Nicholas blev næsten slået ihjel: Fanget i en regn af kugler og granater

MIT SVÆRESTE VALG: Er det nu, Nicholas Just skal dø?

Kuglerne suser omkring ham, og han kan høre og se mortergranater slå ned i nærheden. Den unge soldat er tvunget til at forlade den observationspost, han er udstationeret ved. Den er en kroatisk kampvogn nu ved at tromle henover.

Nicholas styrter hen mod et forladt hus, hvor hans kompagni har lavet et sikringsrum. Han og de øvrige soldater når alle sammen uskadte gennem kugleregnen og i sikkerhed. De sidder otte mand i rummet og kan bare vente på kampene stopper. Over radioen kan han høre, at flere af de andre udsendte er blevet såret og nogle dræbt.

Året er 1995, og den dengang 25-årige Nicholas Just er fanget mellem kroatiske og serbiske styrker ved Krajina i Kroatien. På det her tidspunkt er serberne i området ved at gøre opstand mod resten af Kroatiens anerkendelse som en selvstændig stat. Aftalen var egentlig, at begge parter skulle indgå i en våbenhvile.

Men fanget midt i krydsilden står Nicholas Just.

Derhjemme sidder hans mor og kæreste og venter på, han kommer hjem. Da han krammede dem begge farvel i Roskilde Lufthavn nogle måneder tidligere, var han godt klar over, at han måske aldrig ville komme tilbage.

I dag kan vi dog godt afsløre, at han har klaret fire udsendelser til det daværende Jugoslavien og Irak med livet i behold. Selvom han har været i forsvaret i 28 år, er det nu 14 år siden, han blev udsendt.

- Jeg er blevet papirkriger, siger han.

Han bor i lidt mere trygge omgivelser i Kvistgård, hvor den nu 51-årige byrådskandidat er ved at forberede sig til kommunalvalget som spidskandidat for Liberal Alliance.

For ham har hans livs sværeste valg været at skulle vælge mellem sin familie og stå midt i en krig som en af de fredsbevarende styrker.

Nicholas Just er opvokset i en skilsmissefamilie i Gentofte. Moren var regnskabschef og faren var arkitekt hos Carlsberg og Tuborg. De første mange år af deres liv, boede den lille familie i et rækkehus i et villakvarter i byen.

Årene gik og Nicholas kom igennem folkeskolen og dimitterede fra Ordrup Gymnasium. Så var han skoletræt. Han skulle ud at prøve noget andet.

Som 18-årig kom han i værnepligt og efterfølgende blev han ansat som professionel soldat i Det Danske Livregiment, som det før det blev nedlagt. I dag hører han til ved Den Kongelige Livgarde.

- Jeg havde altid tænkt, at jeg skulle lave noget andet, når jeg på et tidspunkt skulle ud af militæret igen, siger han.

Men sådan er det ikke helt gået.

Intet i hans familie lagde op til, at han skulle blive militærmand på 28. år. Der var nemlig ingen familiemedlemmer, der ligesom ham havde valgt et liv som soldat.

Efter fem år i hæren begyndte der at være snak blandt soldaterne om den første udsendelse. I slutningen af 80´erne og begyndelsen af 90'erne begynder Jugoslavien så småt at smuldre. Med en tiltagende politisk og økonomisk krise begyndte den skrøbelige jugoslaviske identitet at falde fra hinanden. Inden længe var konflikten blevet til en åben skudveksling mellem de serbiske og kroatiske styrker.

Efter et år blev de to parter enige om en våbenhvile. Det betød, at i 1991 blev fredsbevarende FN-styrker, kaldet UNPROFOR, sat ind for at opretholde våbenhvilen mellem de to parter.

Det var dog først i 1993, at Nicholas Just blev sendt til området.

Den dengang 23-årige soldat meldte sig selv til at blive udsendt til Jugoslavien.

- Jeg ville bare ned og bruge det håndværk, jeg havde lært. Ligesom en brandmand nok gerne vil slukke brande, siger han.

Hjemme i Gentofte skulle han også give sin mor beskeden. Hun forstod ikke, at det var nødvendigt for ham at tage afsted.

- Det var hun ikke begejstret for, hun blev ked af det og var meget bekymret. Men det var en drengedrøm for mig, siger han.

De tog sammen til Roskilde Lufthavn, hvor han skulle drage mod Kraijna-området i Kroatien. Han krammede hende farvel, og han kunne tydeligt se, at hun kæmpede for at tårene ikke skulle slippe ud af øjenkrogene. Han tog sine første skridt mod flyet og kiggede tilbage på sin mor.

- Hun stod helt ligbleg og græd, siger han.

Nicholas var slet ikke forberedt på, hvad der ventede ham i Krajina. Området var en stor spøgelsesby. Serbiske tropper havde sønderbombet alle huse med kroatiske beboere. Mellem mursten og forfald stod helt intakte huse med serbiske familier, der ikke var blevet ramt af så meget som en kugle.

- Det er sådan noget, man ser på film, siger Nicholas.

Den våbenhvile, som var blevet sat i værk, var begyndt at se skrøbelig ud. Parterne begyndte fuldstændig at blæse på den, og inden længe fløj det rundt med ammunition. Som fredsbevarende FN-soldat, som Nicholas var, må man ikke åbne ild - kun hvis det er i selvforsvar.

- Vi følte os magtesløse, der var intet, vi kunne stille op, siger han.

Den professionelle soldat blev udsendt to gange mere til Jugoslavien frem til 1996 og var udsendt for sidste gang i 2007 i Irak, dog uden at være i kamp.

Valget om at tage i krig har ikke været uden omkostninger for spidskandidaten. Kæresterne derhjemme droppede ham, nære venner har efter udsendelserne begået selvmord eller fået PTSD og familien har måtte leve i en frygt for, om han nogensinde kom hjem igen.

Selv har han klaret sig igennem krigene uden PTSD.

- Andre har vendt tilbage til deres civile liv efter krigen. Jeg har kunne blive i forsvaret og altid have nogen at snakke med det om. Derfor tror jeg, at jeg er sluppet uden, siger han.

Selvom han selv ikke har lidt under det, har hans nu afdøde mor. Derfor var valget altid så svært for ham.

- Hvordan forklarer man logikken i det, for min familie kunne ikke forstå, hvorfor jeg tog afsted. Min mor blev gal og ked af det, hun forstod ikke, hvorfor jeg ikke bare fandt et normalt arbejde, siger han og fortsætter:

- Det endte med at blive en kamp inde i mig selv, for jeg kunne jo godt se fornuften i det. Jeg var bare så bidt af det og blev nok også afhængig af det.

I dag har han fået en noget mere almindelig hverdag med hæve-sænkebord og faste mødetider. Han er blevet gift og er flyttet ind i et villakvarter. Hans hvide campingvogn står på kantstenen klar til at blive sat i garagen for i år.

- Når jeg ser tilbage, så er der intet, jeg fortryder. At være i krig er en oplevelse, jeg aldrig ville være foruden, og det har fået mig til at vokse som menneske, siger han.