Annonce
Lokalavisen Nyborg

Årets frivillige idrætsleder: Idrættens Benny er nomineret

Benny Andreasen er nomineret til prisen som årets frivillige idrætsleder på Fyn. Privatfoto
Den 20. januar kåres årets frivillige idrætsleder. Benny Andreasen fra Refsvindinge er nomineret.
Annonce

Østfyn: Traditionen tro skal Årets Frivillige Idrætsleder findes og hædres. Og her er Benny Andreasen fra Refsvindinge nomineret.

Siden han var 18, har han været frivillig indenfor badminton i Langtved, og da han senere flyttede til Refsvindinge, var han med til at starte KRIF op.

Benny Andreasen har været træner for ungdomsspillere, seniorer og i dag har han tre gange om ugen 60+ badminton, hvor der er 100–110 spillere, en af Danmarks største afdelinger med 60+.

Benny laver stadig stævner, kommunemesterskaber og sammenkomster med spisning og musik, hvor også andre Østfynske klubber deltager.

Fra indstillerne i Nyborg Idræts Samvirke lyder det, at Benny Andreasen også har været med til at præge udviklingen af badminton blandt andet gennem DGI Fyn, hvor han har været formand for badminton og senere også formand på landsplan.

Selv om Benny Andreasen er 74 år, er han stadig aktiv i bestyrelsen i KRIF Badminton og bruger meget tid på at skaffe frivillige til at hjælpe til ved Ørbæk Marked, Ørbike og broløbet på Storebælt.

- Hvis nogen har fortjent at blive kåret til Årets Frivillige Idrætsleder ved Sportslørdag 2021, er det Benny Andreasen, lyder det fra Nyborg Idræts Samvirke i en pressemeddelelse.

Normalt ville fejringen af Årets Frivillige Idrætsleder 2020 have fundet sted til Fynske Bank Sportslørdag, Fyns største sportsfestival, til et stort og festligt arrangement.

Dette er dog, grundet coronasituationen, ikke muligt. Fynske Bank Sportslørdag er derfor omdannet til et virtuelt og online format, som går under navnet Fynske Bank Sportsugen.

Fra den 18.-24. januar 2021 vil der blive sat fokus på at hylde, fejre og kåre det fynske idrætsliv, de frivillige og stjernerne.

Vinderen af prisen Årets Frivillige Idrætsleder bliver afsløret ved en online kåring den 20. januar, hvor nysgerrige og interesserede kan følge med hjemme fra sofaen via Facebook.

Vinderen modtager en Sejr-statuette designet af kunstneren Jens Galschiøt og et gavekort på 10.000 kroner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Hækl Ærøske badehuse

Annonce