Annonce
Lokalavisen Nordvest

Vikinger og ungmøer søger mage: Jernalderlandsbyen inviterer på vikingdating

Det er gammeldags - hvordan kunne det være anderledes, når man imiterer over tusind år gamle dyder - men det er hyggeligt og helt nede på jorden, når der er vikingdating i Næsby. Foto: Odins Odense
Odins Odense har skabt et par fiktive selskaber under navnene Sleipner Tours og Odins Pakkerejser i forsøget på at lokke historienysgerrige singler til Næsby. I weekenden er der nemlig vikingdating med smedning, mjødsmagning og skibsræs.
Annonce

Næsby: Der findes vel ikke et tidspunkt skabt mere perfekt til at kurtisere en potentiel kommende mage end over en sten, der skal hugges eller en klump jern, der skal smedes?

Den teori kunne synes at være herskende i Jernalderlandsbyen Odins Odense, som har afsat næste weekend til singler under titlen Vikingdating.

- Vi tager lidt fis på det med datingdelen. Det kom sig af, at vi tilbød de her jernalderferier, hvor vi opfandt en single-uge. Midt i al den historiske snak, var der én som misforstod eventet og kaldte det vikingdating. Vi grinede af det, men synes egentlig, at vinklen var sjov. Den kunne vi nok lidt nemmere arbejde ud fra og på den måde få noget opmærksomhed, siger Anne Marie Hybschmann, der er medstifter af Odins Odense og i øvrigt rejseleder for Sleipner Tours og Odins Pakkerejser.

Vikingdating

Ankomst fredag kl. 17.00 til søndag kl. 14.00

På programmet er arbejdende workshops i smedjen og runeristning.

Vi går planken ud i Stavis åen med plankefisk, holmgang og ”small ship race”.

Mjødsmagning, vikingetaffel og midnatkvad.

Overnatning i shelter eller vikingetelt.

Prisen for denne rejse er kr. 800,-.

Tilmelding: kontakt@odinsodense.dk.

Ved spørgsmål: ring til rejseleder på tlf. 21 47 16 57.

Læs mere på jernalderlandsbyen.dk eller besøg Odins Odense på Facebook.

Annonce

- Vi er stadig seriøse

Den antagelse kan man, her efter de mange eksponeringsuger, vist godt konkludere, var korrekt.

For Anne Marie Hybschmann har med en sund portion humor og en formidabel evne til at bruge den i en meningsfuld kontekst, hvor også nutidens emner blandes ind, formået at sætte lattermusklerne i svingninger hos dem, der har set de forskellige plakater for arrangementet.

- Der er kommet så mange, gode tilbagemeldinger på det og det bekræfter os i, at vi har ramt noget rigtigt, fortæller hun, og understreger, at arrangementet skal ses som en firnurlig og enkeltstående forgrening af Odin Odenses formidlingsopgave.

- Jernalderlandsbyen er et seriøst sted - Odins Pakkerejser og Sleipner Tours giver os mulighed for at, vi kan lave andre sjove ting. Som udgangspunkt er vi historieformidlere, men lige det her er lidt skævt. Den frihed kan vi tillade os, for weekenden er stadig i vikingetidens ånd. Vi skal smede, hugge sten og lave mad på ægte vikingmanér. Det falder man ikke sådan lige over ude i virkeligheden.

Annonce

Fin succesrate

Det er anden gang, Jernalderlandsbyen forsøger sig med vikingdating. Første gang var sidste år, hvor succesen var nem at spore - af flere årsager.

- Der var 16 tilmeldinger ligeligt fordelt imellem mænd og kvinder, hvilket er lidt vigtigt. Der var faktisk to, der fandt sammen og de er stadig kærester her mere end et år senere, så procentmæssigt vil jeg vove den påstand, at vi har en højere succesrate, end diverse datingapps- og portaler - men det skal jeg lige se, om jeg kan finde nogle tal på, griner Anne Marie Hybschmann, og tilføjer, at singleweekenden ikke kun er for vikingetidssværgere.

- Deltagerne bliver ikke påkrævet at troppe op som fuldblodsvikinger med ar i ansigtet, undercut og tatoveringer over hele kroppen. Men man skal selvfølgelig være åben for præmissen om, at weekenden afvikles i vikingetidens ånd.

Anne Marie Hybschmann er en fast del af Jernalderlandsbyen, hvor hun var med til at stifte foreningen Odins Odense i sin tid. Der er masser af events og formidlingsarrangementer i tidslommen - her er hun sammen med en skoleklasse. Foto: Kurt Rasmussen
Annonce

Skæve vinkler

Opfindelsen af Sleipner Tours og Odins Pakkerejser yder dating-gimmicken stor justits ved at spæde til påfundet, som kun bliver mere gennemført af de tilknyttede artikler.

Eksempelvis skriver Liff Lagenløfter i Odins Tidende om perspektiverne for at finde sin udkårne som ung - eller skjoldmø, frille eller husfrue:

"Overlad det til dine forældre at finde ham. De udvælger ham sikkert efter status og med økonomiske overvejelser. Hvem siger også, at kærlighed holder længst?

Den kommende ægtemand giver din fader penge og jordisk gods, før han tager dig til ægte. Derefter giver din fader ham gods og guld for at komme af med dig. Men bare rolig, inden du skriger #MeToo, så husk på, at alt dette også kommer til at tilhøre dig."

Dog er gamle dyder naturligvis højsædet. Vi er trods alt rejst over 1000 år tilbage i tiden.

"Madlavning, ølbrygning, rengøring, børnepasning, vask, bogføring, sygepleje - glem moderne idéer om ligestilling. Det hviler alt sammen på dine skuldre."

Redningen er dog simplere end i dag - for adskillese fra ægtemanden er klaret uden papirnusseri og digitale underskrifter.

"Hvis din vikings idé om et plyndringstogt begrænser sig til køleskabet, så fortvivl ikke. Du skal bare udtale "jeg vil skilles" foran en gruppe vidner. Ingen NEM-ID og gebyr for behandling af sagen, hurtigt og nemt, så er den ged barberet og I kan gå hvert til sit.

Og medgiften... den beholder du.

Måske en overvejelse værd?"

I en anden artikel brokker den engelske konge sig over danernes held med at erobre mere end blot land. Ifølge rundspørger i Essex er kvinderne nemlig vilde med det skandinaviske folkefærd og en jordejer fra Fionia afviser endvidere påstanden om, at vikingerne med magt tager, hvad de vil.

- Medierne udstiller os som voldtægtsforbrydere, men i virkeligheden kan kvinderne her bare godt lide det blonde, nordiske look, der er oppe i tiden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce