Annonce
Mindeord

Dødsfald: Poul Hansen elskede sin mælketur på Østfyn

Poul og Edith Hansen var aktive medlemmer af Skellerupegnens Folkedansere.
Annonce

Poul Hansen, Egevangsvej i Ullerslev, tidligere Maeholm, døde Kristi himmelfartsdag - 94 år gammel og mæt af dage.

Med hans egne ord havde han levet et langt, godt liv, haft en dejlig kone Edith og sammen med hende sørget for at få en stor familie, som han var utrolig glad for.

Han nød at byde os alle velkommen inde eller ude - gerne i skoven, hvis det var muligt. Han har altid taget godt imod børn, børnebørn og oldebørn, samt ægtefæller, venner og kærester. Alle var velkomne.

Poul passede sit husmandssted i Maeholm og var derudover i mange år mælkemand i området Skellerup, Såderup, Kullerup og dele af Ullerslev. Han elskede sin mælketur og havde, så vidt jeg husker, kun en enkelt sygedag i gennem de ca. 25 år, han kørte turen.

Alle kunderne havde deres egen private aftale med Poul, så det var ikke et job, andre uden videre kunne vikariere i, og det vidste Poul godt.

Poul var udadvendt og positiv over for alle han mødte. Han kunne snakke med alle og havde styr på hvem der boede hvor, og hvem der var i familie med hvem.

På en køretur i lokalområdet med ham kunne man få knyttet et navn og en familie til hver eneste ejendom.

I mange år solgte han læggekartofler, og kunderne fik altid en snak med Poul og evt. en kop kaffe eller en øl i køkkenet oven i handlen.

I sine yngre år var Poul en aktiv deltager i det lokale liv, f.eks. i sogneråd, menighedsråd og skolekommission. Senere var han og Edith aktive medlemmer af Skellerupegnens Folkedansere og fik her knyttet nye venskaber, som holdt ved, også efter de ikke var aktive længere.

Hans helt store fritidsinteresse var kortspil og især l’hombre, som blev spillet med stor entusiasme indtil kort tid før hans død.

Han nød besøg af og hos familiemedlemmer, men helst ikke på en l’hombre-aften.

Poul og Edith boede i Maeholm indtil august 2019. Det blev til 69 års ægteskab og alle på den samme adresse. Den sidste korte tid boede de i en ældrebolig i Ullerslev, hvor de kunne få den hjælp, de havde brug for.

Poul var utrolig taknemmelig for den hjælp de fik, og han var glad for hele personalet i hjemmeplejen, som hjalp dem begge, da de fik behov for det.

Edith døde i november, og selv om Poul ved den lejlighed sagde, at han havde tænkt sig at blive 100 år, så slap kræfterne op i løbet af den sidste måneds tid.

Vi vil med børnebørnenes ord huske Poul som et fantastisk menneske med godt humør, som altid var villig til at dele sin store viden og lune vittigheder.

Han var gavmild og empatisk og eminent til hovedregning. Den bedste morfar man kan ønske sig - også selv om han har tævet mig og resten af familien lige lovlig mange gange i 500.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Ballet i Landporten

Lokalavisen Nyborg

Magiske aftener i Nyborg

Lokalavisen Nyborg

Smuk aftentur

Lokalavisen Nyborg

Fotogene brumbasser

Annonce