Annonce
Lokalavisen Nordsjælland

Co(van)vid-21: Vi har været sammen under coronaens skygge i et år. Lige nu føles det, som vi har været sammen mere det sidste år end i de foregående 40

Ugens klummeskribent Flemming Jørgensen er journalist, gift, far, sejler og  har boet i Helsingør i mere end 40 år. Foto: Lars Johannessen

Lige nu skinner solen fra høj, blå, skyfri himmel. Det blæser lidt koldt, men hvem bekymrer sig om det. Min udsigt er de smukke træer på kirkegården midt i Helsingør. Det kan ikke gå galt – vaccine, forår og sommer. Så er vi videre. Eller har vi fået nok? Er vi begyndt at overreagere?


Forleden blev jeg beskyldt for at have Christiania-hår. Vi vil have grænserne åbnet. Vi skal til Spanien og promenere på Paseo Puerto del Mar. Til Grækenland og sejle mellem øerne. Til Frankrig og spise fois gras. Ja vi skal. Men først skal vi lige vaccineres, have en attest og lære at bruge mundbind og passe på hinanden

Flemming Jørgensen


Forleden var jeg i køkkenet for at snuppe et enkelt glas rødvin. Min fortryllende hustru kokkerede. Muligvis er der altid et upassende tidspunkt at hente rødvin på. Lige der virkede det sådan. I hvert fald ændrede noget sig. Jeg fornemmede det, da jeg så, hvordan fingrene blev hvide omkring håndtaget på kniven, der i forvejen skar glat og nemt i det røde kød på spækbrættet. Vi har været sammen i 40 år. Og vi har været sammen under coronaens skygge i et år. Lige nu føles det, som vi har været sammen mere det sidste år end i de foregående 40. Det giver nye reaktionsmønstre!

Jeg skænkede hurtigt op, bevægede mig baglæns ud i entreen og overlevede endnu engang en del af coronaens rå virkelighed. Vi holder ud håber jeg, mens jeg tænker, hvor hårdt et keramisk frugtfad egentlig slår? Ha-ha. Det er jo bare pjat, ikke? Det er noget, jeg har fundet på for sjov? Men alligevel. Er vi ikke alle blevet lidt pirrelige. Lidt sure på ’de andre’. Lidt hurtigere, lidt grovere i munden, på skrift – hvor vi nu kan komme til. Overfor frontkæmperne ved kassen i supermarkedet og byggemarkedet, ved rattet i bilen, klaphattene i Sundhedsstyrelsen, politikerne – Mette F, der åbenbart hader frisører og restauranter og skoleelever og …

Hvad blev der af rummeligheden, fælleskabet og sammenhængskraften? På den anden side. Hvem passer min lille Hassan? Vi er åbenbart alle blevet virologer. Det er jeg også – lidt. Men jeg går kun ind for det, jeg forstår: mundbind, test, vaccine, håndsprit, afstand. Til gengæld har jeg planlagt – bedre end politikerne - de kommende åbninger fx i Helsingør: Hjørnebordet nede på Axeltorv, hvor solen skinner midt på eftermiddagen og skaber lysspil i fadølsglasset. Der skal åbnes. De må også gerne få tilskud til den plads i forhold til tidligere års omsætning. Bare jeg kan sidde der. Så må andre holde afstand.

Og åbn nu frisørsalonerne. Forleden blev jeg beskyldt for at have Christiania-hår. Vi vil have grænserne åbnet. Vi skal til Spanien og promenere på Paseo Puerto del Mar. Til Grækenland og sejle mellem øerne. Til Frankrig og spise fois gras. Ja vi skal. Men først skal vi lige vaccineres, have en attest og lære at bruge mundbind og passe på hinanden. Ellers er vi nødt til at sidde og glo på havet og bølgerne og stranden og de lukkede restauranter og spise take away-burgere og take away-paella, pommes frites og feta og glæde os over, at der ikke er udgangsforbud på altanen. Og håbe at vi kan nå at komme hjem før næste lockdown. Med nogle dage i isolation.

Skal vi ikke finde ud af, hvordan flest muligt overlever på den lange bane? Sammenhængskraft og fællesskab – er to vigtige begreber i den sammenhæng. Test dig selv og spring ud i det. Vaccine, håndsprit, afstand og mundbind.

Velsignet forår og god sommer!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nordsjælland

93-årige Arne Magnussen lancerer sit syvende puslespil fra lokalområdet: Velkommen til Snekkersten set fra oven

Lokalavisen Nordsjælland

Efter corona: Hvordan skal vores byer genopstå?

Annonce