Korup: Korup Kultur- & Idrætscenter dannede 29. april rammen om uddeling af Korupprisen, som i år blev tildelt Ulla Lohmann Sørensen.
- Ulla Lohmann Sørensen har boet i Korup siden 1971, og hun havde igennem næsten 50 år været engageret i Korup Idrætsforening, hvor hun startede som leder af puslingehold i gymnastikafdelingen. Senere blev hun instruktør på yogahold, og hun var instruktør på 2 hold i 25 år. Ulla er stadig aktiv, og nu står hun for stavgang. I 2004 fik Ulla tildelt Korup Idrætsforening guldnål og blev samtidig æresmedlem, fremgår det af en en pressemeddelelse, hvor man også kan læse, at Ulla Lohmann Sørensen i flere perioder har været medlem af Korup Kirkes menighedsråd samtidig med, at hun nu på femte år er besøgsven.
- Det er meget kendetegnende for Ulla, at hun altid er klar til at give en hjælpende hånd. Der er tale om en person, som virkelig har betydet noget for lokalområdet, og som i høj grad har gjort sig fortjent til at modtage den fornemme pris, står der i pressemeddelelsen.
Ud over uddelingen af prisen var der også fernisering på en udstilling fra Aktiv Korups malerhold og andre kreative hold.