Annonce
Lokalavisen Nordvest

Christina turde endelig at springe: - Jeg har fået alt, hvad jeg ønskede

Christina Pode er 47 år, men alderen var ingen hindring, da hun bestemte sig for at skifte karriere. Her står hun ved Paarup Kirke, hvor hun var ansat i 15 år. I dag er hun på besøg i sit ærinde af at være bedemand. Foto: Kristian Isaksen

Christina Pode fandt modet og skiftede karrierevejbane i en - forholdsvist - sen alder. Hun havde det skidt med at vinke farvel til alle de mennesker, der har været omkring hende på kirkebænken, men har heldigvis fundet sit livs kald i jobbet som bedemand.

Annonce

Paarup: Succes i tilværelsen handler om perspektiv. Hvis ikke det stod klart før, så gør det efter mødet med Christina Pode.

Hendes nyfundne livsfundament er paradoksalt nok cementeret med død. Noget, som de fleste andre mennesker ikke nærer et dybfølt ønske om at beskæftige sig med.

Men for Christina Pode er døden et kald. Den er årsag til, at hun det seneste år er vågnet med et bredere smil end nogensinde før og samtidigt grund til, at hun turde satse og træffe sit livs bedste beslutning.

- Døden har flere aspekter. Det handler om, hvordan man vælger at se på det. Døden er ikke rar. Den har ikke rare effekter. Men den er naturlig og jeg ser ikke på den døde person med ubehag. Jeg ser fred. Mange mennesker lever deres sidste dage i smerte over en sygdom. Når det sidste åndedrag er taget, så sænker freden sig. Det samme gælder for mennesker, der har levet et hårdt liv. Det er befriende, siger kvinden, der i en alder af 46 år satte en helt ny omsorgsbetonet kurs.

Jeg var glad for min tid i Paarup. Jeg elsker stadig at komme her og jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for mange gode år til kirken og ikke mindst til kirkegængerne. Det var hårdt at skulle af sted, for jeg følte, jeg svigtede dem, men sådan måtte det være. Nogle af de ældre har faktisk hilst på mig sidenhen og ytret ønske om, at jeg skal være deres bedemand. Det synes jeg da, er rørende

Christina Pode

Bedemand

En bedemand er en selvstændig erhvervsdrivende, der forestår alt det praktiske omkring begravelser og ligbrændinger.Tidligere var de kommunale bestillingsmænd, der i købstæderne havde eneret til at bede (indbyde) til barnedåb, kirkegang, bryllupper og begravelser.

At være bedemand kræver ingen egentlig uddannelse eller autorisation.

I 2016 kostede en kiste i gennemsnit 5410 kroner.

På begravelsesguiden.dk kan man få gode råd til valg af bedemand.

Der findes eksempler på, at man kan spare op til 7000 kroner på de samme services.

Begravelser kan snildt koste op til 50.000 kroner, men skærer man ind til benet, kan de også koste ned til 6000 kroner.

Kilde: Begravelsesguiden.dk og nyheder.tv2.dk.

Det var lige her hun sad og hilste på sognebørnene. Men pladsen på bænken ved indgangen var ikke nok for Christina Pode, der ville mere i sit liv. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

Farvel til bænken

Vi mødes med Christina Pode på Paarup Kirkegård. Et passende sted af flere årsager. Billedemæssigt giver det god mening, at være her på de dødes sidste adresse.

Men Paarup er særligt udvalgt, fordi bedemanden før sin entré i den nye karriere virkede som kirketjener her.

- Det var et godt job. Det var det. Men jeg ville noget andet. Ville noget mere. Og jeg havde i lang tid vidst, hvad det var. Men jeg turde ikke tage springet. Ikke med det samme. Jeg skulle samle kræfter og mod til det, siger Christina Pode, der udmærket vidste, at hendes forcer slet ikke fik lov at udfylde det potentiale, de bar på.

- Jeg stod i stampe. I de 15 år, jeg var i Paarup, fik jeg et indgående kendskab til bedemandsarbejdet. Det tiltalte mig på måder, jeg ikke har oplevet før. Når rustvognen kørte af sted, kørte mine drømme med. Jeg ville være chauffør i den bil, siger bedemanden, der i efteråret 2017 lagde sin opsigelse på menighedsrådets bord.

Hun var klar.

Den aflange rustvogn er faktisk det eneste aspekt af bedemandsgerningen, hvor Christina Pode har oplevet problemer. En så lang vogn er ikke helt nem at bakke i for almindelige chauffører. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

De efterladte

Døden i sig selv er ikke den, der tiltaler Christina Pode. Det er alt det, der følger med i slipstrømmen på det sidste åndedrag.

- Jeg ville gerne med ind bagved sammen med familien til den døde og hjælpe dem i sorgen, fordi jeg vidste, jeg ville være i stand til at yde den støtte og omsorg, der følger med i det her hverv. For sådan er det at være bedemand. Man gør det, fordi man har empatien. Jeg ved selv, hvordan det er at være i sorg og har brugt lang tid på at bearbejde den. Hvis jeg kan hjælpe andre i den situation, kan jeg ikke forestille mig noget bedre, fortæller Christina Pode, der slet ikke savner pladsen bagest i kirken.

- Overhovedet ikke. Jeg var glad for min tid i Paarup og jeg elsker stadig at komme her og jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for mange gode år til kirken og ikke mindst til kirkegængerne. Det var hårdt at skulle af sted, for jeg følte, jeg svigtede dem, men sådan måtte det være. Nogle af de ældre har faktisk hilst på mig sidenhen og ytret ønske om, at jeg skal være deres bedemand. Det synes jeg da, er rørende, siger hun.

Vi leger med symbolikken. Christina Pode har vist kirken ryggen. Det har hun helt bogstaveligt, men ikke i den overførte betydning. Kirken betyder stadig meget for bedemanden, hvis børn begge er tilknyttet Paarup. Datteren er i koret, imens sønnike gør rent på kirkekontoret. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

Den største naturlighed

Når man griber chancen og prøver noget nyt, må man som oftest sande, at ikke alle forestillinger er så rosenrøde, som de er i drømmene. Den påstand kan Christina Pode ikke nikke genkendende til.

- Jeg har fået alt, hvad jeg ønskede og meget mere til. Det er en ubeskrivelig fuldendelse, jeg har opnået med det her skifte. Mest overrasket er jeg over den taknemmelighed familierne, de efterladte, viser. Når folk i så dyb sorg har overskud til at sige tak. Det er overvældende. Jeg er gledet helt naturligt ind i bedemandsjobbet. Jeg forener alle de ting, jeg helst vil i mit liv. Det er fantastisk.

- Min chef, Peter Klæmmensen, har også sagt til mig, at jeg må siges nu at have fundet min helt rette hylde, siger den nyrutinerede bedemand med et smil, og kommer i tanke om, at der faktisk er et aspekt af bedemandsarbejdet, hun ikke er strøget igennem gnidningsfrit.

- Det største hyr, jeg har haft i mit nye arbejde, er at bakke. Rustvognen er jo helt vildt lang, så det har jeg lige skullet vænne mig til. Jeg kan finde ud af det nu, men jeg synes stadig det kræver lidt, griner hun.

Der er ikke nogen i kisten - bare rolig. Det var en ren rekvisit. Christina Pode oplyser i øvrigt, at den billigste kiste også er den mest populære. I USA har man en helt anden tradition ved begravelser, der ofte har åbne kister, som derfor gerne må være så dekorative som muligt. Her kan en sådan "trækasse" koste op imod de 100.000 kroner. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Seneste nyt

Annonce