Annonce
Lokalavisen Nyborg

Året der gik: Her er de meste populære historier fra 2020

2020 har budt på lidt af hvert. Lokalavisen Nyborg tager dig med tilbage til de meste læste historier. Foto: Peter Krogh Frausing
Lokalavisen Nyborg præsenterer dig her for en række glædelige gensyn med nogle af de historier, der er nået ud til flest læsere i løbet af året. God læselyst.
Annonce

Hver eneste dag bliver der publiceret flere historier på Lokalavisens hjemmeside. Nogle af historierne bliver ligeledes lagt på facebooksiden Vores Nyborg, så de kan komme så langt ud som muligt blandt jer læsere. Nu runder vi snart endnu et år af, og derfor har redaktionen valgt at dykke ned i, hvilken historie der nåede ud til fleste læsere på Facebook i hver eneste måned af 2020.

1 Januar

Arkivfoto: Nils Svalebøg

Med historien "Oplevelseskomponisten: Publikum skal have det godt, og det skal min kvinde, mine børn og jeg også" fik I læsere mulighed for at få et indblik i manden, der står i spidsen for mange koncerter i Nyborg - nemlig Carl Martin Ryberg Jensen.

Oplevelseskomponisten har vokset sig så stor, at kunstnerne selv kontakter ham og beder om en plads i programmet. Han sætter en ære i nærvær og byder derfor personligt velkommen til alle sine arrangementer. I januar mødte Lokalavisen Nyborg ham hjemme i bondehuset i Kogsbølle til en snak om ambitioner, helbreds-udfordringer og livet som "enmands-butik".

2 Februar

Arkivfoto: Anette Hyllested

Hver gang der åbner en ny butik i kommunen, er det noget, som interesserer de fleste læsere. Det var også tilfældet med "Ny butik: Kis vil dyrke fællesskabet".

Her bliver læseren budt indenfor i den nye butik i Nørregade, hvor man både fik muligheden for at handle brugt, leje kontorpladser, og komme i terapi.

Med butikken håbede Kis Østergaard at kunne danne et fællesskab, for med butikken håbede hun både at kunne skabe et fællesskab på stedet - og støtte fællesskaber.

3 Marts

Arkivfoto: Linea Andersen

Selv om corona har fyldt meget i 2020, er der også en anden stor sag, der har vakt interesse blandt nyborgenserne - nemlig slotsprojektet. 

I marts blev historien "Mens vi venter: Sådan kommer slottet til at se ud" den historie, der nåede ud til flest læsere på Vores Nyborg.

Her får læserne et indblik i en ny bog, skrevet af museumsinspektøren, Mette Ladegaard Thøgersen. Bogen fortæller om de vigtigste opdagelser om Nyborg Slot de seneste 10 år, og løfter samtidig sløret for, hvordan historien bliver formidlet for gæsterne, når slottet genåbner.

Bogen "Nyborg - Danmarks riges hjerte" er på 160 sider og udgivet af Østfyns Museer.

4 April

Arkivfoto: Mette Ladegaard Thøgersen

Også i april blev den mest læste lokalavishistorie på facebooksiden Vores Nyborg med Mette Ladegaard Thøgersen i hovedrollen - denne gang var hun dog selv forfatteren bag klummen "På tur i herregårdslandskabet".

Gennem klummen fortæller museumsinspektøren om den underlige tid vi alle levede i i tiden, efter Danmark blev lukket ned. Derfor bruger hun klummen på at fortælle om al den kulturarv, der stadig var mulighed for at gå på opdagelse i, selv om alt andet var lukket ned. I klummen bliver man blandt andet meget klogere på Glorup. 

5 Maj

Arkivfoto: Anette Hyllested

I maj bevæger vi os uden for Nyborgs grænser og tager en tur til Ullerslev, hvor Jonas Bang-Jensen den 1. juni overtog rollen som butikschef efter Susanne Axelgaard, der var butikschef de fire år forinden.

Med rollen som ny butikschef havde Jonas Bang-Jensen landet drømmejobbet, og glædede sig til en endnu større kontakt til kunderne.

- Kundekontakten er fantastisk og det bedste. Her kommer mange lokale, som jeg efterhånden har lært at kende, og det er hyggeligt at få en lille snak med dem, lød den dengang fra den nye butikschef.

6 Juni

Arkivfoto: Kasper Riggelsen

I juni kunne nyborgenserne glæde sig over, at endnu en butik var på vej til at åbne i Nyborgs gader. Og denne gang var det endda en butik, som de selv havde efterspurgt - nemlig en Normal.

At det så ikke blev til en almindelig Normal, men derimod en Minimal, som kørte som forsøgsordning i flere danske sommerbyer, vakte alligevel stor glæde hos jer læsere. 

Og i starten af juni kunne Lokalavisen Nyborg fortælle læserne, at der allerede i slutningen af juni ville åbne en Minimal i Kongegade. 

Efter lukningen af Minimal-butikken ved udgangen af sommeren, er det blevet besluttet, at der kommer til at åbne en almindelig Normal-butik, da nyborgenserne har vist stor interesse for kæden. Hvornår den åbner, vides endnu ikke. 

7 Juli

Arkivfoto: Maria Frellesen Pedersen

Endnu en burgerrestaurant til byen med de mange burgerrestauranter. I juli kunne Lokalavisen Nyborg fortælle, at der i slutningen af juli eller starten af august ville åbne endnu en burgerkæde i Nyborg.

Denne gang drejede det sig om burgerkæden Chicago Burger, der i forvejen har tre restauranter i Korup, Dalum og på Odense Havn.

Og selv om der i forvejen var rigeligt med muligheder for at få tilfredsstillet sin burgersult i byen, var butikkens manager ikke bange for, at Chicago Burger bare ville blive endnu en i rækken.

- Vi har oplevet en stor efterspørgsel på en afdeling i Nyborg fra vores kunder, når de har besøgt vores restauranter i Odense. Vi har endda haft stamgæster, der kom fra Nyborg, lød det tilbage i juli fra Pernille Ibsen.

8 August

Arkivfoto: Mogens Rasmussen.

I løbet af sommeren kunne man sejle en tur langs voldgraven i kano og høre spændende fortællinger undervejs. Tiltaget var en utrolig populær sommerattraktion, og det samme var artiklen "Kæmpe succes: Kanosejlads har tiltrukket turister fra nær og fjern".

Her kunne læserne læse om, hvordan intet mindre end 3000 mennesker i løbet af juli måned iførte sig en orange redningsvest, tog en pagaj i hånden og satte sig til rette i en af de mange kanoer, der hver dag blev sendt ud på en tur i voldgravene fra Bastionen.

Egentlig var succeskriteriet, at der skulle 500 mand igennem i løbet af hele sommeren, men at det endte med så mange gæster på en enkelt måned, overraskede også lederen af Bastionen, Tue Fabricius. 

9 September

Arkivfoto: Maria Frellesen Pedersen

Egentlig skulle Chicago Burger været åbnet i Korsgade i slutningen af juli eller starten af august, men forsinkelser gjorde, at burgerkæden først slog dørene op til den nye restaurant i starten af september.

Med tilbud om burger til en krone og gratis milkshakes, strømmede flere nyborgensere til burgerkæden i løbet af dagen. 

Selv om der ikke dukkede så mange op på åbningsdagen, som manager Pernille Ibsen havde regnet med, stod der intet mindre end seks tjenere og fem køkkenfolk klar til at få dagens mange ekspeditioner langet over disken i en lynende fart, så ingen skulle vente for længe på deres burger.

10 Oktober

Arkivfoto: Maria Frellesen Pedersen

Som en del af Lokalavisen Nyborgs fokus på det lokale handelsliv udsprang en miniserie, der hed "Bag disken", som satte ekstra fokus på de mennesker, der rent faktisk står bag disken i mange af byens butikker.

I oktober kunne læserne i "Bag disken: Helle har været i tøjbranchen i mere end 40 år" læse om Helle Jørgensen, der ejer tøjbutikken Helle i Kongegade.

Efter at have været butikschef i den butik, der tidligere lå på samme placering, endte det med, at hun i 2007 overtog lokalerne og startede sin egen tøjforretning. Da Helle Jørgensen fik stillingen som butikschef, var hun ikke mere end 22 år, og i dag har hun sammenlagt været i tøjbranchen i mere end 40 år.

11 November

Arkivfoto: Maria Frellesen Pedersen

Men det er ikke kun Helle Jørgensen, der kan prale af 40 års jubilæum. Også Inge Strunge, der ejer Frisør Inge, kunne i slutningen af november fejre 40 års jubilæum i salonen.

Egentlig havde hun altid haft en drøm om at blive dyrlæge, men efter et praktikophold i en kostald stod det klart, at det ikke var det, hun skulle lave resten af sit liv.

Til gengæld blev interessen for frisørfaget vakt - og siden hun som 21-årig købte butikslokalet i Nørregade - har Inge Strunge været frisør i salonen Frisør Inge.

Men selv om Inge Strunge nu har haft sin salon i 40 år, er det ikke ensbetydende med, at dagene ligner hinanden. Gennem årene har frisøren oplært omkring 25 elever, deltaget i konkurrencer og modeshows samt kurser og seminarer i både ind- og udland. 

12 December

Arkivfoto: Maria Frellesen Pedersen

Gennem hele december har miniserien "Ugens hjertevarmer" været utrolig populær blandt jer læsere. Der var dog en, som nåede ud til væsentlig flere mennesker end de andre: "Ugens hjertevarmer: Simon opfylder børnenes gaveønsker".

Det er historien om mekanikeren Simon Jørgensen, der havde valgt at opfylde børn fra trange kårs ønsker. Børnene kunne komme forbi Simons Auto og hænge et ønske på træet, hvorefter Simon Jørgensen ville opfylde børnenes ønsker, så de også var sikre på, at der lå en gave under træet til dem juleaften.

Initiativet mødte stor opbakning fra hans kunder, som også ønskede at opfylde nogle af børnenes ønsker. 

Alle artikler kan findes på Lokalavisen Nyborgs hjemmeside. 

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Hækl Ærøske badehuse

Annonce