Annonce
Lokalavisen Nordsjælland

Ugens klumme: - Selvom jeg kan nå det hele på den halve tid, undrer jeg mig over, at min tid sjældent slår til

Forfatter, redaktør og formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion Katja Gottlieb fra Helsingør. Foto: Lars Johannessen.

Nørreport er som altid en hvirvel af mennesker, der ikke er rigtigt til stede, men bare på vej et andet sted hen. Ligesom mig, der er på vej hjem fra arbejde. De fleste har blikket rettet stift frem for sig og ser kun de tomme pladser mellem alle os andre. Mange har airpods i ørerne, som lægger en lydfilm over eftermiddagen, den knitrende lyd fra køreledningerne og andre folks telefonsamtaler. Endnu en dag tikker stædigt mod sin afslutning.

farten og den bestandigt øgede hastighed er en uundgåelig følge af vores jagt på den effektivisering og vækst, som på mange måder betyder, at vi har det bedre, end generationer før os har haft det.

Katja Gottlieb, Forfatter, redaktør og formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.

Uret på perronen viser 16:51, og uden rigtig at registrere tiden fisker jeg telefonen op af lommen og konstaterer, at klokken vitterligt ER 16:51 og glemmer det med det samme igen. Der er to ubesvarede opkald. Det er en god bekendt, som også har ringet i formiddags. Jeg har haft travlt hele dagen og ikke nået at ringe tilbage.

Hurtig hovedregning fortæller mig, at der er seks minutter til, at toget mod Helsingør kører, og måske kan jeg godt nå at ringe tilbage? Selvom det jo så bliver en kort samtale, fordi toget helt sikkert skramler for meget, til at man kan høre, hvad der bliver sagt i den anden ende, og forbindelsen alligevel ryger, når vi er kommet lidt længere nordpå… Alligevel trykker jeg på det røde telefonnummer på skærmen og siger hej, og jeg kan se, du har ringet og når at tilføje, at jeg har travlt, inden samtalen er rigtig i gang. Og han undskylder og siger, at han nok skal gøre det hurtigt, og tilføjer noget, der drukner i lyden fra en højttalerstemme, som sandsynligvis oplyser, at et tog er forsinket.

Annonce

Og mens vi står der i hver sin ende af landet og fører en samtale, som jeg har indledt med at proklamere, at jeg egentlig ikke har tid til at føre, kommer jeg til at tænke på det med at ha’ travlt. Noget der på en eller anden måde er blevet et bevidstløst motto for mine dage. Et vilkår, som det hedder på nudansk. Min kalender, som jeg stædigt insisterer på at føre på papir, er tæt pakket med gøremål, der er skrevet ind med små, bitte bogstaver, og at føre nye aftaler ind, som ikke ligger mindst tre måneder ude i fremtiden, er som at spille Tetris med dagene. Nogle siger, at det er et kendetegn ved vores tid, at vi har travlt.

Og farten og den bestandigt øgede hastighed er en uundgåelig følge af vores jagt på den effektivisering og vækst, som på mange måder betyder, at vi har det bedre, end generationer før os har haft det. Og vi har sat tempoet op, og gjort togene hurtigere og motorvejene bredere, og opfundet alverdens teknologi, der gør, at jeg kan stå på Nørreport Station i myldretiden og tale med et menneske i Jylland, som jeg før i tiden skulle have skrevet et brev til og ventet flere dage på at få et svar tilbage fra. Men selvom jeg kan nå det hele på den halve tid, undrer jeg mig over, at min tid sjældent slår til? Jeg skal også huske at bestille tid hos lægen, og min søn skal egentlig til optikeren, og har skullet det længe. Og Kirsten og Peter vil jeg gerne se til middag, og alligevel drypper weekenderne forbi, uden at jeg når at få købt hverken Barolo eller de perleløg, jeg havde glemt at købe, sidst jeg lavede coq au vin. Og måske er det derfor, jeg bare sætter tempoet op og løber endnu hurtigere i mit forsøg på at nå det hele? Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at jeg mens jeg står der, en helt almindelig tirsdag eftermiddag på den travleste station i Danmark og forsøger at afvikle en telefonsamtale i en rasende fart, så jeg kan sætte endnu et hak ud for et punkt i dagens to-do-liste, pludselig skammer mig. For hvor er det flovt at ringe op til et menneske, der rækker ud til en, og sige, at man faktisk ikke har tid til at tale. Og hvor er det flovt at have så travlt, at man slet ikke har tid til det, der er vigtigt her i verden. Mens toget bruser ind til perronen, og ham i den anden ende af telefonen siger hej-hej, og vi snakkes ved, beslutter jeg, at jeg vil øve mig på at lade være med at sige, at jeg har travlt. Jeg når det, jeg når, og jeg gør det så godt, jeg kan. Og jeg kommer i tanke om Michael Strunges åbningsdigt fra 80-digtsamlingen Livets Hastighed, som jeg første gang læste dengang, et år stadig var en evighed:

Knuser uret

med mine tanker

- jeg lever kun

med livets hastighed

Annonce
Lokalavisen Nordsjælland

Ugens klumme: - Forbløffende mange har dimser hængende ud af ørerne

Annonce
Indland

Smitten raser: Sygefravær får DSB til at aflyse tog

Annonce
Indland

Sverige afviser danskere efter nye coronarestriktioner

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nordsjælland

Han vil ikke selv ud i rummet - fra jorden styrer Torden-Torsten Danmarks største rumprojekt

Lokalavisen Nordsjælland

Ugens film: Det kan du se i biografen

Lokalavisen Nordsjælland

Lone og 30 andre frivillige deler 1000 kilo julemad ud til trængte familier: - Jeg gør det, fordi jeg ved, jeg kan gøre en forskel

Lokalavisen Nordsjælland

Mød mammutten fra Hornbæk: Sådan så Nordsjælland ud for 45.000 år siden

Indland

Kør tidligt, kør forsigtigt eller hold bilen hjemme: Det bliver en rigtig, rigtig våd onsdag

Indland

Region til 40.000 ansatte: Coronapas eller hjem uden løn

Annonce