordnet set, blevet dygtigere og bedre til at se det hele barn, end de var for 40 år siden. De er blevet fagligt stærkere, og "syns'ninger" er blevet erstattet af viden og kompetencer.

- I 80’erne og 90’erne så man ofte tiden an, hvis et barn havde særlige udfordringer, og barnet kunne nå skolealderen, før der rigtig skete noget. I dag arbejder man med begrebet ’tidlig indsats’ stort set alle steder, også i Helsingør Kommune. Og det giver så meget mening for mig. Det er i vuggestuetiden barnets udvikling virkelig rykker, og selvfølgelig skal man sætte ind allerede der, hvis et barn fx ikke trives, siger hun.

Annonce

Det gode samarbejde

Samarbejdet med forældrene fungerer rigtig godt i Abildvænget. Men det gode forældresamarbejde kræver gensidig respekt og en positiv tone over hele linjen.

- Jeg er meget bevidst om ikke at tale nedsættende om forældre til fx personalemøder, ligesom jeg forventer, at forældrene heller ikke taler dårligt om pædagogerne derhjemme ved middagsbordet. Barnet skal kunne agere både i institutionen og derhjemme. Det kan det kun, hvis vi samarbejder. Og det fungerer heldigvis rigtig godt langt det meste af tiden.

Annonce

Tomme stole til forældremøder

Lene Klausen oplever, at forældre i dag er meget engagerede i forældrerollen men ofte mister blikket for, at deres barn også er en del af en større gruppe. Mange har et stort fokus på deres eget barns udvikling, men glemmer, at det er i relationen til andre børn, at barnet udvikler sig og lærer allermest.

- Når vi indkalder til forældremøder kommer der ikke ret mange – og det kan være vanskeligt at samle en bestyrelse. Men til de individuelle samtaler om det enkelte barn, er der altid opbakning. Og så selvfølgelig til sommerfesten.

Tendensen ærgrer Lene Klausen for børn har stor gavn af at opleve sig selv som en lille del af et større fællesskab.

- At lære at vente på tur og opleve, at verden ikke kun drejer sig om dem, gør børn robuste og i stand til at begå sig i verden. Det arbejder vi på at lære dem her.

Annonce

Filosofi, klaver og tidlige morgener

Selvom arbejdslivet lige om lidt er slut for Lene Klausen, er der masser af nye udfordringer der venter.

- Jeg elsker morgener og duer ikke til at sove længe, så jeg kommer ikke til at sove tiden væk, siger hun.

For eksempel vil hun gerne læse filosofi på Folkeuniversitetet, være sammen med sin mor på 92, dyrke mere sport og så har hun en drøm om at finde ud af, om de musiske evner, som hendes børn har fået, måske stammer fra hende.

- Jeg har aldrig haft tid til at finde ud af om jeg er musikalsk, men nu vil jeg lære at spille klaver. Tænk engang hvis jeg har talent, smiler hun.

Der holdes reception for Lene Klausen, med tilmelding, den 3. september kl. 15-17 i Børnehuset Abildvænget

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce