Annonce
Lokalavisen Nordsjælland

En sang om gamle gummistøvler

Ugens klummeskribent er Katja Gottlieb fra Helsingør. Hun er formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion, forfatter og indehaver af et par meget gamle gummistøvler. Foto: Lars Johannessen

Mine gummistøvler blev købt i juni 1995. For 26 år siden. De må være fra dengang, før verden gik af lave. Dengang man lavede kvalivare. Det er et par Viking Slagbjørn af naturgummi. Med stålsvang og snørebånd. Et par vandregummistøvler, der blev købt, fordi jeg skulle ud at gå på Kungsleden, den berømte 450 km lange vandrerute i Lappland, der løber fra Abisko og videre forbi Kebnekaise, der er Sveriges højeste punkt. Helt deroppe, hvor der er sne hele året og lyst hele døgnet. I hvert fald om sommeren. Jeg skulle selvfølgelig ikke gå alle 450 km, men jeg skulle gå langt nok. I blokmark og sne og smat op gennem Tjäktjapasset, der ligger i 1.150 meters højde, og jeg ville gerne have haft et par rigtige vandrestøvler i læder. Sådan nogen, som man kunne have hele livet, tænkte jeg. Men jeg skulle også have penge til togbilletten derop, så jeg havde ikke råd til at bruge så mange penge på et par støvler. I stedet faldt valget på to grønne gummistøvler, der som ekspedienten sagde, var et godt supplement, men ikke var egnet til at gå hele turen, hvis det var de eneste støvler, jeg havde tænkt mig at tage med. Jeg svarede, at jeg ville tænke over det og købte gummistøvlerne. Og valgte så med sædvanlig optimisme at overhøre ekspedientens gode råd. Støvlerne passede fint og holdt hele vejen. Og mange km senere holder de stadigvæk.


De passer så godt, de gummistøvler. Det må vi håbe, at den gamle hverdag også gør, når jeg får den på igen.

Katja Gottlieb


Annonce

Det seneste år jeg ikke været i Sverige, eller andre eksotiske steder, for at gå. For en virus har jo slået grænsebommene noget så eftertrykkeligt ned over hele verden, og på den måde er der blevet lukket for de muligheder og den hverdag, vi kendte. Til gengæld har jeg fornylig opdaget, at min telefon har en indbygget skridttæller. Ifølge den har jeg gået sådan omtrent dobbelt så meget som sidste år. Det kom lidt bag på mig. For det første fordi, jeg synes, at de pæne bukser virker til at være blevet lidt strammere af at have ligget på hylden i skabet siden jul. Noget jeg ikke alene mener at kunne tilskrive den lave luftfugtighed i mit klædeskab. Men det undrede mig også fordi, jeg i dette år, hvor vi alle har haft blikket stift rettet mod, at der igen skulle blive ’åbnet op’, som det tilsyneladende hedder på nudansk, har tænkt, at livet på en eller anden måde har været ’lukket ned’.

Klummeskribentens gummistøvler har tjent hende vel. Men klummen her er formentlig en nekrolog over samme, fortæller Katja Gottlieb, som til sin gru, efter klummen blev til, har opdaget at den ene er revnet. - Jeg prøver først med en cykellap ( mine børn vil hade det), fortæller hun. Privatfoto. 

Men i disse dage, hvor det hele springer ud omkring os, og vi kan begynde at ane målstregen, virker det på ingen måde som om, livet har været på standby. Selvfølgelig har jeg ikke fået set meget til familie og venner, men til gengæld har jeg, selvom arbejdet er fristende nært alle ugens syv dage, haft god tid sammen med mine store børn. Den hektiske hverdag, hvor vi forsøger at lægge et puslespil, der består af de mange gøremål, vi hver især har haft, har været sat ud af drift. Vi har nået at lave mad sammen. At spillet spil. Og jeg har haft tid til at hjælpe min datter med at lære at strikke. Og så har jeg altså gået. Mens bladene blev gule og faldt af og dækkede hele Kongens Have, så min lille hund lignede en kompostbunke, hver gang vi kom hjem fra morgenturen. Og i snevejr, der var så tykt og tæt, at det faktisk nåede at lægge sig og blive sne af den slags, som man kan lave virkelig gode snebolde af. Og så kom Påsken, hvor det hele vendte tilbage igen, som alting jo gør i Påsken. Og pludselig havde hylden fået små grønne blade, de små guldstjerner, var sprunget ud i skovbunden, og det hele emmede af forår. Og det har været helt forrygende at følge med i.

Nu vender hverdagen så tilbage. Den gamle af slagsen, altså. Og jeg har fundet de pæne sko frem. De er pudsede og klar til afgang. Jeg glæder mig til at se mine kolleger. Men jeg glæder mig ikke helt til at skulle lade gummistøvlerne stå i entreen, nu i morgen tidlig når jeg skal af sted. De passer så godt, de gummistøvler. Det må vi håbe, at den gamle hverdag også gør, når jeg får den på igen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nordsjælland

Et socialt eksperiment? Den eneste grund til, at vi har siddet og slidt med hjemmearbejdet i et år er coronavirussen.

Annonce