Annonce
Lokalavisen Nordsjælland

Gerda har mistet begge sine børn og Annelise har sagt farvel til flere venner: Denne dag er noget helt specielt for dem begge

For Toni Bredahl, som sidder i kørestol med beret og mørk uldjakke, er indkøbsdagen en stor hjælp. Flere ældre i kommunen kan ikke selv købe ind, derfor hjælper 16 frivillige de ældre med at få handlet dagligvarer i Espergærde Centret. Foto: Charlotte de la Fuente
Frivillige tager hver anden onsdag med ældre på indkøb, der ikke selv er i stand til at købe ind til aftensmaden. Udover at være glade for hjælpen har de aldrende kvinder en bagage fyldt til bristepunktet.

INDKØBSORDNING: De har mistet, de har grædt, og de slæber rundt på en bagage, der er for tung til at få ombord på et fly.

Men i dag er de rynkede ansigter et stort smil.

For mange af dem er denne halvkølige onsdag i november ugens højdepunkt. Fælles for dem alle er, at de ikke selv er i stand til at købe dagligvarer eller hente gaver til børnebørnene. Derfor har 16 frivillige sat sig for at hjælpe de ældre med indkøb i Espergærde Centret.

Annonce

Jeg kommer kun ud til det her, det er det, jeg ser frem til hele ugen.

Toni Bredahl, 80 år og bruger af indkøbsordningen.

En af de ældre, der har brug for hjælp, er 84-årige Gerda Wennermo. Med sin hjælper Birthe Kaalund som motor bag kørestolen drejer de ind i centrets blomsterbutik. Hun skal købe en bårebuket til sin kusine, der mistede sin mand.

- Det er simpelthen forfærdeligt, siger hun.

Gerda Wennermo ejer halvdelen af Vester Torv i Espergærde Centret, som er det eneste sted, hun handler. Foto: Charlotte de la Fuente

- Får mig til at tude

Ligesom hende har de fleste af kvinderne krydset klinger med døden på den ene eller anden måde. Det er ikke rigtig til at undgå, når man når op i den alder.

Annelise Tidmand Sørensen har været med siden indkøbsordningen startede i 1999. Hun startede som frivillig, men et sammenfald i ryggen har gjort, at hun nu er bruger i stedet.

Annelise Tidmand Sørensen (kvinden med rollatoren) sidder ude foran Espergærde Centret, hvor de frivillige og brugerne mødes. Foto: Charlotte de la Fuente

Den 85-årige dame har set flere venner, hun har mødt gennem indkøbsordningen, miste livet.

- Jeg har fået et meget afslappet forhold til døden. Nu har jeg minderne i sindet, og det er gode minder, siger hun.

For Annelise Tidmand Sørensen betyder indkøbsordningen alt. Faktisk bliver hun lidt rørt, når hun skal fortælle om, hvorfor det er så vigtigt for hende.

- Det får mig helt til at tude, siger hun og klukker.

Indkøbsordningen

Indkøbsordningen blev etableret i 1999.

Ordningen består af 16 frivillige, der hjælper 18 ældre, der ikke selv kan handle ind.

De mødes hver anden onsdag ved indgangen til Espergærde Centret.

Helsingør Turisttrafik bistår med busserne, der fragter de ældre fra deres hjem og til Espergærde Centret. Når de er færdige med deres indkøb, hjælper chaufføren med at køre dem hjem og bærer også deres varer ind.

Busserne er finansieret af Espergærde Centerforening - udover det er projektet frivilligt drevet.

Tove Schou Kämmerer står for at lede indkøbsordningen. 

Annonce

Supermand

De ældre kvinder bliver sat af ved Espergærde Centret i hold. En rød minibus ankommer, og en kvinde med en sort beret og en mørk uldjakke bliver hjulpet ud af chaufføren.

- Han er jo supermand, siger hun.

Toni Bredahl får hjælp af chaufføren fra Helsingør Turisttrafik til at komme ud af minibussen. Foto: Charlotte de la Fuente

Hendes navn er Toni Bredahl og kommer ud af en familie, hvor den ene halvdel er boksere og den anden er sangere. Den 80-årige pensionist er en del af sangerne, men hun har aldrig lært at synge, fortæller hun.

- Jeg kommer kun ud til det her, det er det, jeg ser frem til hele ugen, siger hun.

Tove Schou Kämmerer, kvinden med dynjakken og de mørke briller, er primos motor på inkdøbsordningen. Hun styrer Toni Bredahl ind i Matas, som er første stop på indkøbsturen. Foto: Charlotte de la Fuente
Annonce

Livsbekræftende

Merete Alstrand er en af de frivillige, som siden august har troppet op ved indgangen til Espergærde Centret. Hun mistede sin mand den 3. januar i år.

Sorgen har hun været lang tid om at bearbejde, og selvom det frivillige arbejde i indkøbsordningen på ingen måde er en erstatning, så hjælper det en del alligevel.

Annelise Tidmand Sørensen, med lilla tørklæde, får hjælp til indkøbene, efter hun har fået sammenfald i ryggen og er begyndt at gå med rollator. Flere ældre i kommunen kan ikke selv købe ind, derfor hjælper 16 frivillige med at få handlet dagligvarer i Espergærde Centret. Foto: Charlotte de la Fuente

- Det er rart at få fyldt tiden ud, når jeg er blevet alene. Jeg synes, det giver rigtig god mening for mig, når jeg alligevel har overskuddet og tiden til det. Det er så livsbekræftende at se deres glade ansigter, siger hun.

Birthe Kaalund, der også er en del af de frivillige, er helt enig med Merete Alstrand.

- Det gør mig meget glad, at vi kan hygge med dem. Det fylder meget herinde, siger hun og lægger hånden på sit hjerte.

Annonce

Mistet sine børn

Tilbage til Gerda Wennermo i blomsterbutikken. Hun ejer faktisk en del af Vester Torv i Espergærde Centret, efter hun overtog det fra sin far Poul Rasmussen. Ifølge den 84-årige har hun altid været en aktiv kvinde.

- Men nu sidder jeg her, siger hun fra sin kørestol.

Gerda Wennermo bliver hjulpet rundt i Espergærde Centret af Birthe Kaalund. Foto: Charlotte de la Fuente

Kvinden, der har brugt hele sit liv i Helsingør og omegn, har mistet begge sine børn. Hun tager det en dag ad gangen, men savnet forsvinder ikke foreløbig. I dag vil Gerda Wennermo egentlig ikke fundere for meget over sine børns død, for denne dag er noget særligt.

- Det er ugens højdepunkt at mødes med de her kvinder. De er med til at give mig en tryghed. Det er bare vidunderligt, siger hun, mens Birthe Kaalund kører hende frem til kassen i blomsterbutikken.

Annonce
Lokalavisen Nordsjælland

Ugens klumme: - Forbløffende mange har dimser hængende ud af ørerne

Annonce
Indland

Smitten raser: Sygefravær får DSB til at aflyse tog

Annonce
Indland

Sverige afviser danskere efter nye coronarestriktioner

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nordsjælland

Han vil ikke selv ud i rummet - fra jorden styrer Torden-Torsten Danmarks største rumprojekt

Lokalavisen Nordsjælland

Ugens film: Det kan du se i biografen

Lokalavisen Nordsjælland

Lone og 30 andre frivillige deler 1000 kilo julemad ud til trængte familier: - Jeg gør det, fordi jeg ved, jeg kan gøre en forskel

Lokalavisen Nordsjælland

Mød mammutten fra Hornbæk: Sådan så Nordsjælland ud for 45.000 år siden

Indland

Kør tidligt, kør forsigtigt eller hold bilen hjemme: Det bliver en rigtig, rigtig våd onsdag

Indland

Region til 40.000 ansatte: Coronapas eller hjem uden løn

Annonce