Nyborg: Funklende nye lokaler står nu og venter på at blive taget i brug af lærere og kursister på VUC i Nyborg. Efter planen skulle den nye undervisningsbygning ved HF & VUC Fyn Nyborg være taget i brug senest 1. februar. Men i øjeblikket sidder alle kursister derhjemme og modtager onlineundervisning.
Det første spadestik til bygningen blev taget i juni måned af HF & VUC Fyns rektor Stig Holmelund Jarbøl og borgmester Kenneth Muhs - og den efterfølgende byggeproces er forløbet planmæssigt.
- Det har været spændende at følge byggeriet løbende under hele opførelsen. Men nu glæder vi os til, at bygningen skal tages i brug, så kursisterne kan få glæde af den ekstra plads, udtaler Anders Munch Hansen, som er afdelingsleder på skolen, i en pressemeddelelse.
Den usynlige bygning
Under byggeriet er der taget mange miljøhensyn i den nye bygning, som kommer til udtryk gennem solceller og bevoksning på taget.
Bevoksningen på taget har dog også en anden hensigt. For selv om det er en relativt stor bygning, har arkitekten tegnet den, så den ikke vil springe i øjnene, når den ses fra Nyborg Voldanlæg. Når pergolaen bliver bevokset og det grønne tags farve følger årstiderne, vil bygningen falde mest muligt ind i omgivelserne.
Udvendigt er der stadig arbejde, der skal færdiggøres i løbet af foråret. Men her er det ligeledes planen at tilpasse sig det omgivende miljø bedst muligt. Der vil blive etableret en plæne med blød hældning ned mod voldområdet.
Undervisning og til større arrangementer
Bygningens primære formål er selvfølgelig den daglige undervisning, men de tre klasselokaler er designet, så de kan åbnes op til et stort fælles lokale, hvor der kan holdes foredrag og lignende arrangementer.
Det betyder også, at skolen fremover får plads til at rumme den årlige translokation, hvor forældre og venner kommer og overværer overrækkelsen af eksamensbeviser. Tidligere har skolen afholdt arrangementet i et festtelt på Eksercerpladsen på grund af pladsmangel.
- Vi ser frem til alle de nye muligheder, denne bygning giver os i forhold til at holde større arrangementer. Men som det ser ud lige nu, må vi have lidt tålmodighed, siger Anders Munch Hansen.