HELSINGØR: Hvis navnet Mohamad Al-Bacha virker bekendt, så skyldes det formentlig, at Mohamad har været professionel e-sportsudøver i flere år, og blev et kendt ansigt tilbage i 2016, da han vandt titlen som verdensmester i fodbold i computerspillet FIFA. Her kæmpede 2,5 millioner deltagere fra hele verden om trofæet, som Mohamad altså kunne løfte over hovedet ved en stor event i New York i 2016.
Mohamad Al-BachaLønnen afspejler ikke altid indsatsen. Du kan godt komme op på en million kroner om året, men så skal du vinde alle turneringer
Udover en check på 20.000 dollars fulgte der også et to billetter til Best Award kåringen af årets fodboldspillere.
- Det var en fed oplevelse. Det var også noget, jeg havde arbejdet rigtig hårdt for. På det tidspunkt trænede jeg op til syv timer dagligt, fortæller han.
Den sikre vej
Selv om Mohamad er tidligere verdensmester i FIFA og med de evner han har kunne satse på at leve af sporten som såkaldt E-sportspiller på eliteplan, så har han valgt at supplere spillekarrieren med en uddannelse som kontorelev i Helsingør Kommune.
- Jeg vil gerne dygtiggøre mig indenfor noget andet og have nogle faglige kompetencer. Det er en beslutning jeg selv har truffet, men mine forældre bakker også op om det. De mener, at det går ud over andre ting, hvis jeg kun fortsætter med at spille. Det, at jeg er i gang med at tage en uddannelse, er med til, at jeg er sikret en indtægt og kan passe mine forpligtelser. Hvis man skal leve af at spille, så kræver det rigtig meget, og det er også meget usikkert, hvad man kan tjene, siger Mohamad.
Han fortæller, at som E-sport FIFA-spiller kan man tjene alt, fra nul kroner op til 150.000 kroner per turnering.
- Lønnen afspejler ikke altid indsatsen. Du kan godt komme op på en million kroner om året, men så skal du vinde alle turneringer, fortæller han.
Kan godt lide at hjælpe
Mohamad er ansat i Helsingør Kommunes afdeling for HR, løn og personale, som holder til i Rådhuset på Stengade. I en tid med corona er Mohamad som mange af sine kollegaer blevet sat til nye arbejdsopgaver ud over det, der står i "jobbeskrivelsen".
- Der har været mange spændende ting at gå i gang med. Jeg har blandt andet kørt vacciner ud og ringet ud til borgerne. Det er hyggeligt. Jeg kan godt lide at hjælpe folk. Det er opgaver, der er nye for os alle sammen. Jeg kan godt lidt følelsen af at møde frisk op på arbejde hver dag og have et job at stå op til, fortæller han.
Spiller dagligt
Selv om det kontor-elevjobbet, der fylder dagtimerne ud, så har Mohamad ikke lagt FIFA-spillet på hylden. Der bliver stadig brugt tid foran skærmen i hjemmet i Kokkedal, hvor han bor med sine forældre og sine små søskende.
- Jeg bruger nogle timer dagligt, når jeg kommer hjem på at holde spillet vedlige. Hvis ikke jeg stadig kan spille på et seriøst plan, så gider jeg ikke. Mit mål er at have det som et bijob, fortæller han.
Mohamad har syrisk-libanesiske rødder og kom til Danmark, da han var to år gammel. Han har tre søstre. Ingen af dem er dog blevet "smittet" af FIFA-dillen. Det er til gengæld hans fætre og onkel, fortæller han.
Deltager jævnligt i turneringer
Mohamad har siden han blev verdensmester i FIFA arbejdet professionelt med gaming og har repræsenteret forskellige klubber, senest FC Randers, som han også fortsat er aktiv i. Han deltager jævnligt i turneringer - så sent som i december deltog han i den nationale liga. Han deler også gerne ud af sine erfaringer og deltager i arrangementer med andre unge FIFA-spillere.
- Jeg er tit ude til arrangementer og møder andre unge. Der er mange, der ved hvem jeg er, fordi jeg har vundet VM, fortæller han.
Hvis han selv skal pege på, hvad E-sporten giver ham ud over de færdigheder det kræver indenfor selv sporten, så handler det blandt andet om at være god til at bevare overblikket.
- Jeg er nok god til ikke at gå i panik og bevare et køligt overblik og til at tage tingene, som de kommer, fortæller han.
Mohamad er ansat i elevstillingen i Helsingør Kommune til og med udgangen af året.