Annonce
Lokalavisen Nordvest

Du ser ikke Jeppe, men du hører ham, han er: Manden i træboksen

Jeppe Ellegaard er stadionspeaker på Alpi Arena i Næsby. En fritidsbeskæftigelse, han elsker. Foto: Martin Kloster
Jeppe Ellegaard, søn af den kendte journalist Lasse Ellegaard, er stadionspeaker i Næsby. Selv om det er en fritidsbeskæftigelse, er hans tilgang til det meget professionel.

Næsby: Han er manden i boksen. Manden med stemmen. Ikke Jeppe på bjerget, men alligevel Jeppe hævet over alle andre på Alpi Arena i Næsby hver anden weekend, mere eller mindre, når Næsby Boldklub spiller på hjemmebane.

Jeppe Ellegaard er nemlig stadionspeaker i Næsby.

Så når 51-årige Jeppe Ellegaard møder ind på kampdage, tager han turen opad de cirka 10 trappetrin til speakerboksen, der er bygget i træ. Her anretter han sin computer, telefon og mikrofon. Og herfra udsendes over højtaleranlægget på stadion hans sprøde, københavnske røst, der signalerer holdopstillinger, gule kort, røde kort, scoringer, ind- og udskiftninger og alskens finurligheder.

Annonce

- Egentlig betragter jeg mig lidt som en afløser. Der var en anden speaker dengang, Jørgen "Taxa", da jeg kom. Jeg kender ham kun som Jørgen "Taxa". Og Johnny Hansen var der også, og en anden (måske Erling Hansen, red.). Så tog jeg tjansen en gang imellem, hvis en af dem ikke kunne, husker Jeppe Ellegaard.

Stille og roligt blev det dog ham, som blev "stemmen" på Alpi Arena i Næsby, men aldrig på Stadio Delle Alpi i Torino - for nu at lege lidt. Men mindre kan jo også gøre det, siger det kloge. Jeppe Ellegaard har været der et par år efterhånden i den boks. Han nyder tjansen.

Uden at være det

Jeppe Ellegaard, der bor i Næsby, er måske ret ydmyg for at få ros, men han vedgiver, at han da nok har en god stemme.

- Jeg tror, at jeg fra naturens hånd er begunstiget med, det lyder rart. Det lyder godt. Som om, det er vædet i honning, jeg ved det ikke. Men jeg tror også, der skal være noget musik i det. Det skal svinge på en eller anden måde, fortæller han.

Nogle gange tvister han den lidt eller venter lidt med spillernes navne, så det måske rammer det musiske i udtalen.

- Det er sikkert noget intuitivt. Jeg tænker over, at ordene skal passe sammen, at jeg ikke siger de samme ord oveni hinanden. Så der er noget variation i det. Jeg siger sjældent noget uden at jeg har en snor i, hvor jeg vil hen, afslører Jeppe Ellegaard.

Er der scoret ...?. Foto: Martin Kloster
Jo, den går vist ind ... Foto: Martin Kloster
Nej, for pokker. Ved siden af! Foto: Martin Kloster

Ellers kan man hurtigt komme til at kløjes i det, mener han.

- Jeg kan godt lide at være en formidler uden at være den, der er det, beskriver han rollen.

At Jeppe Ellegaard går op i det med sjæl kan alene høres via musikken i højtalerne. Den er meget moderne i Næsby. Sønnen Gustav står for playlisten. Ellegaard'erne prøver at være oppe på beatet hele tiden.

- Han kan godt lide at komme med. Jeg vil gerne lave et produkt, der så optimalt som muligt under de betingelser, vi har, siger speakeren.

Jeg tror, at jeg fra naturens hånd er begunstiget med, at det lyder rart.

Lasse Ellegaard

Far og søn diskuterer sangvalget før kampstart og lægger en "musik-taktik".

- Vi taler meget om, hvad vi synes, der skal spilles. Jeg siger: 'Så er der kommet den nye med Elton John'. Så siger jeg til ham: 'Den vil jeg have på'. Så siger han: 'Så får du den på næstsidst inden indløb, fordi inden indløb, der skal vi have Coldplay, fordi den er god lige op til'. Så siger jeg: 'Det er det, vi gør, men jeg vil også gerne have den nye med Lorde i pausen, fordi der skal det være knap så up-tempo'. Så siger han: ' Den får du ikke, for den er for sløv, det gider jeg simpelthen ikke', fortæller faren.

Annonce

Kendt far

Karrieren som speaker startede med, Jeppe Ellegaard med nogle kammerater kom forbi en lokalradio i Søllerød for mange år siden.

- Der blev jeg fanget af det der med, at sige noget til andre. Da jeg så kom til Fyn for at læse på universitet (i 1991, red.), begyndte jeg at lave radio, siger han.

Næsby-spillerne på vej på banen til kampen mod VSK Aarhus. Desværre tabte holdet med 1-3. Foto: Martin Kloster

Han kom forbi Radio Plus, hvor han læste nyheder, Radio Mageløs, Station Fyn, The Voice og Radio 3. Men Radio Mageløs, også med den legendariske Odense-vært Johnny Hansen, var det sjoveste, mener Lasse Ellegaard. I dag arbejder han på TV2 i Odense og er kontoransat.

Hans far er den kendte journalist Lasse Ellegaard. Sønnike pønsede selv lidt på journalistfaget, men ville ikke sættes i bås med sin far.

Speakerboksen på Alpi Arena i Næsby. Foto: Martin Kloster

- Jeg vil gerne være min fars søn, men jeg gider ikke blive målt op ad ham, siger Jeppe Ellegaard, der selv har tre sønner.

Han har tidligere været træner mange år i Næsby, og kom på den måde ind i folden på Stærehusvej.

Annonce

Tog turen ned - og op

Da Næsby ikke kunne holde sig i 2. division i sidste sæson, tog Jeppe Ellegaard turen med ned i 3. division sammen med holdet. Forstået på den måde, at turneringsstrukturen blev ændret og Næsby, desværre for klubben på daværende tidspunkt, lå i den forkerte ende i tabellen og endte i 3. division.

Næsby-spillerne er nede efter endnu et mål i kampen mod VSK Aarhus for nylig. Aarhusinanerne vandt 3-1.Foto: Martin Kloster

- Jeg er ikke så påvirket af, om de vinder eller taber. For mig handler det om at give folk, der kommer, en god oplevelse af, at det forhåbentlig ikke er irriterende at høre på. Uanset, hvordan og hvorledes. Jeg kan gode lide at se fodbold, og jeg ville nok se dem alligevel uanset, om jeg speakede eller ej, siger Jeppe Ellegaard.

Og på den anden side: Der er omkring 10 trin op i boksen, så Jeppe Ellegaard "rykker" altid selv op.

Næsby-VSK Aarhus 1-3, udeholdet har netop scoret til 0-1. Foto: Martin Kloster
Speakerboksen på Alpi Arena i Næsby. Foto: Martin Kloster
Annonce
Annonce
Lokalavisen Nordvest

Du ser ikke Jeppe, men du hører ham, han er: Manden i træboksen

Annonce
Annonce
Lokalavisen Nordvest

Herremøde: Papirfabrikkens historie

Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nordvest

Mogens husker tydeligt centertøjkongen Preben: Han kunne snakke med alle - og tage en smøg

Lokalavisen Nordvest

I Tarup Center kigger man fremad

Lokalavisen Nordvest

Millionaftale for Korup sikrer et sted til de unge

Lokalavisen Nordvest

35-årige Kristian står tidligt op og arbejder 16 timer i døgnet

Annonce