Annonce
Lokalavisen Nordsjælland

Anya flytter, hvis to meter højt hegn skærer gennem hendes have: Torsdag træffes skæbnesvanger beslutning

Det to-meter høje hegn kommer til at gå der, hvor Anya Bermans have slutter og mosen begynder. Foto: Martin Rye
Anya Berman flyttede til Hellebæk for naturens skyld. Det har været hendes paradis, men det kan vise sig at blive hendes helvede, hvis hun får et to meter højt hegn i baghaven.

NATURMODSTAND: Torsdag morgen bliver bruttolisten på 21 mulige naturnationalparker barberet ned til de ti, det skal være, når miljøministeren og aftaleparterne afslører, hvor de skal ligge. Dermed finder vi endegyldigt ud af, om der skal være en naturnationalpark i Hellebæk.

En beslutning, der kan få store konsekvenser for en af de mulige naboer til naturnationalparken.

- Jeg bliver nødt til at flytte.

Annonce

Så kontant er meldingen fra Anya Berman, der bor lige ved siden af det område i Hellebæk, der muligvis kommer til at blive en ny naturnationalpark.

Det foreløbige bud på en placering af det 11 kilometer lange hegn betyder nemlig, at det to meter høje hegn skal ligge klos op ad Anya Bermans grund.

- Jeg har boet i paradis. Et hegn kommer til fuldstændig at ødelægge den fine udsigt, jeg har til vores dejlige moseområde, hvor mig og min datter har skøjtet, når der har været is på, siger grundejeren.

Kortet er et meget tidligt udkast til, hvor hegnet rundt om naturnationalparken, som er markeret med rødt, skal stå. Den sorte, stiplede linje er hvor kreaturhegnet i forvejen er placeret. Kort: Naturstyrelsen

Anya Berman købte grunden sidste år for at kunne nyde naturen. Selvom de bor midt ude i en skov, har hun og hendes mand sparret bilen væk. Starten på livet i udkanten af et stort naturområde med en lille mose i baghaven lød egentlig perfekt for Anya Berman og hendes familie.

- I første omgang tænkte jeg, at tanken om rewilding var fantastisk. Men så begyndte jeg at læse om, hvad det egentlig betød, siger Anya Berman.

Designerskov

Hun er langt fra den eneste, der er gået ind i modstandskampen mod en ny naturnationalpark i Hellebæk. 873 personer er i skrivende stund blevet en del af gruppen "Ja tak til natur. Nej tak til hegn & rewilding i Helsingør og omegn".

Området er beskyttet i hoved og røv i forvejen i form af, at det er et Natura 2000-område. Så det er så godt beskyttet, som det overhovedet kan være. Det er ligesom at sparke en åben dør ind.

Jan Horn, modstander af ny naturnationalpark i Hellebæk.

Gruppen består af alt fra folk uden en naturfaglig baggrund, som Anya Berman, til biologer, dyrlæger og politikere.

Selvom den umiddelbare plan for hegnets placering stadig er en meget tidlig skitse, er selve konceptet om en indhegnet naturnationalpark alligevel noget, der har fået Anya Berman til at gå ind i indhegnings-kampen.

- Det er designerskov, udbryder Anya Berman.

Hvad er en naturnationalpark?

I en naturnationalpark sætter man naturen fri. 100 procent af området friholdes fra skov- og landbrug samt byområder og etableres på statslige arealer. Naturen skal her udvikle sig så vidt muligt på sine egne præmisser og dækker over store, sammenhængende arealer.

Annonce

Sultes

Denne dag er hun flankeret af Jan Horn og Erik Trolle, der ligesom hende ikke vil have et hegn rundt i hele skoven. Jan Horn er egentlig pensioneret gymnasielærer, men var som ung en del af 68'er bevægelsen. Og nu er aktivisten i ham returneret. For udover hegnet er deres største anke, at dyrene, ifølge dem, vil blive sultet ihjel.

- Dyrene må jo ikke få noget mad, og de skal sultes om vinteren. Nu bliver de spærret inde og kan ikke komme væk, og de, der bliver udsultet, bliver skudt, siger Jan Horn.

Dyr, som bliver syge eller afkræftede, skal rigtig nok aflives.

Anya Berman, Jan Horn (tv.) og Erik Trolle (th.) arbejder lige nu på, om de kan skrive et klagebrev til EU for at protestere mod en ny naturnationalpark.  Foto: Martin Rye

Dog maner skovrider og chef for Naturstyrelsen Nordsjælland, Jens Bjerregaard Christensen, til ro. Der kommer nemlig til at blive ført floktilsyn med dyrene for at sikre, at de ikke sulter eller får sygdomme. Ifølge skovrideren kommer Naturstyrelsen til at lave det samme tilsyn, som de allerede gør på de områder, der allerede græsses.

Men det betyder også, at der ikke bliver ført tilsyn med dyrene hver især.

- Vi kommer til at følge dyrene ganske tæt. Der er ikke nogen af dyrene, der skal have lov til at sulte, siger Jens Bjerregaard Christensen.

Annonce

Ødelægger kulturarven

Hellebæk Skov, som naturnationalparken bliver kaldt af Naturstyrelsen, blev egentlig fjernet fra listen over mulige naturnationalparker i Danmark, fordi Slots- og Kulturstyrelsen vurderede, at der i området var en unik kulturarv, som risikerede at blive påvirket af en naturnationalpark.

Den samme bekymring har de tre aktivister, som alle for alvor gik ind i modstandskampen, da Hellebæk Skov kom på listen igen. De mener, at man vil ødelægge naturen, hvis naturnationalparken bliver en realitet. Ifølge dem er der flere biologer, der bakker dem op.

- Området er beskyttet i hoved og røv i forvejen i form af, at det er et Natura 2000-område. Så det er så godt beskyttet, som det overhovedet kan være. Det er ligesom at sparke en åben dør ind, siger Jan Horn.

Naturnationalparken kommer til at være på 631 hektar og er en blanding af nåleskov, løvskov, lysåben natur og våde naturtyper. Foto: Lars Johannessen.

Modstanderne er også bekymrede for, hvad der vil ske med de menneskeskabte dæmninger og kanaler. Men ifølge Jens Bjerregaard Christensen vil man stadig sikre den slags i naturnationalparken.

Målet med naturnationalparkerne er at øge forskelligheden i naturen og dyrelivet - populært kendt som biodiversitet. Men det mener Jan Horn sagtens, man kan gøre uden en indhegnet park.

Dog kan Jens Bjerregaard Christensen ikke helt se, hvordan det kan lade sig gøre.

- Jeg forstår ikke helt, hvordan man kan se det sådan. Den nuværende natur kan sagtens spille sammen i en eventuel naturnationalpark. Vi kommer til at øge biodiversiteten uden at ødelægge landskabet og fortidsminderne, siger han.

Naturnationalparker i Danmark

For at bremse tilbagegange i arter i Danmark har et politisk flertal besluttet at etablere 15 naturnationalparker.

Området bliver indhegnet og store græssende dyr som kvæg, heste og bison indgår i planerne for at sikre en mere lysåben skov.

Gribskov i Nordsjælland og området omkring Fussingø i Østjylland blev som de første områder udpeget som naturnationalparker i juni 2020.

I april sidste blev tre området tilføjet. Almindingen på Bornholm, Strøså mellem Herning og Holstebro og Tranum ved Jammerbugten.

De resterende ti naturnationalparker skal findes fra en bruttoliste bestående af 23 naturområder - blandt andre Hellebæk Skov.

Det er kun statsejede områder, der er i spil til at blive naturnationalparker.

Annonce

Ingen evidens

De tre modstandere peger også på, at man på nuværende tidspunkt slet ikke har evidens for, at biodiversiteten vil blive øget.

Konceptet er endnu så nyt, at man, som modstanderne siger, rigtig nok endnu ikke har evidens for at sige, at naturnationalparker fremmer biodiversitet.

- Biologerne arbejder ud fra undersøgelser, som er evidensbaseret. Alle biologer er enige i, at den nye helårsgræsning i kreaturfolden har øget biodiversiteten. Men vi kommer til at måle og følge, hvordan naturen bliver påvirket, siger Jens Bjerregaard Christensen.

Selvom han ikke helt kan følge modstandsgruppens bekymringer, er det netop den slags usikkerheder fra beboerne i nærområdet, der skal undersøges, hvis der kommer en naturnationalpark til Hellebæk.

- Det er vigtigt, at vi får nedsat en lokal projektgruppe, hvor vi kan belyse og drøfte de udfordringer, der måtte være, så vi kan lave en ordentlig plan, siger Jens Bjerregaard Christensen.

Ifølge skovrideren er den lokale enhed også bedre forberedt, da Naturstyrelsen Nordsjælland i forvejen har været med til at etablere naturnationalparken i Gribskov.

- I de projekter var vi ikke på forhånd klar over, hvor udfordringerne ville være. Men det har vi været igennem nu, og det betyder også, at vi har en vis evne til at se, hvor vi skal være ekstra opmærksomme med naturnationalparken i Hellebæk, siger Jens Bjerregaard Christensen.

Annonce
Sport

Se højdepunkterne: Sen scoring giver Helsingør ny dukkert i oprykningsræs

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nordsjælland

Rosestafet: Tak til dig, Jens

Annonce