Annonce
Lokalavisen Nyborg

Butikkerne popper op i Nyborg: - Nyborgenserne har været gode til at bakke op om de lokale butikker

Flügger malerforretning åbnede i sidste uge i den gamle Bikuben på hjørnet af Adelgade og Skippergade. Det har været en positiv start for malermester Loan Huynh. Foto: Kasper Riggelsen
Paletten er bred, når det kommer til nye butikker i Nyborg, og erhvervschef Babak Djarahi fortæller nærmest om fuld udlejning af tomme lokaler i midtbyen.

Nyborg: En ny Flügger-forretning har netop slået dørene op i den gamle Bikuben på hjørnet af Adelgade og Skippergade, og inden længe kommer der også en ny optiker, By Sølvtofte, på Torvet 3, samt Thai Food i Korsgade og en Bar Sushi i Mellemgade.

Både etablerede og nye erhvervsdrivende kommer til byen, og erhvervschef i Nyborg Kommune Babak Djarahi kan kun fortælle om en positiv udvikling både på erhvervsudviklingen og handelslivet.

- Det er en kombination af flere ting. Hvis man skal sige det kort, er det en kombination af meget positiv omtale, nye boliger og sidst men ikke mindst en bevågenhed i at støtte det lokale handelsliv, fortæller Babak Djarahi.

Støtten til handelslivet kan malermester Loan Huynh fra Langeskov også mærke efter åbningen af sin nye Flügger malerforretning.

- Nyborg er en ny by for mig, men der er en masse, som bakker mig op. Jeg føler mig meget velkommen. Mange butikker har allerede ønsket mig tillykke med butikken og velkommen til byen, fortæller Loan Huynh, som har haft et pænt antal glade kunder de første åbningsdage.

Loan Huynh er ikke urolig for at åbne i en coronapandemi, da han oplever en positiv fremgang i branchen. Herudover så han en mulighed, da Louise Kirkeløkke Hansen, der i dag har LH farver, stoppede med at forhandle Flügger produkter.

Annonce

Få tomme lokaler tilbage

Hvis man ser på folks lyst til at starte noget op, så er den ikke blevet mindre i løbet af coronapandemien. I stedet har der været en stor interesse for at rykke til Nyborg, og det viser sig i antallet at tilbageværende tomme butikker.

- Vi står nærmest i den positive situation, at der ikke er mange tomme butikker i midtbyen længere. Selv ved de små tomme butikker er der en fin aktivitet. Jeg kan sige, at der er en ganske fin søgning på Nyborg i øjeblikket, siger Babak Djarahi.

En af årsagerne til dette er, at flere investorer har fået øjnene op for Nyborg og omegn. De har været gode til at bygge, og flere nye boliger giver en mere attraktiv by for erhvervsdrivende. Eksempler er blandt andet boligprojekterne ved Strandhøjen, Banegårdsallé og Bryggerivej.

- Det er klart, jo mere ”midtbyen” vokser, jo større er købekraften. Samtidig er der sket det, at coronaen i et eller anden omfang har været med til at synliggøre vigtigheden af, at man har lokale butikker, forklarer Babak Djarahi og uddyber:

- I virkeligheden har vi mange specialbutikker, man ikke ser andre steder. Så vidt jeg ved, er vi det eneste sted, hvor man sælger hjemmelavet slik, det er da mega unikt. Derfor bliver vores midtby ikke, som alle andre byer, så man måske også har lyst til at komme og handle langvejs fra. Det giver en anden oplevelse, end hvis der kun er konceptbutikker.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce