NYBYGGERI: Kontrakterne er skrevet under, planerne er godkendt, og dermed er der givet grønt lys til et stort nybyggeri i Tikøb til en værdi af 12,5 millioner kroner.
Det er det nuværende børnehus i byen, der bliver erstattet af en helt ny udgave med plads til endnu flere børn i daginstitutionen.
Forventningen er, at byggeriet kan begynde i oktober i år for at stå færdigt oktober 2023.
- Udviklingen af børnefamilier i Tikøb er virkelig gået stærkt. De sidste to år har jeg oplevet mange københavnerfamilier, der flytter til byen, og det er også derfor, at der er et behov for at sikre plads til de lokale familier, siger matrikelleder hos Tikøb Familiehus, Atija Brackovic.
Rikke Reiter, centerchef for Dagtilbud, Skoler, Fritid og Idræt i Helsingør KommuneLigesom resten af landet er det i stigende grad sværere at få besat pædagogstillinger i vores kommune. Vi har arbejdet hurtigt med at indføre minimumsnormeringer, men det har også skabt en udfordring med at skaffe medarbejdere til det.
Tikøb Familiehus dækker både over dagtilbuddet og skolen på matriklen og dermed også det nye børnehus. Ifølge matrikellederen får det nye børnehus plads til 75 børn mod 53 børn, som børnehuset er normeret til i dag.
Formanden for forældrebestyrelsen i Tikøb Familiehus, Peter Loofeldt Helth, mener, at det udelukkende er en positiv ting, at børnehuset udvider.
- Det er en vigtig udvidelse, for vi har haft en lang venteliste. Hele vores opland søger hertil, fordi vi er et attraktivt sted og kan tilbyde nogle gode rammer for børnene, siger formanden.
Stigende problem
Men en udvidelse af dagtilbuddet betyder også flere pædagoger.
Ifølge en undersøgelse fra 2021 som DAMVAD Analytics har udarbejdet for Danske Professionshøjskoler, vil der i 2030 mangle 13.700 pædagoger i Danmark. Og manglen på pædagoger kan allerede ses nu i hele Helsingør Kommune.
- Ligesom resten af landet er det i stigende grad sværere at få besat pædagogstillinger i vores kommune. Vi har arbejdet hurtigt med at indføre minimumsnormeringer, men det har også skabt en udfordring med at skaffe medarbejdere til det, siger centerchef for Dagtilbud, Skoler, Fritid og Idræt i Helsingør Kommune Rikke Reiter:
- Vi har ikke været ligeså hårdt ramt som andre kommuner, men jeg forudser, at det bliver et stigende problem.
Slåskamp om arbejdskraft
Næstformand i Børne- og UngdomsPædagogernes Landsforbund Nordsjælland, Dorte Ellegaard, forudser, at manglen på pædagoger kan skabe en kamp om arbejdskraften mellem det private og det offentlige.
- Alle kommer til at slås mod alle for arbejdskraft. For der er ikke nok unge, til at vi kan få alle de sygeplejersker, pædagoger, malere og murere vi gerne vil have, siger hun.
Dorte Ellegaard mener også, at det vil få konsekvenser, hvis man ikke udvider børnehuset.
- I Helsingør Kommuner er der de seneste 10-15 år nedlagt rigtig mange institutions-pladser, fordi børnetallet er faldende. Men nu er børnetallet begyndt at stige igen, så der er ikke noget alternativ, hvis man også vil have, at forældrene skal gå på arbejde, siger næstformanden.
Ifølge næstformanden er der nu to veje at gå for at sikre pædagoger i fremtiden.
- Vi skal finde ud af, hvordan vi fastholder de nuværende pædagoger, for der er rigtig mange, der går ud af faget, fordi de er slidt ned. Så skal vi tiltrække nye med en bedre løn og arbejdsvilkår, så der også er plads til at være professionel og ikke bare passe børn, siger næstformanden.
Intet alternativ
Selvom pædagogmanglen udfordrer rekrutteringen til det nye børnehus, kommer det ikke til at betyde noget for udvidelsen.
- Pasningsgarantien er skrevet ind i lovgivningen, så vi har en kommunal opgave med at skaffe pladser til alle børn. Det gør vi uagtet, om vi har problemer med at rekruttere pædagoger, siger leder af dagtilbudsområdet i Helsingør Kommune, Niels Brockenhuus.
Hvis børnehuset ikke kan tiltrække pædagoger nok, når byggeriet står færdigt til næste år, er der ifølge Niels Brockenhuus andre, der kan træde til.
- Pædagogfordelingen i kommunen er ikke cirka 60 procent pædagoger og 40 procent medhjælpere, men uanset hvad vil vi ansætte dygtige folk. Det kan være medhjælpere, som har erfaring inden for børneområdet, men som udgangspunkt ansætter vi uddannede pædagoger. Jeg vil ikke være bekymret på forhånd, siger Niels Brockenhuus.
Slidt ned
Hos Tikøb Familiehus arbejder man i forvejen med at opkvalificere og efteruddanne det eksisterende personale. Men det betyder ikke nødvendigvis flere medarbejdere. Dog får det ikke matrikelleder Atija Brackovic til at ryste på hånden, selvom det er et halvt år siden, at de sidst rekrutterede nye medarbejdere.
- Indtil videre har vi været heldige med at kunne rekruttere lærere og pædagoger til vores matrikel. Men det er svært at sige, hvordan situationen ser ud til næste år, siger hun.
Heller ikke formanden for Forældrebestyrelsen, Peter Loofeldt Helth, er bekymret for, om de kan rekruttere nye pædagoger:
- I mine otte år i bestyrelsen har det ikke været et problem for os at rekruttere, og når vi får et nyt børnehus, bliver vi endnu mere attraktive.