Annonce
Lokalavisen Nyborg

Bag disken: Kristoffer sørger for din garderobe i Din Tøjmand

Kristoffer Bender har arbejdet i Tøjeksperten i Nyborg siden 2017, hvor han startede som elev. Foto: Louise Holmgaard Nielsen
Kristoffer Bender startede som elev i Din Tøjmand i 2017, og da han blev færdig i 2019 blev han ansat i butikken. Corona har været en hård periode med hjemsendelse, men nu er han klar til at hjælpe folk med deres garderobe igen.

Nyborg: I denne uges Bag disken skal vi møde Kristoffer Bender, som arbejder i Din Tøjmand på Kongegade. Efter nogle måneder med hjemsendelse er Kristoffer Bender og de andre medarbejdere i Din Tøjmand igen klar til at tage imod kunder og hjælpe med at klæde nyborgenserne på.

De første uger, efter de er kommet tilbage, har også været gode, og folk har blandt andet været inde for at bytte diverse julegaver og købe det mest nødvendige til garderoben. Sokker og underbukser.

- Den første tid har været okay. Folk har været inde for at bytte julegaver, men det er bare rart at komme tilbage på arbejde igen, siger Kristoffer Bender.

Han bor selv i Nyborg, og han er glad for endelig at være ude af sin lejlighed.

- Det blev hurtigt til, at man sad hjemme i lejligheden, fordi man ikke kunne komme nogle steder. Man har ikke kunne lave så meget andet end at gå ture, men det bliver man også træt af, fortæller Kristoffer Bender.

Annonce

Klæd mig på

De to medarbejdere i butikken blev hurtigt enige om, at det var Kristoffer Bender, der var bedst klædt på til at snakke med en journalist, og velourjakkesættet er også knappet pænt, så det blå slips sidder nydeligt bag ved og matcher det blå mundbind.

Bag disken

Lokalavisen Nyborg varmer op til de næste uger, hvor vi med temaet Handl Lokalt sætter fokus på det lokale handelsliv. 

Det sker blandt andet med formatet Bag disken, hvor avisen tager læseren med om bag ved disken i nogle af Nyborgs butikker for at lære personen bag endnu bedre at kende.

Det er vigtigt for Kristoffer Bender at være godt påklædt, men det er endnu vigtigere for ham at hjælpe kunderne med at blive det.

- Jeg kan godt lide, når folk kommer ind og siger "klæd mig på". Det er klart kontakten med kunderne, jeg bedst kan lide. Det kan være alt fra hverdagstøj til festtøjet. Alle kan lære at klæde sig godt på, siger Kristoffer Bender.

- Og så kan jeg også godt lide at gå rundt og gøre det flot i butikken, uddyber han, og det sidste har der været en del af efter åbningen, da alle de nye varer skulle på plads, samtidig med at vintertøjet skulle pakkes væk.

Heldigvis kan de gemme det overskydende vintertøj, som de ikke har fået solgt, til næste år, så de til den tid ikke behøver at købe et stort antal hjem.

- Vi ville gerne have haft åbent de to uger, hvor der var sne, så vi kunne sælge nogle jakker, men det hjælper ikke noget at sætte det ned med 70 procent nu. Derfor venter vi med det til næste år, fortæller Kristoffer Bender.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce