Næsby: Så er der endelig kommet liv i Gro Waldorfskole i Næsby. Forårsliv, så at sige.
Rudolf Steiner-skolen, der ligger på Bogensevej 36 med indgang fra Næsby Skovvænge, har nemlig fået de første børn ind bag lågen i forårs-sfo'en. Syv børn i alt. På den måde er første "fødekæde" til 1. klasse på skolen til august startet, fortæller Saskia H. Henriksson, en af initiativtagerne bag skolen og kontaktperson tillige.
- Vi ville gerne åbne en 2.-3. klasse også, men der skal være nok elever til, at det kan finansiere en til lærer, siger hun.
Derfor håber skolen, at der vil komme lidt flere elever til efter sommerferien.
Det hele er måske gået lige tjept nok, erkender Saskia H. Henriksson og folkene bag.
- Vi er simpelthen kommet for hurtigt i gang. Der er ikke nogen, der kender til os. Lige pludselig havde vi de her lokaler. Så tænkte vi: 'Okay, vi satser på det', siger hun, da avisen er forbi for at se skolen.
Derfor bliver der snart holdt en forårsfest, så interesserede kan komme og se nærmere på skolen - og er håbet lidt - melde deres barn ind.
Uanset hvad, kunne Gro Waldorfskole godt bruge flere elever. Indtil videre er cirka 15 børn skrevet op til '23 og '24, men der er plads til op mod 24 børn på én gang.
Saskia H. Henriksson er i forvejen institutionsleder i Skovbrynet, en anden Rudolf Steiner-skole i Åløkke-kvarteret.
Drøm: En byskole
Det er ikke meningen, at Gro Waldorfskole skal "gro" fast i Næsby. Faktisk er det meningen, at skolen skal flytte om et par år, ifølge Saskia H. Henriksson, som har været Steiner-lærer i 10 år, både i Aarhus og Odense.
- Vi kan være her nogle år, egentlig bare for at komme godt i gang, og så er drømmen at vi bliver en byskole og kommer tættere på ind på byen. Stadigvæk nord for Odense, siger hun.
- Jeg vil rigtigt gerne ned på havnen. Jeg har hevet fat i Enggaard (entreprenørvirksomheden A. Enggaard A/S, der bygger, red.) et par gange, 'husk, os, husk os', tilføjer hun.
Men hvorfor har skolen så ikke allerede fundet et permanent sted, kunne man spørge?
- Det har vi også prøvet, men det er svært at finde. Og man skal have en ordentlig kapital med sig, fortæller Saskia H. Henriksson.
Laver bøgerne selv
I Stenierskole-regi er der ifølge Saskia H. Henriksson en 100 år gammel tradition, hvor man sørger for, at barnet bliver dannet ikke kun til hovedet, men også i det kunstneriske og i det håndværksmæssige.
Majfest
Lørdag 7. maj holder Gro Waldorfskole en såkaldt majfest klokken 10-13.
Her vil man kunne se nærmere på skolen og høre nærmere om den. Der vil også blive mulighed for at købe lidt kaffe, te, saft og kage. Der vil desuden være aktiviteter, børn kan deltage i. Deltager man, så opfordrer skolen til, at man medbringer nogle blomster, som kan bindes til en "smuk forårskrans", hedder det.
Alle er velkommen på Bogensevej 36.
Mere information om skolen finder du på gro-waldorf.dk.
- Det er ikke en nedprioritering af det faglige, det er en opprioritering af de andre ting. Det er tit, at der er en fordom om, at vi ikke er faglige nok. Men det er fordi, vi giver lige plads til alle fag og mener, at hele barnet skal dannes, siger Saskia H. Henriksson.
Derfor er der hver morgen leg for de mindste og morgensang for de lidt større børn. Børnene lærer at spille på fløjte, så violin og slutteligt et tredje instrument, de selv vælger.
- Vi har ikke lærebøger, vi laver selv vores bøger. Så vi går også meget op i håndskrift. Og så er det bare en kunstnerisk måde at arbejde på. Man siger også, at læren skal være en kunstner i forhold til, man har noget materiale. Så skal man gribe det og ligesom arbejde med det, der er, fortæller Saskia H. Henriksson.
Saskia H. HenrikssonVi kan være her nogle år, egentlig bare for at komme godt i gang, og så er drømmen at vi bliver en byskole og kommer tættere på ind på byen.
Mette Vedtofte har sin datter gående i forårs-sfo'en. Hun er yderst tilfreds med forløbet allerede.
Hendes datter, der har været syg, fik efter sygdommen en svær tid i det "normale, kommunale system". Det var nødvendigt at prøve noget nyt, mente hun.
- I børnehaven fik hun aldrig sin tryghed og tillid. Her ser jeg et niveau af tryghed og tillid, som hun aldrig nåede på to år i børnehaven (den kommunale, red.). Hun tør gøre sig fri og tør være sig selv. Hun har holdt tilbage på sig selv for så at brase sammen, når hun kom hjem. Det ser vi slet mere. Der er tid og kontinuitet. Hun er meget mere tilstede, hvor hun førhen var i en boble, fortæller moren om de første erfaringer med det, der bliver til et skoleforløb til august.