HELSINGØR: Corona-pandemien har skilt os ad og sat sociale fællesskaber på pause.
Derfor vil kunstneren Jacob Kvist i samarbejde med det kommende Kulturhus i Nordvest og uddannelses-centret Catch gerne skabe lys i mørket som en ‘protest’, der kan skabe en fællesskabsfølelse og en oplevelse af at stå sammen.
Lyskunstner Jakob KvistNår folk placerer lys i deres vinduer, skaber de et værk i fællesskab, selvom de er fysisk adskilte
Som en del af kunstprojektet ‘Nordvestlys’ bliver 90 beboere i kvarteret inviteret til at sætte et farvet lysstofrør i vinduet, så de sammen skaber et værk, der kan opleves i Helsingørs Nordvestkvarter fra 18.-28. februar.
- Med Nordvestlys skaber borgerne en fælles protest i lys mod corona og sender en hilsen til naboen og medborgeren om at stå sammen imod pandemien. Når folk placerer lys i deres vinduer, skaber de et værk i fællesskab, selvom de er fysisk adskilte, siger lyskunstner Jakob Kvist.
Efter værket har været udstillet i beboernes vinduer, vil det blive ombygget af Jakob Kvist til en lysudsmykning i det kommende Kulturhus i Nordvest på Abildgaardsvej 2.
- Det glæder mig enormt meget, at det første projekt i det kommende Kulturhus i Nordvest på den måde inddrager områdets beboerne, og at resultatet bliver et værk skabt i fællesskab, som kan lyse op i Kulturhuset mange år frem, siger Michael Mathiesen, der er formand for kultur- og turismeudvalget.
‘En følelse af lokalt sammenhold’
Helsingørs Nordvestkvarter vil blive inddelt i forskellige farvetemaer, hvor beboerne selv vælger, hvilken nuance deres lys skal sende ud.
- De mørke dage og den nu efterhånden lange nedlukning, vi er midt i, har skabt en enorm længsel efter fællesskabet. Vi alle er i samme båd under denne her pandemi, og forhåbentligt kan projektet være med at skabe en følelse af lokalt sammenhold og en tro på, at vi går lysere tider i møde – og at fællesskabet består, selvom vi ikke kan mødes lige nu, siger Stine Polke-Pedersen, Kulturkonsulent i Kulturhuset i Nordvest.
I alt 90 beboere kan deltage i projektet, og det eneste kriterie for at være med er, at man skal bo i Helsingørs Nordvestkvarter – om det er lejlighed eller villa er underordnet. De beboere som har lyst til at deltage i kunstprojektet vil få udleveret et lysstofrør og farvefilter til at sætte op i deres vinduer. For at deltage skal man sende en mail til Stine Polke-Pedersen på spp03@helsingor.dk eller sms på tlf. 2531 3619.