HELSINGØR: Det med at lave burgere, der smager efter mere, er indehaverne af den nyåbnede burgerbar Mast Burger, Jacob Holst Mouritzen og Michael Slass, ikke i tvivl om, at de har opskriften på.
- Vores mål er at lave Danmarks bedste burger. Intet mindre. Vi starter med Helsingør. Helsingør er den perfekte by at starte en burgerbar op i. Den er, med fare for at hænge andre byer ud, ikke så hipster at det gør noget, og dem der bor i området har en sans for den gode mad og smag. Vores ambition er, at etablere flere burgerbarer med start på Sjælland. Lige nu holder vi os til Helsingør, fortæller Jacob Holst Mouritzen.
Stor interesse
At dømme efter førstehåndsinteressen er burgermarkedet, selv om Mast langt fra er ene om markedet, langt fra udtømt. Således har det nyåbnede spisested oplevet en meget stor interesse allerede den første uge efter åbningen den 14. marts, fortæller medindehaveren.
- Vi har fået en rigtig god respons. Der har allerede været mange forbi for at købe en burger, siger Jacob Holst Mouritzen.
Lavet med en særlig teknik
Han fortæller, at burgerne bliver tilberedt efter "smashburgerteknikken". Ifølge Jacob Holst Mouritzen sikrer det en sprød og saftig bøf.
Medindehaver af Mast Burger, Michael Slass, har tidligere været med til at etablere burgerbaren Rumbles i blandt andre Helsingør.