Annonce
Lokalavisen Nordsjælland

- Bedstefar var sød og hyggelig, men han stod på sit

Klummeskribent  og forfatter Lars Kjædegaard tænker oftere på sin bedstefar, og det han stod for, efter han selv er blevet det. Foto: Lars Johannessen.
Annonce

Min bedstefar var friluftsmenneske. Han holdt meget af at løbe langrend og rejste gennem livet tit til Norge, hvor han tilbagelagde lange strækninger med sin lærredsrygsæk på ryggen. Men han var ikke synderlig interesseret i sport som sådan. Engang så vi Vinter-OL i fjernsynet – det var mændenes styrtløb. Det har sikkert været Jean-Claude Killy, en sand mester. Bedstefar var ikke imponeret over de halsbrækkende løb. – De løber alt for hurtigt, sagde han. – Det er helt unødvendigt. Det er dødsensfarligt.

Vi prøvede at forklare ham, at farten netop var pointen, men det bed ikke på ham. Han syntes, det var uforsvarligt. Lidt senere var det damernes hurtigløb på skøjter, og Bedstefar var igen kritisk. Han kunne ikke se, hvad nytte der var i de lange skøjteklinger, og de meget voldsomme starter brød han sig heller ikke om. – Hvorfor skal de kaste sig sådan i gang? sagde han. Han fandt det overgearet og uskønt, og sådan var dét.

Efter jeg selv er blevet bedstefar, tænker jeg en del på ham. Og af og til kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan mine egne små børnebørn engang vil huske mig. Jeg tror, at Bedstefars indstilling til elitesport er arvelig. Jeg kan i hvert fald genkende nogle ting i mig selv. Hvis jeg ser tårnspring, får jeg en rastløs følelse af, at det er alt for alvorligt. Dommerne er helt uforståeligt nøjeregnende. Hvis en springer fx rammer vandet med et lidt for stort plask, trækker det ned. Hvad havde de regnet med? Det må da gerne give et godt plask, når man hopper ud fra timetervippen. Hvorfor skulle det være specielt vidunderligt, at det slet ikke plasker?

Bedstefar var interesseret i mange ting, men han var også skeptiker. Engang havde han fået en bog, der hed ’Men dette fremfor alt’. Han gjorde indvendinger mod titlen. – Man kan sgu da ikke begynde med et ’men’, sagde han. – Men … hvad? Men i modsætning til hvad? Min mor sagde, at det var ’kunstnerisk frihed’, men han rystede bare affærdigende på hovedet. Bogen ville have været bedre, sagde han, hvis den slet og ret hed ’Dette fremfor alt’.

En anden gang i dagligstuen sagde han, - Vil I ikke godt fortælle mig, hvad forskellen er på en psykolog og en psykiater? Min mor forklarede, at en psykolog har læst psykologi, mens en psykiater også er læge og kan udskrive tabletter. Bedstefar smilede skeptisk. – Hvorfor skulle man så gå til en psykolog? sagde han.

Det var et godt spørgsmål. Heldigvis havde han ikke brug for nogen af delene. Derimod svor han til en salve, som han brugte mod alt. Den hed ’Vick’s Vap-O-Rub’, men han udtalte det som ’Vikvapporup’, og i mange år var det en gåde for mig, at han smurte sine ømme lægmuskler med en hvid creme, som hed det samme som Anders Ands nevøer. Vikvapporub var bedre end alverdens psykologer og endda psykiatere.


Min Bedstefar var sød og hyggelig, men han stod på sit. Han gjorde ikke noget for at indynde sig hos os børn. Han var underholdende og rar. Hvad mere kan man forlange? Det tænkte jeg på en dag, da jeg forsøgte at lege med dukker med mit ældste barnebarn. Det gik ikke så godt. Jeg havde ikke hjertet med i det. Og Ronja sagde, - Kom nu, farfar. Du kan godt!


Mormor holdt af at fortælle historien om, da Bedstefar som lille var med i cirkus for første gang. Det har været under første verdenskrig, og Bedstefar var blevet lovet morskab og klovne. Men der var kun dresserede hunde og en jonglør. Bedstefar vred sig på stolen, og da hans mor spurgte, om han ikke morede sig, sagde han, - Det varer så længe. Der kommer slet ingen klovn.

Han kunne godt lide morskab, og det håber jeg også er gået i arv til mig, så mine børnebørn en dag kan fortælle lignende historier om mig. Min Bedstefar var sød og hyggelig, men han stod på sit. Han gjorde ikke noget for at indynde sig hos os børn. Han var underholdende og rar. Hvad mere kan man forlange? Det tænkte jeg på en dag, da jeg forsøgte at lege med dukker med mit ældste barnebarn. Det gik ikke så godt. Jeg havde ikke hjertet med i det. Og Ronja sagde, - Kom nu, farfar. Du kan godt!

Men jeg kunne – og kan fortsat – ikke lege med dukker. Måske er det heller ikke meningen. Jeg vil da nødig have, at Ronja engang om halvtreds år siger, - Ja, farfar var lidt af en sur stodder, men han var fanme god til at lege med dukker. Pointen lader til at være, at man bare skal være sig selv. Det er en god lærdom at få. Især fra børn, som ved den slags. Man skal være hyggelig, og lidt klovneri skader ikke.

Bedstefar var altid sig selv, og jeg tror han ville blive overrasket over, hvad vi husker ham for. Hans nærhed, hans stilfærdige lytten, hans tiltro til, at man kunne selv. Det var måske ikke noget særligt, men det var det alligevel. Hans måde at fløjte den samme strofe på, når han gik rundt i haven om aftenen. Hans bedstefaderlighed, som han ikke skænkede en tanke.

Jeg tænker på ham ofte, og tit foran fjernsynet, når jeg keder mig. Så dukker lille Bedstefar i cirkus op i mine tanker. Og så siger jeg til mig selv, - Det varer så længe. Der kommer slet ingen klovn. Måske er han kommet. Måske er klovnen mig. Det vil jeg da håbe.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Lokalavisen Nordsjælland

Donation der varmer: Ladcykel gør det lettere for elever med udviklingshandicap at tage med på ture ud i naturen

Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nordsjælland

Det socialistiske paradis: - På en almindelig folkeskole oplevede vi, hvordan 12-årige børn var i stand til at citere Lenin og tænke i kor og bære ens tørklæder

Lokalavisen Nordsjælland

Nyt kvik-testtilbud i Helsingør bliver hovedsagligt benyttet af pendlere: - Vores fornemmelse er, at der er et større behov

Annonce