Annonce
Lokalavisen Nordvest

Dagplejer på hjul: Henter børnene hver morgen i deres hjem

Vivi Rasmussen fra Bolbro er dagplejer og har som et forsøg i to måneder hentet sine dagplejebørn i ladcykel hver morgen. Ordningen fortsætter, for alle er glade for den. Måske bliver den indstillet i de koldeste og mørkeste måneder. Foto: Kim Rune
Dagplejer Vivi Rasmussen har på forsøgsbasis været "trilledagplejer" i to måneder, hvor hun hver morgen har hentet sine dagplejebørn på cykel. Alle er glade for ordningen, som nu kan udbredes til frivillige dagplejere og forældre i hele kommunen.
Annonce

Vivi Rasmussens ladcykel ligner en lille prærievogn, når hun kommer rullende med den ned af villavejen Kancelligade i Bolbro. En sort kaleche danner en stor bue over ladet foran cyklen, og frem under det regnvåde overdække kigger fire små cykelhjelmsbeklædte ansigter betuttede ud.

De fire dagplejebørn i alderen et til tre år er i løbet af morgenen blevet hentet ved deres hjem af Vivi Rasmussen - et årige Katarina så tidligt som klokken 6:30 - og her klokken 7.45 er turen slut, og det er tid til komme ind i varmen til lidt formiddagsmad og leg.

Ordningen, hvor dagplejer Vivi Rasmussen henter sine dagplejebørn på cykel, er ny. Det er kun to måneder siden, Vivi Rasmussen første gang hentede børnene, og både hun og de fire forældrepar til hendes dagplejebørn er glade for ordningen. Det samme er børnene, siger Vivi Rasmussen.

- De sidder og basker med benene, kigger ud, pludrer og peger. Vi synger sange og kigger på toge, biler og dyr. Det er hyggeligt at opleve, at de nu genkender stederne, vi cykler forbi, og kender hinandens huse, fortæller Vivi Rasmussen.

Hun oplever det som udelukkende positivt, at hun nu henter børnene hver morgen på cykel.

- Børnene er glade, når de bliver hentet. Det er som om, at det er noget andet, at blive afleveret og spændt fast i en cykel end at blive afleveret i dagplejen, siger Vivi Rasmussen, der kun enkelte gange har oplevet, at et barn er ked af det.

- Og det er altid gået hurtigt over, når vi er begyndt at cykle, tilføjer hun.

Trilledagplejen

Vivi Rasmussen fra Bolbro har som en forsøgsordning være trilledagplejer siden den 5. april i år. Ordningen fortsætter og indebærer, at Vivi Rasmussen hver morgen henter sine dagplejebørn i deres hjem.

Forældrene er frivilligt gået med til ordningen og er ifølge Dagplejen Vest tilfredse med den.

Formålet med trilledagplejen er:

- at imødekomme mangel på dagplejepladser i centrum

- mindre biltrafik i centrum og mulighed for forældrene at vælge cyklen til arbejde

- at yde en bedre service til forældrene

I løbet af den kommende tid vil yderligere to dagplejere i Dagplejen Vest få ladcykler og blive trilledagplejere.

Håbet er, at alle 17 dagpleje-grupper i Vest med tiden får en trilledagpleje.

Rekrutteringen af både dagplejere og børn/forældre sker ved frivillighed.

Annonce

God motion

Vivi Rasmussen meldte sig selv, da ledelsen i Dagplejen Vest stillede det åbne spørgsmål, om en dagplejer havde lyst til at deltage i en forsøgsordning med afhentning af børn på cykel.

Forsøget havde til formål at gøre det lettere for familierne at træffe det klimavenlige valg at lade bilen blive hjemme og tage cyklen på arbejde. Sidegevinster er mindre stress om morgenen i børnefamilierne, motion til dagplejeren og frisk luft til både børn og dagplejer.

Og motion har Vivi Rasmussen fået i rigt mål. Hendes rute er 16 kilometer hver morgen, fordi familien til et af hendes dagplejebørn er flyttet ud i den fjerne ende af Skibhusvej.

- Men jeg kan godt lide det. Jeg kan virkelig mærke, at jeg har fået god motion om morgenen, selv om der er motor på cyklen. Jeg elsker også at komme ud og få frisk luft, så det passer mig fint, fortæller dagplejeren, der nu skal være skarp på at komme ud ad døren til tiden om morgenen, så hun kan hente børnene til aftalt tid, siger hun.

Vivi Rasmussen, der har været dagplejer i 31 år, har haft sin cykel i fire år, og var allerede vandt til at cykle på ture med børnene, inden hun blev trilledagplejer. Hendes oplevelse er, at børnene elsker at komme på tur.

Hun medgiver dog, at morgenturen er lidt lang, og at halvanden time er længe for det første barn at sidde i ladcyklen. Turen vil blive kortere efter sommerferien, når begge hendes to ældste børn er startet i børnehave.

- Med tiden er det meningen, at jeg kun får børn her fra nærområdet i Bolbro. På den måde bliver turen noget kortere, fortæller hun.

Annonce

Skeptiske kollegaer

Mens både forældre, børn og Vivi Rasmussen selv er positive efter to måneders forsøg med trilledagplejen, oplever Vivi Rasmussen blandede holdninger blandt kollegaerne.

- Det er ikke alle, der er lige begejstrede. Det er for eksempel ikke alle, der har plads til at have banevognene stående hele ugen, og måske heller ikke alle, der er vilde med ideen om at cykle hver morgen i al slags vejr.

Vivi Rasmussen fortsætter med trilledagplejen efter forsøgsperioden, og hun har allerede fået henvendelser fra forældre, der er begejstrede for ideen, om at deres barn bliver hentet hver morgen. De er blevet skrevet op til en plads hos den rullende dagplejer i Bolbro.

Vivi Rasmussens tur er blevet lidt lang, siden en af hendes børn er flyttet længere væk. Efter sommerferien bliver morgenturen kortere, når alle børn bor i nærområdet. Foto: Kim Rune
Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Seneste nyt

Annonce