Annonce
Lokalavisen Nyborg

Charlotte blev bidt af løb: På halvandet år gik hun fra ikke at løbe til nu at have løbet flere maratoner

Charlotte startede med at løbe hos Nyborg Trail Runners i oktober 2019. Halvandet år efter har hun løbet både halvmaraton, maraton og et løb på 60 kilometer. Det næste mål bliver muligvis 100 kilometer. Foto: Louise Holmgaard Nielsen
Nyborg Trail Runners har haft en fordobling af antal medlemmer i løbet af de seneste måneder. Charlotte Hannemann Bender Pedersen startede ved et tilfælde for halvandet år siden, og nu er hun bidt af det.

Nyborg: Regnen står ned fra den mørkegrå himmel, og skovbunden bliver hurtig våd og mudret, inden mandagens træning begynder hos Nyborg Trail Runners.

En af deltagerne er Charlotte Hannemann Bender Pedersen, som har løbet i klubben siden oktober 2019. Før dette løb hun måske tre til fem kilometer med sine børn, men det var også det.

- Så var der en mor i min datters klasse, der nævnte Nyborg Trail Runners, og så lurede jeg lidt på det, inden jeg skrev og spurgte, om jeg måtte prøve at være med. Nu er jeg bidt af hele det her fællesskab og at komme ud og få noget luft. Jeg fandt ud af, at man faktisk kan mere, end man lige regner med, forklarer Charlotte Hannemann Bender Pedersen, mens hun finder ly for regnen under bagsmækken fra bilen.

Annonce

Klokken nærmer sig seks om aftenen, hvor træningen begynder, og flere og flere begynder at komme ned af grusvejen i Teglværksskoven.


Man kan løbe på alle tidspunkter, så det lige passer ind i familielivet, og man kommer ud i den her fantastiske natur, vi har i Nyborg. Det er hele oplevelsen, du får set meget mere natur, end du ellers ville gøre

Charlotte Hannemann Bender Pedersen


Én af de ting, som Charlotte Hannemann Bender Pedersen især elsker ved sit løb, er, at man kommer ud i naturen og oplever den på en helt ny måde.

- Man kan løbe på alle tidspunkter, så det lige passer ind i familielivet, og man kommer ud i den her fantastiske natur, vi har i Nyborg. Det er hele oplevelsen, du får set meget mere natur, end du ellers ville gøre, siger Charlotte Hannemann Bender Pedersen og uddyber:

- Det er en helt fantastisk følelse at løbe i solopgang og se alle dyrene, der vågner sammen med én.

Kan mere end man tror

Nogle måneder efter Charlotte Hannemann Bender Pedersen var begyndt at løbe, blev det pludselig svært. Corona satte en stopper for mange ting, men det betød ikke, at det blev en stopper for hendes løb.

Sammen med Nyborg Trail Runners og Mathias Møller, der startede løbeklubben, fik hun og en veninde et program til at træne op til halvmaraton, som var det endelig mål med hendes træning.

Halvmaratonet blev arrangemeret i klubben med de gældende coronarestriktioner, og herefter tog den ene fod den anden.

- Vi blev enige om, at det var da megafedt, men vi skulle aldrig løbe mere end et halvmaraton. Så endte det med, at vi lige pludselig havde løbet, jeg ved ikke hvor mange halvmaratoner, og så skulle Mathias (Møller red.) selv løbe et maraton. Vi blev enige om, at der kunne vi da godt prøve at løbe med, fortæller Charlotte Hannemann Bender Pedersen.

For Charlotte handler det ikke kun om sporten og at komme i god form. Det er lige så meget de oplevelser, man får med og den indre ro ved at være i naturen. Og så også fællesskabet ved at løbe i en løbeklub som Nyborg Trail Runners. Foto: Louise Holmgaard Nielsen

Løbet var bygget op af syv sløjfer af syv gange seks kilometer, som gav 42 kilometer i alt. Charlotte  og hendes veninde ville starte med at løbe en enkelt omgang, men de endte med at løbe alle seks.

- Så fik jeg løbet det maraton, jeg aldrig troede, jeg skulle løbe. Så gik der ikke ret lang tid efter, så var jeg med på en 60’er (60 kilometer red.), som jeg faktisk også godt kunne. Det har bare stille og roligt udviklet sig. Man finder ud af, at man kan meget mere, end man troede, man var i stand til, forklarer hun.

Annonce

Løber med hovedet

I løbet af de seneste tre-fire måneder er antallet af medlemmer i løbeklubben Nyborg Trail Runners næsten fordoblet. Til mandagens træning var de 35, mens der lige nu er 58 medlemmer i klubben.

Formålet med klubben er ikke at få så mange medlemmer som muligt. Hellere tværtimod.

- Vi vil hellere have få medlemmer, og de så er aktive end en masse passive. Jeg vil hellere have at folk kommer og er med. Det er jo formålet med det hele, siger Mathias Møller, stifter af løbeklubben.

Det er ikke nødvendigt at have et mål om at løbe et maraton, når man starter i løbeklubben. Her er der både gå-hold og hold, der træner sig op til for eksempel et halvmaraton og også de lidt mere ekstreme af slagsen.

Men det handler ikke om at løbe langt. Det handler om at være aktiv og have det sjovt på det niveau, hvor man er.

- Mange løber og kigger på et ur og skal bare videre og passe pace. Vi vil gerne have oplevelsesdelen med, og så gør det ikke noget, at man har brugt 10 minutter på at løbe en kilometer, hvis man for eksempel har kigget på noget ude ved vandet. Det er en anden vej at gå til det i forhold til løb, forklarer Mathias Møller.

Det handler heller ikke altid om at løbe med benene, når man når et vist antal kilometer, så er det hovedet, der skal tage over. Derfor forklarer Mathias Møller at løb ikke bare er en fysisk sportsgren. Man bruger også sine tankers kraft.

- Charlotte har udviklet sig meget mentalt. Hun løber med hovedet, når hun kommer ud på distancer lidt længere end måske fem kilometer. Det er også en måde, man udvikler sig på. Der er noget meditativt, som man også kan tage med, siger Mathias Møller.

Annonce

Nyt mål

Da klokken bliver 18 er regnet holdt op, og den lille plads i Teglværksskoven med udsigt ud over Storebælt er ved at være fyldt. De mange løbere har forskellige mål med deres løb. Det gælder også Charlotte Hannemann Bender Pedersen.

- Mit mål var jo egentlig bare at løbe et halvmaraton. Det var det, jeg gik ind med. Nu har jeg løbet 60 kilometer, og hvad skal jeg så finde på. Mathias skal nok finde noget til mig, det er jeg ikke i tvivl om, fortæller Charlotte Hannemann Bender Pedersen, mens hun kigger over på Mathias Møller, som hurtigt kommer med et indspark på 100 kilometer.

- Når man kommer derop, så er en 100 (kilometer red.) også fed at ramme. Men igen, når kroppen er på 60 kilometer, og den har gjort det nogle gange, så er det hovedet, der løber det, supplerer Mathias Møller, og siger til sidst:

- Hvad med at nå 100 kilometer inden de 40 (år red.)? henvendt til Charlotte, som fylder 40 i september.

- 100? Jamen, det prøver vi da, siger hun med et grin.

Nyborg Trail Runners har 58 medlemmer, og til hver træning er der mellem 30 og 40 deltagere. De har stadig kunne mødes under corona, da de træner udendørs. Foto: Louise Holmgaard Nielsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce