Annonce
Lokalavisen Nyborg

Anden halvleg blev igen afgørende for SUS Nyborg i nederlag til HØJ

Tróndur Mikkelsen bliver her tacklet af HØJ-forsvaret med den syvdobbelte danske mester og to gange EM-guldvinder Bo Spellerberg. Foto: Peter Johanson
Herrer 1. Division: SUS Nyborg – HØJ Elite (15-17) 25-34.

For 19. kamp ud af 20 kampe tabte SUS Nyborg anden halvleg, da det igen blev afgørende for en ellers god første halvleg, hvor de pressede topholdet HØJ Elite.

I SUS Nyborgs seneste otte kampe har de spillet en god første halvleg, og været indenfor maks fire måls afstand mod blandt andre flere af topholdene i rækken, hvor de derimod har smidt muligheden for sejr i anden halvleg, hvor de kun har formået at vinde én anden halvleg i hele sæsonen.

Fra kampens start lignede det dog, at den statistik ikke ville holde. SUS Nyborg-træner Mads Rydal måtte allerede efter fem et halvt minut trykke på den grønne timeout-knap bagud 1-5.

Hvad der blev sagt i den timeout skal være usagt, men det virkede. Fem minutter senere var der kommet balance i regnskabet ved stillingen 6-6. Herfra var resten af halvlegen meget lige, og forskellen mellem de to hold var på maks ét mål frem til kort før pausen, hvor HØJ igen kom op med to mål, som også var status ved pausen, hvor stillingen var 15-17. Hjemmeholdet havde i perioden kun føringen én gang, da de var foran 11-12.

Dermed havde hjemmeholdet for niende kamp i træk et fornuftigt resultat ved pausen, og de skulle nu i gang med den sværeste del af kampen – anden halvleg.

Efter tre scoringer i træk af HØJ til stillingen 17-21, så var Mads Rydal igen ved den grønne timeout-knap efter fem minutter af anden halvleg. Timeouten havde kortvarig effekt denne gang, og efter to scoringer i træk lavede HØJ fire i streg, og pludseligt var fynboerne nede med seks mål, og deres onde ånd i anden halvleg var på spil igen.

Derfra kom SUS Nyborg aldrig ind i kampen igen, og det blev kun et spørgsmål om størrelsen på nederlaget. Mads Rydal tog bagud 20-27 med tretten minutter igen sin tredje og sidste timeout, men lige lidt hjalp det. Fem minutter før tid kom HØJs første ti måls-føring ved stillingen 22-32. Hjemmeholdet fik kappet et enkelt mål af denne føring, og måtte forlade banen med et nederlag på 25-34 mod et HØJ-hold, som red videre på sejrsstimen i toppen af rækken.

Med nederlaget lørdag skal de resterende seks kampe vindes, mens TM Tønder skal tabe deres sidste fem kampe, hvis SUS Nyborg selv skal redde sig pointmæssigt.

Man afventer dog en afgørelse fra DHF, som finder sted 22. marts, som kan give fynboerne en sæson mere i 1. division, hvis op- og nedrykninger annulleres fra 2. division og ned, da rækkerne her har ligget stille siden oktober.

Næste kamp er igen på hjemmebane, når SUS Nyborg på næste tirsdag den 16. marts klokken 20.00 tager imod endnu et tophold fra AJAX København i Ullerslev Kultur- & Idrætscenter.

Topscorer for SUS Nyborg blev Magnus Kristensen med fem mål. Rasmus Levinsen og Joakim Rydal lavede hver fire, som de mest scorende for hjemmeholdet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce