CORONA: Det skal siges igen, og det skal tages alvorligt: Tallene er stadig for høje. Men med dette vigtige forbehold, så giver de seneste coronastatistikker grund til optimisme for Helsingør Kommune.
På blot tre dage er antallet af nye smittede i løbet af en uge faldet fra 48 til 40 til 35. Med det seneste tal har Helsingør Kommune en smittehyppighed på 55.9 for hver 100.000 borgere, og det tal er faktisk særdeles godt nyt, selv om vi stadig mangler en del for at komme under 20, der er den såkaldte bekymringsgrænse.
Marginalt under gennemsnit
Helsingørs smittehyppighed har under det meste af coronaperioden ligget over landsgennemsnittet og somme tider været blandt de allerhøjeste i landet. Men netop i dag kan Helsingør bryste sig at at have en smittehyppighed, der ligger under landsgennemsnittet. Ganske vist med den mindste mulige margin, Helsingørs tal er 55.9 og landstallet er 56, men det er alligevel glædeligt.
På blot tre dage er antallet af nye smittede i løbet af en uge faldet fra 48 til 40 til 35
Også i resten af landet falder smittehyppigheden markant, og det kan nu også aflæses på antallet af indlæggelser på hospitalerne. For eksempel på Nordsjællands Hospital i Hillerød. Her havde man den 27. januar 48 indlagte med covid-19. I dag den 4. februar er tallet nede på 24.
Selv om det kedeligt at skrive det, skal man dog ikke juble endnu, for smittehyppigheden er stadig for høj. Bagsiden af medaljen er, at der i dag blev registreret yderligere 14 dødsfald, og samtidig vokser den britiske variant af covid-19 stadig for hurtigt, så vi er langt fra nået i mål. Men måske rykkede foråret alligevel lidt tættere på i dag.