- Effekten af mit dobbelte kraniebrud handlingslammede mig i fem år

Jeg vil gerne have gråt hår – og det er på vej. Mit ansigt må gerne fortælle, at jeg har været lykkelig med smilerynker og kragetæer, min pande behøver ikke at forblive glat. Min fars pande havde tre vandrette rynker – ”et for hvert barn” sagde han. Da han fik en sejlbom i hovedet, fik han en fjerde, som var lodret. Det var samtidig med, at min kusine flyttede ind. Det gav mening i en barnehjerne. Min hjerne blev grundigt rystet og kraniet dobbelt brudt, da jeg som voksen faldt på min cykel og effekten af det, handlingslammede mig forfærdeligt de næste 5 år. Det Harry-Potter-agtige lyn, styrtet for evigt efterlod i min pande, er på alle måder ligegyldigt.

Som 15-årig besøgte jeg ugentligt min farmor på plejehjemmet. Klog med knold i nakken. Hun evnede at lytte og spørge ind til mine tanker. Hun havde tid og tålmodighed, når jeg foldede hele mit teenage tankespind ud. Hun afbrød ikke og kaldte mig klog. Ikke en dialogform jeg ellers oplevede, ej heller et tillægsord, der før var mig tillagt, hverken hjemme eller på gymnasiet. Min farmor og jeg delte både vores hemmeligheder om unge mænd og hendes grønne Cecil.

Med hende som forbillede satte jeg mig som 20-årig det mål at blive gammel, og det har hjulpet mig til aldrig at frygte hængehud og langt gråt hår. Og at jagte visdom. De to første er gode mål, for de kommer ganske af sig selv. Det sidste kan jeg fortsætte med at jagte til det sidste, hvis ellers min hjerne ikke skrumper ind.

Jeg vil helst ikke være gammel indeni. Ingen orker de forstokkede og omstillingsforskrækkede. Jeg ved heller ikke, om min farmor orkede at sidde der på plejehjemmet dag efter dag. Selvom jeg kom hver uge, og selvom jeg ikke var den eneste, der besøgte hende, må der have været mange lange dage. Og hendes kendetegn, den store knold i nakken, blev effektiviseret væk. Håret blev kort og permanentet og meget nemmere at holde for personalet.

Jeg vil helst ikke være gammel udenpå. Ingen værdsætter de sårbare og hjælpeløse. Min egen mor blev pludselig gammel og er fornyeligt fortsat til de evige jagtmarker. Før det, ville hun altid gerne have besøg. For hun sad der, helt alene, længst muligt i eget hjem. Hun kunne sidde der og iagttage sine søskende falde bort. Venner forsvinde. Være i en verden som skrumpede ind, i takt med at stok, rollator og høreapparat gjorde sit indtog. Hun kunne fortælle om det, hun havde set i fjernsynet, og hvad mine søskende havde lavet i går.

Førhen har jeg lidt misundeligt iagttaget en vildtfarende fantasi om pensionistlivet, det grå guld, som nyder sydens sol, besøger foddamen, varmtvandsbassinet og vælger kvalitetstid med alle børnebørnene. Det er ikke at være gammel. Det, jeg taler om her, er, det vi kalder ældrebyrden. De ældre der holdt hjulene i sving før og for os.

Coronaen satte en ekstra klods om min mors ben og ekstra tempo på ensomheden. Og så skulle det nødigt hedde sig, at man ikke kan selv – det, parret med velfærdstatens underprioritering af hjemmeplejen og alt for store komplekse sygehusbesøg satte skub i aldringsprocessen. Og ønsket om at stå af. Hun var skarp til det sidste og jeg tror ikke, det var en velsignelse at se sig selv falde sammen.

Jeg vil ikke være gammel. Jeg har på klos hold det sidste halvandet år fulgt min mors deroute igennem velfærdssystemets hamsterhjul med supersygehuse, informationsteknologi og ældrepleje som er gået i selvsving. Vi har mødt en myriade af intelligens, oprigtigt bankende hjerter og empatiske varme hænder, alligevel mangler der noget. Hun blev tilføjet atter nye diagnoser, spisebesvær, ensomhed, kedsomhed, mangel på energi, en kaskade af atter nye hjemmehjælpere, læger der ikke informerer, en hvirvelvind af nye ansigter at forholde sig til midt i al sin elendighed. Og det var svært som pårørende at finde ud af, hvem der tog beslutninger og ansvar.

Hun havde så mange smerter, at hun ikke kunne løfte en hånd, alligevel blev hun flyttet til tre forskellige sygehuse på en dag. Det ene af dem for at få taget blodprøver, som kunne være taget på en hvilken som helst sengekant. Der gik fem indlæggelsesdage på hospitalet, før vi selv fandt ud af, at hun ikke længere var terminal, men at de forventede at helbrede hende. Den samme tavshed da det igen gik den forkerte vej. Hun, og vi, fik aldrig en snak med den læge, der besluttede at stoppe hendes behandling.

Jeg vil ikke være gammel. Jeg vil beholde mine ben og min evne til at komme ud og komme rundt. Jeg vil gerne beholde min forstand. Min evne til at tage livet og verden ind og vende det på hovedet med ligesindede, mærke latteren i min krop og løbe bort fra alt det, der skramler og skurer. Jeg vil gerne være ung med gråt hår og rynker.