Annonce
Lokalavisen Nordsjælland

Leg og Disney-figurer skal få flere piger ud på fodboldbanen i Helsingør

Helsingør IF er med i et internationalt projekt, der skal øge interessen for fodbold blandt piger mellem 5 og 8 år. Foto: Morten Dueholm
En stor international satsning mellem UEFA og Disney - kaldet Playmakers - skal få flere piger i alderen 5-8 år til at spille fodbold. Helsingør IF er med i projektet.

FODBOLD: Kvindefodbolden buldrer frem i store dele af verden, og med konceptet 'Playmakers' vil det europæiske fodboldforbund UEFA i samarbejde med Disney og DBU øge fodboldens tiltrækningskræft for piger i aldren 5 til 8 år. 16 lande er med i projektet, og i Danmark er 34 klubber udpeget som værter. En af dem er Helsingør IF.

- Den er en verdenssensation, og vi er meget glade for at være med. I længere tid har vi været på udkig efter den slags tiltag, hvor der er en anderledes tilgang til rekrutteringen af piger til de yngste årgange, og her er muligheden, forklarer Jens Erik Nybo Larsen, der er ungdomsformand i Helsingør IF Fodbold.

Til DBU siger verdensstjernen Pernille Harder således om Playmakers:

- Jeg håber, at projektet vil hjælpe unge piger med at føle, at fodbold er noget, de vil dyrke, og hvordan fodbolden bidrager til venskaber, sociale oplevelser og en sund og unik foreningskultur. Playmakers indfanger alt det, jeg elsker ved fodbold, fantasi, historier og leg. Uanset niveau så er lige netop det årsagen til, at vi står sammen om at elske fodbolden.

Annonce

God introduktion

I stedet for at blive fordelt ud på forskellige turneringshold, handler Playmakers-konceptet om, at pigerne skal blive glade for fodbolden via leg og fortællinger, som kan skabe deres interesse for det fællesskab, der kommer af at dyrke sport i en forening.

- Man har i andre projekter set, at noget som historiefortælling, opgaveløsning og leg giver en god introduktion til fodbold. Det er helt lige meget, om den enkelte pige er et stort talent eller ikke aner, hvad der skal stilles op med bolden. Det handler om den gode indgang til fodbold, og her kan Disneys univers forhåbentlig være med til at vække lysten, siger Jens Erik Nybo Larsen.


Det er træls for klubben ikke at have pigefodbold på programmet. Også for drengeholdene. Det giver mere liv og dynamik i foreningen, når der både er drenge og piger

Jens Erik Nybo Larsen, Helsingør IF


Der vil være fem forløb til og med 2022, hvor der i hvert af dem er 8-10 samlinger for pigerne. Det første er med Disneys enorme succes 'Frost' som grundlag for fodboldfortællingen. Det er et spritnyt koncept, der blev offentliggjort onsdag middag, og derfor er der heller ikke tal på, hvad udbyttet kan ende med. Men Jens Erik Nybo Larsen er ikke i tvivl om, hvad han håber.

Annonce

Træls uden pigehold

- I dag har vi ikke pigehold i klubben, og det vil vi meget gerne have bygget op fra bunden af. Det er træls for klubben ikke at have pigefodbold på programmet. Også for drengeholdene. Det giver mere liv og dynamik i foreningen, når der både er drenge og piger, siger han.

Helsingør IF's eneste pigehold er et ungt dame-senior-mandskab. Derudover har der været piger på diverse mixhold, men hovedsageligt har HIF været nødt til at henvise piger til kommunens øvrige klubber.

- Jeg tror på, at vi nu får et rigtigt godt introduktionsforløb til fodbolden. Det er gratis at deltage, og man behøver altså ikke melde sig ind i klubben, før man har prøvet det. Så er det selvfølgelig vores håb, at vi efterfølgende kan fastholde pigerne i klubben, forklarer Jens Erik Nybo Larsen.

For at være med i UEFA Playmakers skal klubberne stille med uddannede trænere, og her har HIF allerede tre klar til at skyde projektet i gang, som bliver skudt i gang den 27. april.

Der skal være mindst 30 deltagere til Playmakers-seancerne, og derfor skal HIF nu i gang med rekrutteringen.

Tilmelding vil være mulig via Helsingør IF Fodbolds hjemmeside.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nordsjælland

93-årige Arne Magnussen lancerer sit syvende puslespil fra lokalområdet: Velkommen til Snekkersten set fra oven

Lokalavisen Nordsjælland

Efter corona: Hvordan skal vores byer genopstå?

Annonce