Annonce
Lokalavisen Nordsjælland

Det socialistiske paradis: - På en almindelig folkeskole oplevede vi, hvordan 12-årige børn var i stand til at citere Lenin og tænke i kor og bære ens tørklæder

Reklamemand og livsstilsekspert Jørn Duus Hansen fra Espergærde fortæller her om et ungdomsbesøg i det daværende Østtyskland, der blev en rejse for livet. Foto: Lars Johannessen
Annonce

Det var i efteråret 1963, jeg var 19 et halvt, i den letantændelige alder, de andre ligeså. Vi var syv unge på vej til Østtyskland eller Deutsche Demokratische Republik, som de godt ville hedde. Vi var fra Kampagnen mod Atomvåben, inviteret af Freie Deutsche Jugend, de unge østtyske kommunister. Rejse og ophold var betalt, og tak for det. Deres skumle hensigter faldt os ikke ind. Jeg var udpeget som delegationsleder, fordi jeg talte tysk, men mest fordi tyskerne gerne ville have sådan en.

I Travemünde blev vi modtaget af en smilende østtysk guide, der talte et dansk, som man dengang ellers kun hørte i radioen. Han fik os hurtigt gennem tolden, dog ikke uden den behørige affotografering af vore pas. Og så gik det ellers derudaf, programmet var tæt, tidsplanen stram, ingen plads til svinkeærinder. Guiden var ualmindelig ihærdig og havde øje for alt.

Første dag var der møde med de høje herrer fra FDJ, som godt nok ikke virkede Junge, nærmest midaldrende, men ellers var venlige nok. Lokalet var i gråt og brunt, ligesom byen udenfor. Der var bitter kaffe, kemiske colaer og småkager lavet af savsmuld, eksotisk. FDJ var stærke modstandere af atomvåben, lød det. I vest, altså, for atomvåbnene i de kommunistiske lande var fredsbevarende, måtte vi forstå. Den havde vi ikke hørt før. Men vi var høfligt tavse, sådan var det i flinkeskoletiden. Såh…

Og det fortsatte. I en gæstepavillon ved Brandenburger Thor fik vi et foredrag om Berlinmuren, som østtyskerne havde bygget i 1961. Det var en fredens mur, lød det, en antifascistisk beskyttelsesvold især, men hvorfor østtyskerne skulle beskyttes og spærres inde i deres eget land, forblev ubesvaret. Vi var høfligt tavse. Et par dage endnu. Men så sneg et par af os væk fra den årvågne guide og endte på Alexander Platz, hvor vi gik i gang med at uddele vore medbragte brochurer mod atomvåben. Det var ikke nogen succes. Østtyskerne sendte os skræmte blikke og skyndte sig videre, enkelte prøvede at lave lidt tuskhandel, men så stoppede politiet os ret kontant. Det her var ikke en del af aftalen med de meget Freie tyske unge, forstod vi og vendte tilbage til tidsplanen.

Hvor det nu gjaldt et besøg på en Volkseigener Betrieb (VEB), altså en folkeejet virksomhed. Hvad den producerede er lykkeligt glemt, men samlebåndet kørte og medarbejderne var så glade. Og selvfølgelig slap vi ikke for foredraget om, at her i DDR var alt meget bedre, fordi virksomhederne ikke var ejet af grådige kapitalister, men af folket. Det var godt nok mærkeligt, for vi kunne ved selvsyn konstatere, at alle klædte sig i samme slags grågrøngrumsede tøj og standard-sko, at butikkerne var fyldt med tomme hylder, at de ansatte var vrantne, og at vi endnu havde eftervirkninger af colaerne og småkagerne. Vi stillede ingen spørgsmål. Man vænner sig hurtigt til lirum-larum.

På en almindelig folkeskole oplevede vi, hvordan 12-årige børn var i stand til at citere Lenin og tænke i kor og bære ens tørklæder. Sådan ensretter man kommende generationer, ikke sagde, men tænkte vi. Selv på et tankevækkende besøg i koncentrationslejren Sachsenhausen måtte vi lægge ører til, at nazisterne levede i bedste velgående i Vesttyskland, medens de sad bag tremmer her i øst.

Og så sluttede besøget med en overdådig middag på Unter den Linden. Sådan noget fornemt mad med ægte kaffe og russisk cognac havde de færreste af os fået hjemme. Vores guide heller ikke, kunne man se. Jeg gjorde naturligvis min flinkeskolepligt og takkede for den venlige behandling og de mange interessante indtryk, vi havde fået. Hurra, hurra. Og så skulle vi heldigvis nordpå og hjem.

Et par dage senere sad jeg i Helsingør og nød mors frikadeller sammen med mine forældre og søskende. Så ringede telefonen. Det var Helsingørs kommunistiske byrådsmedlem, som nu overbragte mig en invitation til næste sommers Rostock-uger, ganske gratis, med venlig hilsen fra DDR. Jeg var målløs. Han vidste alt om vores nylige tur og man troede vist, at jeg var politisk letantændelig. Hvilket var helt rigtigt, bare med omvendt fortegn. ”Aldrig, aldrig vil jeg nogensinde sætte mine ben i dit rædselsfulde socialistiske paradis”, sagde jeg temmelig højt og modtog et taknemmeligt nik fra min socialdemokratiske far. ”Tag en frikadelle til, Jørn”.

Jeg har altid betragtet turen som en dannelsesrejse. Alle burde opleve formynderstater og tvangssamfund i praksis og se, hvordan en hel befolkning let synker ned i underdanighed og servilitet under magtfulde ledere.


Alle burde opleve formynderstater og tvangssamfund i praksis og se, hvordan en hel befolkning let synker ned i underdanighed og servilitet under magtfulde ledere.


Det var bare det. Sådan anno 2021.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce