HELSINGØR: Selv om den socialdemokratiske kredsformand Tage Arentoft erklærer, at kampen mellem partiets kandidater om de bedste opstillingspladser til byrådsvalget i november faldt ud helt som forventet, så er der set udefra et par markante overraskelser på partilisten til november. Den ene hedder Lone Grønhøj Frandsen, den anden er Thomas Horns flotte placering.
Grønhøj Frandsen, der arbejder med uddannelse i fagbevægelsen og blandt andet har base på Konventum i Helsingør, stiller op for første gang og er politisk set et ubeskrevet blad. Alligevel stemte Socialdemokratiets medlemmer hende inde på en fornem femteplads på opstillingslisten – foran siddende og kendte byrådsmedlemmer som Betina Svinggaard, Lene Lindberg og Silas Drejer.
- At jeg stiller op, handler faktisk kun om, at det har været iøjnefaldende så lidt, at Socialdemokratiet har markeret sig på det grønne område. Vi skal være mere grønne. Og hvis det ikke skal være sådan i Helsingør, hvor skal det så være, siger Lone Grønhøj Frandsen.
Lone Grønhøj FrandsenHvis det ikke skal være sådan i Helsingør, hvor skal det så være
Slå et slag for naturen
Den 50-årige kvinde har været medlem af Socialdemokratiet i årtier, men er stadig ret ny i Helsingør – hun flyttede til Hellebæk fra Rødovre for fire-fem år siden med mand og de tre børn.
- Og jeg var fuldstændigt overvældet over, at naturen heroppe er så nærværende og storslået. Så jeg besluttede, at de ressourcer, jeg har, skal bruges på at slå et slag for naturen. Vi går alle ind for naturbeskyttelse, men der er langt derfra til en konkret vilje til at sætte den grønne omstilling først, siger Lone Grønhøj Frandsen, aktiv også i Danmarks Naturfredningsforening.
Socialdemokratiet i Helsingør har i dag otte mandater ud af de 25 i Helsingør. Partiet har 17 opstillede kandidater, og en placering højt på opstillingslisten garanterer ikke nødvendigvis et valg, men chancerne er sandsynligvis bedre.
Her er opstillingslisten
- Claus Christoffersen
- Thomas Horn
- Gitte Kondrup
- Peter Poulsen
- Lone Grønhøj Frandsen
- Betina Svinggaard
- Lene Lindberg
- Silas Drejer
- Daniel B. Petersen
- Mikkel Frederiksen
- Christian Thelin
- Lars Rosenørn-Dohn
- Palle Wørmann
- Harun Avdal
- Thomas Hjalmar Mikkelsen
- Jørgen Persson
- Mads Sandholdt
Horn nummer to
Overføres Socialdemokratiets nuværende succes i meningsmålingerne på landsplan til valgresultatet ved kommunalvalget den 16. november, så står partiet til at udvide antallet af mandater. Det er håbet hos kredsformand Arentoft, der også drømmer om at vælte Helsingørs konservative borgmester Benedikte Kiær.
- Vi går efter ni og får forhåbentligt 10 mandater. Målet er at sætte os på borgmesterposten... Opstillingslisten ser overordnet ud, som jeg havde forventet. Alle dem i byrådet i dag har fået flotte placeringer, og det giver sig selv, at Thomas Horn er kommet højt op. Han er kendt, har siddet i byrådet før og har været folketingskandidat. Lone Grønhøj Frandsen er meget aktiv, blandt andet i DN, siger han.
Thomas Horn, folketingskandidat i 2007 og 2011, kom i byrådet i 2014. Han måtte dog trække sig efter et par år på grund af travlhed.
Nu stiller Horn som tidligere omtalt i Helsingør Dagblad op igen, og ved opstillingsvalget fik han en andenplads på listen - lige efter den socialdemokratiske borgmesterkandidat Claus Christoffersen og foran resten af partiets nuværende byrådsgruppe. Nummer 2-placeringen må siges at være markant så kort tid efter, at Horn meldte ud, at han var klar til en ny runde i byrådet.
Her er valgresultatet fra 2017
Her er partierne i det siddende byråd rangordnet efter stemme-andelen ved valget i 2017:
- De Konservative: 32,8 (+3,0) - ni mandater
- Socialdemokratiet: 24,4 (+2,2) - otte mandater
- Dansk Folkeparti: 9,2 (-1,6) - to mandater
- Enhedslisten: 7,8 (+0,7) - to mandater
- De Radikale: 5 (+0,4) - et mandat
- Lokaldemokraterne: 4,3 (-2,2) - et mandat
- Venstre: 4,0 (-4,3) - et mandat
- SF: 3,5 (-0,6) - et mandat
Og her er fire, som ikke kom i byrådet:
- Alternativet 2,7 (+2,7)
- Nye Borgerlige: 2,3 (+2,3)
- Tryghedslisten: 1,5 (-0,2)
- Liberal Alliance: 1,4 (-1,0)