Annonce
Lokalavisen Nordsjælland

"Vi unge"

2019 var gadeteaterfestivalen PASSAGE forbi Mahmouds frisørsalon i Sudergade. Her ses indehaveren flankeret af teaterdirektør Jens Frimann Hansen, den svenske aktivist America Vera Zavala og den franske filosof Guillaume Paoli. 
Annonce
Annonce

Ugens klummerist er Jens Frimann Hansen, teaterleder for Helsingør Teater

En af fordelene ved at være fyldt 50 er selvfølgelig, at man ikke er ung længere. Jo, man kan godt synes man stadigvæk er ung, men man er det ikke.

Til gengæld udvikler man ofte en helt særlig evne til at forenkle det komplekse. Ofte kommer man til at bytte rundt på eksemplar og type. Ser man fx en indvandrer, der har parkeret sin cykel lidt uheldigt, så kan man hurtigt blive enig med sig selv og ligesindede om, at det er da også typisk for hele gruppen. Og når de kan finde på sådan noget, så er de sikkert også skyld i alverdens ulykker.

Heldigvis er der en kur mod dette. Mahmouds frisørsalon i Sudergade, selvfølgelig. Her udglattes og forsvinder ikke bare hår og skæg, men også problemer og fordomme, kærestesorger og corona opløses umærkeligt i den blå luft.

 

Annonce

En slags slyngelstue

Sidste gang, jeg var forbi, viste Mahmoud mig stolt et billede af en hans faste kunder. Det var Kaare Mølbak fra Statens Seruminstitut.

Min onkel, Frede Andersen, havde i øvrigt en frisørsalon på Jørgen Jensens Vej i Næstved til han var langt op i firserne. Selvom han kun havde fire stamkunder, nægtede han at tage nye kunder ind. Og der var historier om, hvordan han både panikkede og overfusede en stakkels sjæl med halvmåne og tjavset krans, som bare ønskede at få rettet ynkeligheden på toppen af hovedet en smule til.

Frisørsalonen var i virkeligheden en slags slyngelstue, hvor man snakkede tips og sov middagslur i frisørstolen. Verdenssituationen blev vendt og drejet og ens værste personlige fordomme blev bekræftet som eviggyldige sandheder eller i bedste fald poleret i en endnu mere gal retning.

Faktisk ved jeg ikke ret meget om, hvordan det er at være ung her på egnen. En gang imellem har jeg via mine børn haft fornøjelsen af de unges selskab. Og når de en sjælden gang letter lidt på burgerbollen, for at skrabe de syltede rødløg og agurkesalaten væk, kan der jo godt komme et eller andet frem.

 

 

Mest af alt er det mit indtryk, at ungdomslivet er hårdt. Ikke mindst fordi vi propper de unge med teknologi både hjemme og i skolen. Mange unge tilbringer størstedelen af deres vågne liv bag en computer.

I min tidlige ungdom var teenagelivet i provinsen så kedeligt, at ethvert fornuftigt pigebarn var klar til at løbe væk med en hvilken som helst sydlandsk udseende fyr med fedtet hår i læderjakke og med en guitar på ryggen.

Helsingør er både en forstad og en provinsby. En del af de unge tager toget ind til byen for at fyre den af, mens andre søger lykken på de lokale diskoteker eller i de unges hemmelige oaser, hvor de kan være i fred. Indimellem fører det til sammenstød med andre, og i dag er vi så heldige, at vi takket været Facebook kan være vidne til nogle af disse sammenstød på første parket.

Sidste sommer stod slaget her i Ålsgårde om Langebro, hvor de unge holdt fester om aftenen, og hvor de gamle gik i vandet om morgenen. De gamle var trætte af, at der lå smadrede flasker m.m., når de skulle i vandet, og bølgerne gik virkelig højt på Facebook.

For mit indre øje så jeg for mig, hvordan de bedagede morgenbadere, som en flok romerske senatorer i togaer, bekræftede hinanden i det indlysende: Man må ikke smadre flasker, og på Facebook kunne man så se, hvordan en selv så banal antagelse kunne starte en hel krig mellem generationerne.

Med venlig hilsen

Jens Frimann Hansen

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce