Annonce
Lokalavisen Nordvest

Mangel på træmænd: Odense Seniorhus søger frivillige

Ove Bechsgaard (tv) og Jens Dalum er koordinatorer for henholdsvis træ- og metalværkstedet. Foto: Nils Svalebøg
Seniorhus Odense har to veludrustede værksteder med alt hvad hjertet kan begære af maskiner og værktøjer til træ og metal. Men huset mangler frivillige til at holde værkstederne åbne for gør-det-selv-seniorer.
Annonce

Har du noget jern, der skal bukkes, nogle rør, der skal svejses, træ at save, dreje eller fræse, og har du ikke selv et fuldt udstyret værksted til nogen af delene, så er hjælpen nær i Seniorhusets værksteder i Toldbodgade. Her står to veludstyrede værksteder - et til træ og et til metal, og hver dag mødes flittige hænder og får ting fra hånden med de mange værktøjer og maskiner.

Værkstederne er til for seniorer over 60 i Odense. De drives udelukkende af frivillige kræfter, og dem er der sammen med flere brugere plads til flere af, lader folkene bag værkstederne forstå.

Jens Dalum, er tovholder på metalværkstedet, og et særdeles kendt ansigt blandt alle maskinerne, som han i mange tilfælde selv har været med til at skaffe til huse.

Han kommer her næsten hver dag, når han altså ikke lige er på ferie med fruen eller har andre gøremål, men det er lige så meget for det sociale samvær som det er håndværket, der trækker, siger han.

- Jeg kommer her først og fremmest for at snakke med andre folk, og fordi jeg godt kan lide at fremstille noget, at lave noget med mine hænder, lyder det fra den tidligere rejsemontør, mens han viser rundt i værkstedet. Han kender det ud og ind, og kan næsten en historie om hver maskine og alle værktøjer i metalværkstedet, for det meste er arvet, doneret, købt brugt og anskaffet nyt via fonde.

Jens Dalum kan eksempelvis dårligt skjule sin begejstring over stål-trappen op til kaffestuen på værksteds-hemsen, som han fandt groet til i græs bag en lagerbygning i Middelfart.

- Jeg fik den for 600 kroner, smiler han tilfreds.

Værkstederne i Seniorhuset

Værkstederne i Seniorhuset har åbent fra klokken 9 til 15 mandag til torsdag og fra 9 til 12 om fredagen og følger husets øvrige ferieplan.

Alle borgere over 60 fra Odense er velkomne. Der er åbent hus den 12. marts fra klokken 10 til klokken 14 i Toldbodgade 5.

Der er en lille brugerbetaling ved brug af maskinerne - er du tovholder er det en frynsegode, at man fri kan bruge værkstederne.

Værkstederne søger tovholdere. Har det interesse kan man henvende sig til trae@seniorhus.dk eller metal@seniorhus.dk

Annonce

Kun til små-projekter

Værkstederne er til mindre og ikke kommercielle projekter, og man skal kunne det meste selv. Tovholderne, som altid er i værkstederne, hjælper gerne, men de udfører ikke arbejdet for folk, fortæller Ove Bechsgaard, der selv er tovholder i træværkstedet.

Han er pensioneret møbelsnedker og var i mange år ansat ved Odense Bys Museer. Nu hygger han sig som koordinerende tovholder i værkstederne, hvor han har en del vagter.

- Jeg tror mange mænd er glade for at gå på pension, men de kan godt gå død på det sociale. Jeg er nok selv en af de træmænd der har haft godt af at komme ud og lave noget andet, da jeg gik på pension, siger Ove Bechsgaard, der drømmer om at flere vil melde sig som frivillige i værkstederne.

Selv er han for tiden i gang med et projekt til sin terrasse, og han havde også en gang ambitioner om at bygge en violin, men det går ikke så hurtigt frem, får man indtryk af.

- Det er mere processen end det færdige produkt, der er i fokus her, som han siger.

Annonce

Charmeoffensiv

Ove Bechsgaard og Jens Dalum kunne godt bruge nogle flere tovholder-kollegaer til at bemande værkstederne, så de fortsat kan holdes åbne de fleste dage.

Derfor har de sammen med Seniorhusets administrative leder, Teit Rasmussen, indledt en charmeoffensiv for at skaffe nye brugere og frivillige.

- Vi vil jo gerne have nogle af mændene op af sofaen og ud og være lidt sociale. Det er godt at komme ud og få en snak, og det kunne jo også være, at de kunne få øjnene op for noget af alt det andet, der foregår her i huset, siger Teit Rasmussen.

Det kræver ikke meget at være tovholder på værkstederne, men en håndværksmæssig baggrund er nok en betingelse.

Det er muligt at opleve værkstederne og høre mere om tovholder-funktionen, når værkstederne inviterer til åbent hus den 12. marts fra klokken 10 til 14.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Seneste nyt

Annonce