Annonce
Lokalavisen Nyborg

Østfynsk musiker: - Min musik skal være autentisk

Musikeren Stuart McAinsh skriver sangtekster ud fra de fysiske og personlige rejser, han har gjort sig i livet. Foto: Kristian Duch
52-årige Stuart McAinsh er et af Østfyns musikalske hoveder. Med sans for refleksion og autenticitet skriver han sange om det, der givet livet mening.
Annonce

Nyborg: 52-årige Stuart McAinsh tager en tår af sin danskvand. Omringet af gæster og udenlandske turister har han fundet sig til rette ved et lille cafébord på gågaden i Nyborg.

Når man hører hans navn og skotske accent, vil nogle måske tro, at Stuart McAinsh selv er trækgæst på besøg hos den danske sommer. Men det er ikke sandt.

I 28 år har skotske Stuart McAinsh boet i Danmark. Han kom til landet i 1992, da kærligheden til en dansk pige trak hans rødder op af Skotland - og siden da har rødderne fået lov til at fæstne sig i Nyborg.

Selv om kærligheden har ændret skikkelse og vist sig på forskellige måder i Stuart McAinsh' 28 år i Danmark, har kærligheden til noget ganske særligt været uvægerligt igennem hele hans liv. Kærligheden til musikken.

Annonce

Melankoli og tankefulde tekster

Stuart McAinsh har omgivet sig med virtuose hoveder og musik i al sin tid i Danmark.

I begyndelsen boede han i Aarhus, hvor han dannede et band, der med tiden førte ham til en fjerdeplads i DM i Rock på lige fod med navne som Dizzy Mizz Lizzy og Kashmir.

Og efter en årrække i København prøvede han også kræfter med soloudgivelser, der med melankolske og reflekterende tekster har gjort ham bemærket i DR's karrierekanon.


Ærlighed kommer fra hjertet, og min musik skal være autentisk og fortælle om det, der giver livet mening. For det mangler - især i vores tid.

Stuart McAinsh, musiker


Når man spørger Stuart McAinsh, hvad der driver ham til at skrive musik, der vækker refleksion, er svaret simpelt. Ifølge Stuart McAinsh har eftertænksomhed dårlige kår i nutiden.

- Overfladiske stemmer har for megen magt i verden i dag, fortæller Stuart McAinsh.

- Jeg synes ofte, at verden kan være ond, fordi jeg har set folk i situationer, der minder mig om, hvor heldige vi er i Europa sammenlignet med mange andre steder.

For Stuart McAinsh er den vigtigste kilde til inspiration at skrive om de fysiske og mentale forandringer og rejser, der er med til at forme et menneske igennem livet.

- Jeg er ikke 16 år længere, så alder og tid er selvfølgelig med til at forme mine tekster. Men noget af det, der har præget mig mest, er den ulighed, jeg oplevede, da jeg boede et år i Zimbabwe. Det gjorde mig bevidst om, at man skal være taknemmelig og værne om nuet og hinanden - og det tager jeg med i mine sange, fortæller Stuart McAinsh.

Annonce

Poeten fra minebyen

Bevidstheden om livets hårdhed er dog ikke noget, Stuart McAinsh først fandt frem til senere i livet.

Ligesom musikken har behovet for autenticitet og en sans for realisme fulgt ham siden barnsben i den skotske mineby Dunfermline.

I Stuart McAinsh' barndom i Dunfermline kunne livet være barskt, og synet af minearbejderes tilsodede ansigter var ikke ualmindeligt - og det var rygterne om hustruvold heller ikke.

Hans eget barndomshjem var heldigvis ikke præget af fysisk hårdhed. Der var det i stedet psykens mørkere sider, der viste sig.

Stuart McAinsh

52 år.

Opvokset i den skotske mineby Dunfermline.

Flyttede til Danmark i 1992 og boede en årrække i Aarhus og København, inden han flyttede til Nyborg.

Har spillet i forskellige bands og udgivet musik under kunstnernavnet Songlines.

Arbejder til daglig som kok.

Åbent fortæller Stuart McAinsh om sin mors dybe depression, der har været med til at skabe rammerne for hans barndom, og som har gjort ham dybsindig og selvstændigt tænkende allerede i en tidlig alder.

Men det har også gjort ham ærlig og givet ham et kritisk syn på det, han ser.

- Der er meget machismo (aggressiv maskulin stolthed, red.) i Skotland - selv i dag. Men jeg ser lige igennem det. Ærlighed kommer fra hjertet, og min musik skal være autentisk og fortælle om det, der giver livet mening. For det mangler - især i vores tid.

Stuart McAinsh har tidligere udgivet sine sange og tekster under navnet Songlines, men udgav i august en EP under eget navn.

Annonce
Annonce
Lokalavisen Nyborg

Mød Gud online

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce