Annonce
Lokalavisen Nordsjælland

Helsingørs ældste helsekostforretning skifter hænder: Skotten Andrew overtager svigermors butik

Andrew Douglas har med overtagelsen af helsekostbutikken foretaget stort arbejdsmæssigt spring. Her ses han sammen med Elsa Mogensen, som etablerede butikken tilbage i 1984. Foto: Lars Johannessen
Fra første april er det skotskfødte Andrew Douglas, der tager imod kunderne i helsekostbutikken Firkløveren i Strandgade 45. Han overtager stafetten fra sin svigermor Elsa Mogensen, som i 1984 etablerede helsekostbutikken baseret på sine "uheldige" erfaringer som tidligere lægesekretær.

Firkløveren Helsekost skifter hænder – men den bliver i familien. Fremover er det Andrew Douglas, som har skotske rødder og er svigersøn til mangeårig indehaver Elsa Mogensen, der overtager ansvaret for at drive butikken og betjene kunderne. Han får selskab af Vibeke Larsen,  som kunderne kender i forvejen, og som fortsætter i sin nuværende stilling.

Elsa Mogensen fik ideen til at etablere Firkløveren gennem sit arbejde som lægesekretær. I dag er den Helsingørs ældste helsekostbutik. Foto: Lars Johannessen

- Jeg glæder mig til at føre Firkløveren videre og til at videreudvikle forretningen. Men jeg er også meget ydmyg over at skulle løfte arven fra Elsa Mogensen. Hun har formået at skabe en rigtig stærk kundebase med glade kunder gennem mange år, siger Andrew Douglas.

Annonce

Et stort spring


Firkløveren havde ikke været her i dag uden en fantastisk kundekreds. Vi har kunder, der har været med helt fra dag et.

Elsa Mogensen, tidligere mangeårig butiksindehaver, Firkløveren


Med overtagelsen har Andrew Douglas sagt ja til et helt nyt arbejdsliv. Oprindelig er han uddannet socialrådgiver, et fag han har arbejdet med i 16 år. Derudover har han også erfaring fra andre brancher.

- Det er et stort spring. Jeg er stor tilhænger af at tage chancer. Jeg har altid interesseret mig for en bæredygtig udvikling i et sundt liv. Så da muligheden for at overtage Firkløveren viste sig, blev det samtidig min mulighed for at skifte spor og beskæftige mig med produkter, der kan være med til at føre os hen til et sundere og grønnere liv, siger Andrew Douglas.

Som svigersøn har han fulgt forretningen gennem en årrække. Han lover sammen med kollegaerne, som også tæller en praktikant at "stå på tæerne" for kunderne og sikre den rette balance mellem tradition og fornyelse. Med omkring 14.000 produkter på varehylderne er der meget at sætte sig ind i.

- Heldigvis har jeg nogle rigtig dygtige mennesker omkring mig, som jeg kan lære af, siger Andrew Douglas.

Annonce

Et bedre liv

For Elsa Mogensen, som fyldte 80 år i januar måned i år, er det en særlig glæde at kunne overdrage nøglerne til Andrew Douglas.

- Jeg er glad for, at det bliver i familien og det er Andrew, der tager over. Det er hyggeligt. Jeg satte oprindelig butikken til salg for et år siden, men så kom corona, og det meste gik i stå. Efter Andrew besluttede sig for at overtage, har der været flere henvendelser på butikken,  fortæller Elsa Mogensen.

Elsa Mogensen etablerede helsekostbutikken tilbage i 1984. Motivationen udsprang af hendes daværende arbejde som lægesekretær.

- Gennem mit arbejde som lægesekretær så jeg mange bivirkninger fra den almindelige  gængse medicin. Det gav mig ideen til at etablere Firkløveren. Vi kan ikke undvære den traditionelle medicin, men både naturmedicin og en god sund kost kan hjælpe os til et bedre liv, siger Elsa Mogensen.

Annonce

Har ikke haft en eneste sygedag

Den 80-årige kvinde er selv et forbilledligt eksempel på, hvordan man i en høj alder, holder sig frisk.

- Jeg er sund og rask. Gennem alle årene har jeg ikke haft en eneste eller sågar halv dag, hvor jeg ikke kunne gå på arbejde, fortæller Elsa Mogensen.

Sammen med sin mand Niels bor hun i Espergærde. Hun holder sig i gang med alskens gøremål og er nok mere aktiv end de fleste i hendes alder, eller for den sags skyld yngre.

- Jeg kommer motioner ret meget, og går til linedance og cirkeldans, spiller bridge og er med i en kulturgruppe. Lige nu ligger det hele lidt stille, men lige så snart det kommer op at køre igen, så fortsætter vi, fortæller hun.

Annonce

Trofast kundekreds

Firkløveren har gennem alle årene haft en trofast kundekreds. I dag er den byens ældste helsekostbutik. Da den kom til, lå der en enkelt helsekostbutik i forvejen. Den lå i Fiolgade.

- Firkløveren have ikke været her i dag uden en fantastisk kundekreds. Vi har kunder, der har været med helt fra dag et. Vi har også en fordel ved ikke at lægge på et hovedstrøg. Det gør det nemmere for kunderne at parkere hurtigt udenfor, når de skal hente deres varer. Vi har især et meget  stort salg af frugtsafter og rengøringsmidler, som kan være tunge at slæbe på, fortæller Elsa Mogensen.

Trods ejerskiftet vil kunderne fortsat kunne møde Elsa Mogensen i butikken. Således vil hun fortsætte med at tilbyde vitamin- og mineraltest af kunderne.

Annonce

Heldig

Andrew Douglas  ser frem til at møde kunderne, høre om deres ønsker og behov og gøre sit bedste for, at Firkløveren også bringer lykke til Helsingør og omegn fremover.

- Det er svært at finde en firkløver, og jeg tænker, at jeg er meget heldig med at finde min, siger han.

Kunderne vil fortsat kunne møde Vibeke Larsen i butikken. Foto: Privat.

Andrew Douglas har boet i Danmark siden 1993. Han er gift med Louise, datter til Elsa Mogensen. Parret har kendt hinanden i mere end 20 år og har to tvillingedøtre på 18 år, som begge går på Helsingør Gymnasium. Familien bor i Snekkersten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nordsjælland

93-årige Arne Magnussen lancerer sit syvende puslespil fra lokalområdet: Velkommen til Snekkersten set fra oven

Lokalavisen Nordsjælland

Efter corona: Hvordan skal vores byer genopstå?

Annonce