Annonce
Lokalavisen Nyborg

Boganbefaling: En bog, der omfavner dig

Mathias Lyngs' anbefaling i denne uge er en hjertevarm, håbefuld og rar bog. Privatfoto
I tider som denne kan det være rart at lade sine tanker glide over på noget hjertevarmt, håbefuldt og rart. Derfor vil jeg denne gang anbefale en af de kærligste og mest hyggelige bøger, jeg nogensinde har åbnet, ”Drengen, muldvarpen, ræven og hesten” med tekst og illustrationer af Charlie Mackesy.

Charlie Mackesy (f. 1962) er en britisk kunstner og illustrator, der blandt andet har lavet tegneseriestriber for magasinet The Spectator og illustreret bøger for Oxford University Press. Mackesy begyndte at dele sin kunst på Instagram, hvor en redaktør opdagede ham og tilbød ham at udgive en bog med udgangspunkt i hans kunst. Resultatet blev ”Drengen, muldvarpen, ræven og hesten”, der udkom i 2019 og blev en øjeblikkelig bestseller.

Annonce

Ufuldkommen på den perfekte måde

Bogen kan ved første øjekast ligne en børnebog men er tiltænkt alle aldre. Det er en meget atypisk bog, idet den ikke som sådan rummer en fortælling i klassisk forstand, om end den kan siges at følge en drengs rejse og hans møde med tre dyr.

Forfatterens intention har i stedet været at skabe en bog, som du kan tage frem og slå op i et tilfældigt sted uden at skulle forholde sig til resten af bogen for at få mening ud af den. Denne opbygning giver sammen med den skitselignende tegnestil en følelse af, at man sidder og læser i kunstnerens notesbog.

Den er på den ene side uperfekt og ufuldkommen i sit indhold og i tegnestilen, men samtidig er teksten så poetisk og illustrationerne så smukke, at hver side er lige til at hænge op på væggen som et fuldendt kunstværk.

Bogen er generelt en varm og lettere filosofisk fortælling, der minder lidt om ”Den lille prins” og ”Peter Plys” med sin nærmest naive og alligevel yderst sandfærdige refleksioner om livet. Den inspirerer sin læser til at tro på sige selv, have håb for fremtiden og være kærlig og god mod sine medmennesker. På den måde er den så lys og opløftende i sine budskaber, at den nærmest føles som et stort og trygt kram, der varmer helt ind i hjertekulen.

Det er uden tvivl en af de mest vidunderlige og varmende bøger, jeg nogensinde har åbnet, og Mackesy har da også brugt dens univers til at sprede lys og glæde under coronaen ved at efterlade eksemplarer og uddrag diverse offentlige steder.

For blot et par uger siden tog han det skridtet videre og tegnede en illustration fra bogen i sneen med ordene ”Vi kommer igennem det her”, så han virker til at være en kunstner, der i den grad brænder for at gøre en forskel for sine medmennesker. Hvis du selv er frisk på at lade bogen kaste sine varmende stråler på dig, kan du låne den på Nyborg Bibliotek.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce