Næsby: Onsdag den 24. april var der fællesfest for alle beboere og alle personaler med helstegt pattegris, levende musik og fællessang på Næsbyhus.
Fredag den 26. april samledes beboere og personale til fælles brunch med æg fra egen hønsegård. Senere på dagen kom rådmand Søren Windell og holdt en velkomsttale, derudover var der tale fra lederen på Næsbyhus Rikke Bødker og fælles fødselsdagssang, som var skrevet af medarbejdere til lejligheden.
- Vi har valgt at markere vores 25 års fødselsdag, dels fordi vi synes vi har fortjent det og fordi det er en god anledning til at stoppe op i hverdagens daglige rutiner og være sammen på en anden måde. De fælles oplevelser giver både beboere og personale noget andet at være sammen om, grine af og huske på, siger Rikke Bødker.
Det kræver noget særligt af medarbejderne, at arbejde på et specialplejecenter med en meget stor mangfoldighed og en aldersspredning fra 26 år til 101 år.
- Det er med stor stolthed og stor anerkendelse når jeg ser hvordan medarbejdere i samarbejde med beboerne er ansvarsfulde, kreative, modige og handlekraftige i hverdagen, slutter lederen.
Næsbyhus er et specialplejecenter for senhjerneskadede.