SKOLELIV: - Har du ikke mistet en tand Victor?, spørger Annine Johansen, da hun kommer forbi det bord, hvor han, Asger, Isabella og Frida sidder. Det har han. Han er nok ikke den eneste, der har udskiftninger i tandsættet, og der er i det hele taget sket meget hos eleverne fra 1. b på Grydemoseskolen i Espergærde, siden de sidste gang så hinanden i det samme lokale.
Frida fra 1. b er begyndt at bruge brillerDer har alligevel været lidt godt med corona, fordi jeg skulle side ved computeren, for ellers havde vi aldrig fundet ud af, at jeg skulle have briller.
Det var sidste år, inden der kom fjernundervisning og de sidste fem uger har eleverne kun set hinanden gennem skærmen.
Fem fødselsdage
Mandag morgen kunne de så igen samles i klasseværelset. På tavlen kan klassens lærer Sanne Skovsgaard skrive hele fem navne, omkranset af to Dannebrogsflag. Olivia, Victor, Isabella, Frida og Alfred har alle haft fødselsdage, mens klassen er hjemsendt, og nu skal de endelig fejres.
Selv om Sanne Skovsgaard er mødt tidligt op, så kommer hun ikke først til klasselokalet. Sophie, Meida og Olivia har alle forældre, der skal tidligt på arbejde, så de er kommet i den SFO, der også netop er genåbnet.
Slædehundekoldt
De tre piger får derfor lov til at sætte bordene sammen, så man kan sidde fire og fire, og så alle kan se tavlen og de to lærere.
Klasselærer Sanne SkovsgaardJeg beder dem om at være stille, og så er de det, men der går måske 15 sekunder, så er der gang i den igen
Så er det blevet tid til at hente resten af klassen. Uden for tager Annine Johansen og Sanne Skovsgaard imod forældre og elever, og den lille skov af kælke og slæder, de også har taget med. Det er slædehundekoldt, men der er en varm stemning og mange smilende ansigter.
- Jeg har sådan savnet jer, siger Sanne Skovsgaard, og den følelse er tydeligvis gengældt. For selv om Sanne Skovsgaard hver dag har haft øjenkontakt med alle elever, så har det været gennem skærmen. Fagligt er det gået godt, og derfor har Sanne Skovsgaard med sindsro planlagt, at i dag handler det om klassens trivsel.
Naturlig samling
Den ser ud til at være god. Forbløffende hurtigt ser klassen ud til at falde ind en rutine. Sanne Skovsgaard er nu ikke så overrasket.
- De har jo haft en struktureret hverdag hele tiden. De er "mødt" op påklædte og klar foran skærmen hver dag, og har fået god hjælp af deres forældre, der har været fantastiske, siger hun.
Nogle gange er Sanne Skovsgaard som klasselærer med til at bestemme, hvem der skal sidde sammen, men ikke i dag.
- De har fået lov til at sætte sig, hvor de vil, og jeg kunne ikke have placeret dem bedre selv, siger hun.
Coronabriller
Der er egentlig ikke meget godt at sige om en coronavirus, men eleverne fra 1.b på Grydemoseskolen i Espergærde finder alligevel nogle lyspunkter, da de mandag skal beskrive deres hverdage.
- Jeg har kunnet være sammen med min kat hele dagen, fortæller en af pigerne, mens en af drengene glæder sig over, at han har kunnet spille mere computerspil end normalt. For Frida har coronaudbyttet været mere specielt.
- Der har alligevel været lidt godt med corona, fordi jeg skulle side ved computeren, for ellers havde vi aldrig fundet ud af, at jeg skulle have briller, fortæller hun.
Alfred er glad for at være tilbage i klassenEndelig kan jeg være sammen med min bedste ven.
1.b har lige som mange andre elever haft fjernundervisning de seneste fem uger. En undervisning, der både har haft plusser og minusser. Dem bliver eleverne bedt om at tegne.
Alexander tegner blandt andet et billede af sin mor, som han har været glad for at have mere tid sammen med. Andre viser med deres tegninger, at det har været sjovt for nogle, men kedeligt for andre at have fjernundervisning.
Een ting går dog igen i alle tegningerne. Da børnene skal beskrive, hvad de har savnet under perioden, og hvad de glæder sig til at se, er det alle vennerne, der bliver tegnet.
Bobler over
Det er også tydeligt, da de mødes igen. Hvis man har prøvet at ryste en sodavand, så har man oplevet, hvordan den bruser over, for så at blive helt flad. Mandag er 1.b en skoleklasse, der bobler over med godt humør, og blev ved med at boble. På en forholdsvis rolig, men alligevel meget energisk måde.
- Jeg beder dem om at være stille, og så er de det, men der går måske 15 sekunder, så er der gang i den igen, fortæller Sanne Skovsgaard. Når hun hæver armen plejer stilheden hurtigt at sænke sig, men netop denne dag giver hun eleverne lidt snor.
Efter de første to timer er der pause, og tid til det, som mange også har glædet sig til. At være sammen udenfor. På vej hen til legepladsen og kælkebakken får Annine Johansen, en hurtig hilsen fra en elev.
- Jeg ville ønske, at jeg kunne give dig en krammer, råber hun, inden hun skynder sig efter kammeraterne.
Alfred opsummerer måske bedst dagen med disse ord:
- Endelig kan jeg være sammen med min bedste ven.
Alt det, der ikke var normalt
Selv om hverdagen blev lidt mere almindelig for de yngste skoleelever, så er der stadig nogle ting, der ikke er som de plejer, af hensyn til coronasikkerheden.
- Forældre må ikke komme ind i skolen, men skal aflevere børnene udenfor, hvor de skal hentes af en lærer.
- To lærere er tilknyttet hver sin klasse, og klassen fungerer som en boble.
- Der er ikke undervisning eller leg sammen med elever fra andre klasser.
- Med forskudte pauser og opdeling i områder, hvor man må være holdes klasserne fra hinanden, når man er ude.
- SFO holdes i klassens lokale og man er heller ikke her sammen med børn eller lærere fra andre klasser.
- Når børnene er udenfor skal der på forhånd laves legeaftaler, så børnene binder sig til for eksempel at kælke, være i hulen eller på gyngen.