UNDERVISNING: Slægtsforskning kan være med til at slå tiden ihjel under corona-nedlukningen. Sådan lyder opfordringen fra Danske Slægtsforskere i Helsingør. I samarbejde med LOF lancerer de et nyt virtuelt introduktionskursus med digital undervisning. Det sker på platformen Zoom.
Tiden behøver ikke at blive lang, hvis man bruger den på slægtsforskning. I hvert fald ikke hvis man spørger underviser Bent Jeppesen fra Danske Slægtsforskere i Helsingør.
- Tiden flyver afsted, når man sidder med næsen dybt i PC-er og arkiverne. Og når man søger i sine aner, så får man både gode og meget triste informationer om sine forfædre. Det kunne være beretningen om avlskarlen hos gårdmandsenken, som kom fra et fattigt husmandshjem. Han blev gift med enkens datter og overtog gården. Men det er også en beretning om en familie, som mister tre børn i midten af december 1808. Man kan kun gisne om, hvad der trak 3 små børn på 5, 3 og 1½ år i døden. Var det sygdom eller en ulykke?
Tre aftener med indhold
Bent Jeppesen fortæller, at der oprindelig var meningen at kurserne for nybegyndere skulle være forgået i Espergærde i dagene den 2., 9. og 16. februar fra klokken 17. til 19.30. De kurser vil i stedet blive gennemført digitalt med Bent Jeppesen som underviser.
- Den første aften indføres eleverne i en række regler for slægtsforskningen, noget om hvilke programmer man kan bruge, samt om at hente oplysninger i kirkebøger digitalt på Rigsarkivet. Anden aften gælder det folketællingerne, og om, hvordan man kan kombinere søgen i kirkebøger og folketællinger. Den tredje aften gælder det lægdsruller og alle de andre kilder, som vi alle har adgang til på nettet, fortæller Bent Jeppesen.
Tilmelding til kurserne kan ske via LOF's hjemmeside: www.lofkurser.dk
Man kan også kontakte Bent Jeppesen på mailadressen: bj@dis-helsingor.dk for at få nærmere information.
Kurset koster 250 kroner for de tre mødedage, og med i prisen er et hæfte for nybegyndere i Slægtsforskning samt andre materialer, som bliver sendt på email.