Jeg har holdt mig lidt i baggrunden.
Siden september sidste år har jeg siddet ved roret som Lokalavisen Nordsjællands redaktør. Selvom det måske kan virke en smule selviscenesættende, så synes jeg alligevel, at I læsere skal vide, hvem der gemmer sig bag billedet og navnet i kolofonen.
Jeg vil lægge ud med at fortælle om en weekend i en skov omkring Silkeborg.
Stedet hedder Lille Amerika, hvor jeg og to venner havde lejet bilen over dem alle for at komme ud til et lille shelter i det midtjyske søhøjland. En sølvgrå Hyundai Getz fra midt 00'erne. Speedometeret viste 110 kilometer i timen ned ad rute 15-motorvejen, mens omdrejningstælleren havde nået et godt stykke over de 6.000.
Fra motorvejen kørte vi ad smalle landeveje i den kolde marts-aften, og parkerede vores Hyundai Getz på en nærtliggende parkeringsplads for at gå det sidste stykke. Efter en noget vaklende gåtur med fuld oppakning og en pose brænde i hver hånd nåede vi shelteret.
Temperaturen nåede aldrig over mere end fire grader i løbet af hele weekenden. Selvom vi havde gemt os langt nede i vores soveposer, kom den bidende kulde alligevel krybende ned i fodenden.
Men hvorfor fortæller jeg overhovedet det her?
Jo, for der opstår noget ret interessant, når man bare er tre gutter i en skov.
Vi blev stillet en super simpel opgave derude i søhøjlandet.
Det er skidekoldt, hold bålet i gang.
Tiden tikker uafbrudt afsted, men i Lille Amerika fik jeg alligevel en fornemmelse af, at tiden i øjeblikket stoppede med at marchere derudaf. Når man ikke har andet end et bål at skulle holde i gang, distancerer man sig selv fra tiden på en eller anden ubevidst måde.
Jeg fik en følelse af, at hele mit liv lå i bagagerummet i den sølvgrå Hyundai Getz.
I en weekend befandt vi os i et form for parallelunivers. Det er egentlig en sjov ting at prøve at beskrive, men det var som om, at de andre cyklister og vandrere ikke befandt sig i vores verden. Shelteret er godt nok kommunalt ejet, men for en stund føltes det som om, at det var vores. Vi var en simpel lille uafhængig stat midt i en skov.
Nåh, nok fabuleren. Der er en virkelig verden, der kalder.