Annonce
Dødsfald

Dødsfald: Bent Guul var de ældres førstemand

Arkivfoto: Kim Rune
Annonce

Bent Guul, Nyborg, er død, 78 år.

Bent Guul lagde efter sine mange arbejdsår med salg af mælkepulver mange kræfter i arbejdet for Nyborgs ældre som formand for Ældresagen og senere for det kommunale ældreråd.

Som 18-årig fik Bent læreplads på kontoret på Vingaarden i Odense, og efter hh-eksamen i 1965 kom ansættelsen hos Fyens Sækkekompagni, hvor han sideløbende med jobbet tog en HD i afsætningsøkonomi.

I 1973 hentede Fynsk Mælk, det senere MD Foods og Arla, ham ind som salgschef. En af opgaverne blev at sende de nye brikkartoner på markedet. Senere fulgt ansvaret for afsætning til både eksport og hjemmemarked inden fusionen til MD Foods i 1980.

Her blev Bent direktør for et eksportselskab, og han og hustruen flyttede fra Odense til Aarhus.

18 år senere forlod Bent lederjobbet i den store koncern for at skabe sit eget firma, Pandofoods, der handlede med mælkepulver verden rundt.

Annonce

Et princip

Bent havde et godt netværk fra sit tidligere job, og forretningen gik fint og lykkedes især, fordi Bent havde et princip om ikke at købe noget, før han havde solgt det videre.

Jobskiftet betød et goddag til Nyborg, hvor han senere stoppede med virksomheden og gik på pension.

I første omgang for at nyde livet med rejser og i huset nær Storebælt, men senere gik han ind i Ældre Sagens afdeling for Nyborg og Ullerslev og blev formand i 2009.

Ikke længe efter fulgte posten som formand for Ældre Sagen på hele Fyn og også et sæde i organisationens landsstyrelse.

I arbejdslivet såvel som i Ældre Sagen gik han hundrede procent ind i arbejdet og var respekteret for sin effektivitet og evne til at samarbejde frem mod resultater, om det så handlede om samarbejde med kommunen eller internt i organisationen.

Samtidig var han skarp som debattør og skrev læserbreve om påtrængende emner.

I 2013 blev Bent Guul stemt ind i Ældrerådet for Nyborg Kommune som den store stemmesluger. En anerkendelse for hans store indsats i Ældre Sagen. Her satte han sig også i formandsstolen.

Han efterlader sig Jette, en datter, to sønner, seks børnebørn og et oldebarn.

Bisættelsen har fundet sted. /RAS

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce