Annonce
Lokalavisen Nordvest

Værtshusdøden hærger, men Centerpubben lever

Bemærk, at klokken er 13.20 og at der er pænt med gæster. - Der er et formiddagshold - typisk pensionister - og et eftermiddagshold. Det er dem, der får fri ved halv tre-fire tiden. Foto: Kristian Isaksen

Pubben er vel den mest aparte eksistens i Tarup Center. Som en gammel tilrøget morgenkåbe iblandt gallakjoler og smokinger. Men det piller ikke ved, at den er ønsket herude. Ellers havde den vel ikke klaret sig i 45 år...

Annonce

Tarup: - Der kan fandeme ske meget på 30 år.

Jens Skov sender den grønne flaske fastklemt imellem hænderne på disken et næsten hengivent blik.

Man kan vel kun nikke medgivende til den nøgterne konstatering.

Flasken bliver ført til munden. Den gyldne kulsyrestrøm prikker på hans anekdotebelagte tunge.

Dem har han mange af. Anekdoterne. Og uanset hvor mange øl, der bliver hældt mod svælget, bliver de ikke skyllet bort. Nej, øllet nok nærmere gøder anekdoterne.

Alle andres øl vel at mærke. Det er dem, der har fostret historiearkivet.

Ligesom de har givet ham brød på bordet.

Ikke kun siden, han købte Centerpubben i år 2000.

Jens Skovs karriere og liv flere årtier tilbage er brygget af øl.

Der er sket så meget på de 30 år, at det faktisk virker surrealistisk, hvor vi står i dag. Jeg leverede 90 kolde bajere hver morgen, fem dage i ugen nede på det gamle slagteri. Sådan en slagter kunne snildt kværne tre øl i frokostpausen. Dengang var der intet forkert i det. Det var tættere på at være normalen. Det var bare kultur. Jeg vil ikke sige, jeg savner den tid. Men jeg kan godt blive lidt trist over, at der er for meget struktur og ordentlighed i dag. Man må knap nok drikke en fyraftensbajer med kollegerne mere uden at blive kigget skævt på.

Jens Skov
Det er ofte, at Jens Skov også sidder på den anden side af bardisken. De fleste af kunderne har han mødt før, for det er stamgæster, der bærer en pubs eksistens. Han er i øvrigt nummer to fra venstre. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

Tilbagegang

Han er ejer af en uddøende art. De brune værtshuse, som de er blevet døbt.

Hans eget eksemplar er nu ved ret godt mod. Den har fundet rigeligt med bytte i Tarup. Så længe det varer.

- Der er jo ikke frygteligt mange værtshuse tilbage herude. Man skal til Næsby eller midtbyen for at finde de nærmeste. Det giver selvfølgelig os et godt grundlag, fortæller han, men forholder sig heller ikke blåøjet til udviklingen.

- Vores klientel er 90 procent stamgæster. Det er de ældre generationer. Der er ikke mange unge iblandt og det er klart - når de lægger i den ende af aldersskalaen, så mister vi nogen. I år er fem faldet bort. Det gør sgu ondt. Det er mærkeligt, når nogen man ser hver dag forsvinder.

På ganske få år har det givet flere hak i eksistensgrundlaget.

- Hver gang fire går bort, kommer en til. Så vi forsvinder ikke i morgen. Men jeg kan desværre heller ikke benægte at de brune værtshuse er på et stærkt tilbagetog. Kulturen har simpelthen ændret sig.

Jens Skov er 58 år. I minimum 30 år har øl på på sin vis været hans livsgrundlag. Centerpubben har han ejet siden det tidlige 2000. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

En halv million til bajere

Man ved, at man er i selskab med en sand jukebox af røverhistorier, når sætningen "det er uden for referat", bliver sagt så mange gange under interviewet, at man bliver nødt til at tage en ny hånd i brug for at tælle alle op.

- Jamen, for fanden man. Da jeg arbejdede på Albani som salgsinspektør. Du ville ikke tro, hvad jeg så. Hvor meget folk drak.

På baggrund af sine år i girafskorstenens skygge hiver han lidt ammunition op fra anekdotearsenalet. Noget af det, der tåler at blive nævnt.

- Jeg ved jo, hvad det vil sige at være verdens mest populære mand, siger han, og nikker lidt for sig selv, inden han fortsætter.

- Dengang for 30 år siden. Når vi skulle ud og promovere Albani, fik vi en halv million - at købe bajere for. Jeg kunne slå dørene op til en bar og råbe "Goddag. Jeg er Jens fra Albani og jeg giver en omgang". Den røg på regningen. Ja, personalet kunne også tage sig en øl eller to. Sådan fungerer det altså ikke mere. Desværre. Men jeg var godt nok populær.

Jens Skov smiler for sig selv i et par sekunder og runder så sagte af.

- Vi brugte kraftedeme mange penge. Men for satan - vi tjente virkelig også mange penge.

Der er selvfølgelig pyntet op. Bemærk Albani-øllene med påskriften Tarup. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

Valgte det bekvemme

Det stod egentlig ikke skrevet i stjernerne, at Jens Skov skulle eje Centerpubben. Et dødsfald, familietrang og uenigheder på arbejdspladsen gav anledning til et sporskifte.

- Jeg var medforpagter på Carlslund. Min partner og jeg havde forskellige holdninger til, hvordan den skulle drives og da det samtidig hang mig langt ud af halsen først at være hjemme klokken 23 hver aften og aldrig se mine børn, så blev jeg ret varm på idéen om at købe pubben fri af enken til den forhenværende ejer Helge Hansen.

- Her kunne jeg møde ind 9.30 og gå allersenest klokken 19. Det er helt andre vilkår. Og så bor jeg i kvarteret. Meget mere bekvemt.

Omgivelserne i en Centerpub adskiller sig væsentligt fra dem i en by. For det første er man indenfor selv når man går ud. For det næste lukker baren allerede klokken 19. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

Tre øl i pausen

Han har været glad for sine valg. Derfor kigger han også kun i bakspejlet, for at mindes de skøre tider.

- Der er sket så meget på de 30 år, at det faktisk virker surrealistisk, hvor vi står i dag. Jeg leverede 90 kolde bajere hver morgen, fem dage i ugen nede på det gamle slagteri. Sådan en slagter kunne snildt kværne tre øl i frokostpausen. Dengang var der intet forkert i det. Det var tættere på at være normalen. Det var bare kultur. Jeg vil ikke sige, jeg savner den tid. Men jeg kan godt blive lidt trist over, at der er for meget struktur og ordentlighed i dag. Man må knap nok drikke en fyraftensbajer med kollegerne mere uden at blive kigget skævt på.

De dystre prognoser skænker Jens Skov dog ikke mange tanker i forhold til Centerpubbens velbefindende.

- Jeg er 58 år og vi lukker ikke lige med det samme, så vi er her stadig, når jeg går på pension. Min søn snakker om at ville overtage til den tid. Han har nogle idéer, han gerne vil afprøve. Hvis det går helt galt, er han medejer i et andet firma, så sikkerhedsnettet er spændt ud. Jeg gider ikke bekymre mig om det. Udviklingen kan vi ikke gøre noget ved. Der må ske, hvad der sker.

Endnu mere pynt. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Seneste nyt

Annonce