Annonce
Lokalavisen Nyborg

Boganbefaling: Bliv ét med naturen!

Mathias Lyngs kommer med denne uges anbefaling. Foto: Nyborg Bibliotek
Klima, forurening og truede arter har været nogle af de helt store argumenter i debatten om, hvorfor vi skal leve mere bæredygtigt og genoprette dele af naturen. Men der er også andre gode argumenter for, hvorfor naturen er vigtig at bevare, og nogle af dem finder man i bogen ”Vi er natur” fra 2020.
Annonce

I 2020 sætter de danske biblioteker, DR og en række andre aktører fokus på ”Vores Natur” i et storstilet temasamarbejde. I foråret lå fokus på de forskellige naturtyper i Danmark, mens efterårskampagnen i uge 37 til 41 særligt fokuserer på naturgenoprettelse, biodiversitet og ikke mindst menneskets forhold til naturen.

I den forbindelse passer det som fod i hose, at naturvejleder Simon Høegmark, sundhedskonsulent Sigurd Hartvig og kandidat i folkesundhedsvidenskab Jane Sørensen netop har udgivet ”Vi er natur” – en bog der i den grad belyser det vigtige forhold mellem menneske og natur.

Annonce

En del af vores DNA

"Vi er natur” er en naturterapeutisk bog, der veksler mellem fortællinger om vores forfædre og deres liv i naturen, eksempler på hvordan naturen kan ses i vores menneskelige adfærd, og idéer til hvordan vi kan bruge naturen og vores historiske tilknytning til denne som en form for terapi.

Det hele er krydret med anekdoter, små opgaver og erfaring fra forfatternes egne projekter.

Ét af bogens hovedargumenter er, at vores kroppe, gener og primære adfærd er skabt til et liv i naturen, og at mangel på natur i vores hverdag, hvor 85 til 90 procent af tiden, ifølge forfatterne, bruges indendørs i kunstigt lys, er med til at stresse vores kroppe.

Rolige naturomgivelser uden lurende farer og stress har derimod en naturligt beroligende effekt på os, og det er derfor vigtigt, at vi bevarer og beskytter naturen, så alle mennesker har adgang til terapeutiske naturoplevelser.

”Vi er natur” er en interessant og inspirerende bog, der har givet mig blod på tanden til at bruge naturen mere, end jeg gør det i dag. Samtidig giver den en helt anden forståelse af relationen mellem mennesker og natur.

Er du også klar på at blive klogere på dine indre naturlige instinkter og hente inspiration til, hvordan du kan bruge naturens helbredende kræfter, så kan du låne bogen på Nyborg Bibliotek.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

De brændte chancers kamp

Lokalavisen Nyborg

Show med kendte viser

Annonce