- Jeg kan ikke leve med, at vi ikke taler sammen

Da jeg er et højskolemenneske, kommer det næppe som en overraskelse, at dialog – den meningsfulde samtale – ligger mig på sinde.

Det levende ord mellem mennesker er en forudsætning for gensidig forståelse. Det er som regel, når man holder op med at tale sammen, at problemer for alvor vokser og konflikter eskalerer. Som højskoleforstander/leder må man af og til håndhæve regler eller træffe beslutninger, som ikke er lige populære blandt alle. I den slags situationer er det vigtigt, at man er meget til stede, og at man er villig til at diskutere og sætte ord på det, sagen drejer sig om. Og så skal man lytte og prøve at forstå de forskellige perspektiver og positioner, som kommer til udtryk. Blandt kolleger og i forhold til mine elever siger jeg som regel, at jeg kan leve med, at vi er uenige - men at jeg ikke kan leve med, at vi ikke taler sammen. Derfor må vi, selv når vi mest af alt har lyst til bare at lukke af, insistere på den fortsatte dialog. Måske ikke lige når følelserne er bragt i kog og temperamentet er udfordret, men når man har talt til ti og fået kontrol over eventuelle frustrationer.

Hvis vi ikke samtaler, får vi ikke løst problemerne.

I de seneste 2 uger har ledere og embedsmænd fra alverdens lande ført samtaler og drøftelser omkring vor tids største dilemma, nemlig at vi som menneskehed har udviklet en måde at leve på, som i et foruroligende tempo truer vores egen eksistens på denne planet. Også her er samtalen vigtigere end nogensinde, selvom den unægtelig er svær. Og det står mere og mere klart, at klimakonferencerne må foregå oftere, hvis vi skal gøre os forhåbninger om, at vi får handlet effektivt nok og i tide. Samtaler og deraf følgende aftaler forpligter nemlig. Denne gang ser det ud til, at der er opnået gode resultater i forhold til væsentligt at begrænse global skovfældning, at reducere udledning af den meget aktive drivhusgas metan, at udfase brugen af kul i en lang række lande og sidst men ikke mindst at sikre, at de rigeste lande i verden lever op til at betale de allerede aftalte 100 milliarder dollars til den grønne omstilling i den tredje verden.

Men det er jo ikke nok – og derfor må samtalen fortsætte og intensiveres.

Det er trist at konstatere, at hverken Ruslands eller Kinas øverste ledere prioriterede at deltage denne gang. Til gengæld glædeligt, at USA med Joe Biden var tilbage i det forpligtende samarbejde. Bare det ikke var overmodigt af Biden at kritisere Putin og Xi Jinping for ikke at deltage, for hvordan vil situationen tegne sig om bare 2 år, når der igen har været valg på hans hjemmebane. Vil Donald Trumps dagsorden igen manifestere sig og endnu engang svække amerikanernes engagement i klimasagen?

Men sagen er jo, at samtalen ikke rigtigt fungerer mellem den vestlige verden, Rusland og Kina, og konflikten her har karakter af dæmonisering, hvilket gør den gensidige meningsudveksling og opbygning af tillid svær.

Dette forhold blev klart eksemplificeret ved det pressemøde, som Mette Frederiksen og Natos generalsekretær Jens Stoltenberg indkaldte til onsdag d. 3. november – umiddelbart efter statsministerens deltagelse i COP26. Mødet handlede om truslen fra netop Rusland og Kina, som angiveligt opruster både militært og på cyber-området. Putin har lukket NATOs kontorer i Moskva – og sådan fortsætter dæmoniseringen.

Senere samme dag indkaldte Mette Frederiksen endeligt til pressemøde om udslettelse af såvel mink som sms’er. Hun tog sig endelig tid til at forklare sig og stille sig til rådighed for en svær samtale og en lang række spørgsmål. Uanset hvad man synes om hendes og regeringens ageren i denne sag, lykkedes hun med projektet – nemlig i nogen grad at genvinde tillid og bremse en eskalerende konflikt.

Samtale virker.