Annonce
Lokalavisen Nyborg

- Det er bedre at møde folk i virkeligheden i stedet for at skulle google sig til alt

Frederikke Skov overvejer gymnasiet, men hun er endnu ikke helt sikker. Den virtuelle messe gør det nemmere at søge målrettet på de enkelte uddannelser. Alligevel foretrækker hun at kunne stille spørgsmål direkte. Foto: Kasper Riggelsen
Eleverne i 9.b på Birkhovedskolen i Nyborg kan både se fordele og ulemper ved en virtuel messe i stedet for en fysisk en af slagsen.
Annonce

Nyborg: Helt frem til august var det stadig meningen, at årets uddannelsesmesse i Nyborg Kommune skulle gennemføres som normalt. Men det satte det aktuelle corona-smittetryk en stopper for. Derfor er den fysiske udgave i år skiftet ud med en virtuel messe på nettet.

Reaktionerne blandt eleverne selv har indtil videre været blandet, fortæller studievejleder Helene Pedersen. Det gælder også de drenge og piger fra 9.b på Birkhovedskolen i Nyborg, som Lokalavisen har talt med.

Laura Larsen, 15 år, ved godt, hvad hun foretrækker.

- Det er bedre at møde folk og se tingene i virkeligheden i stedet for at skulle google sig til alt. Da vi deltog i messen sidste år var det for eksempel første gang jeg var på gymnasiet, siger hun.

- Man kan også stille spørgsmål på en helt anden måde, og de kunne svare på dem ansigt til ansigt. Ved computeren kan du søge mere målrettet efter det, du interesserer dig for. Omvendt har du ikke samme mulighed for at gå rundt og måske få øje på noget, som fanger din interesse. På den fysiske messe kan du komme til at høre om uddannelser, som du måske ikke lige havde tænkt over på forhånd var noget for dig, tilføjer klassekammeraten, Frederikke Skov.


Jeg drømmer om at starte mit eget firma en dag. Det kunne for eksempel være indenfor markering. Jeg overvejede også STX, men efter at have set videoerne er jeg blevet bekræftet i, at det skal være noget med handel.

Konrad Gersbo Møller, elev i 9.b på Birkhovedskolen


Mens Laura Larsen allerede er skrevet op til en efterskole, vakler Frederikke Skov stadig lidt i forhold til, hvad hun skal efter 9. klasse.

- Det bliver enten 10. klasse eller gymnasiet. Jeg har en søster, der allerede går på gymnasiet, og hun fortæller, at de får rigtig mange lektier for. Det ved jeg ikke, om jeg er helt klar til, lyder det ærligt.

Den virtuelle uddannelsesmesse har dog også sine fordele frem for den fysiske udgave, mener Konrad Gersbo Møller og Anders Munk Jakobsen fra 9.b på Birkhovedskolen. For eksempel er der ikke så meget, der kan forstyrre en.

Konrad Gersbo Møller og kammeraten Anders Munk Jakobsen er begge afklarede omkring, hvilken studieretning de skal tage efter 9. klasse. Foto: Kasper Riggelsen

- Det giver mulighed for at fordybe sig i det, man selv har lyst til. Jeg synes også, at de forklarer det meget godt i de små videoer, siger 14-årige Konrad.

- Jeg synes måske oven i købet, at det var mere oprigtigt i forhold til det, vi fik at vide, da vi var i brobygning. Der havde man indtrykket, at de passede tingene lidt til, så det blev nemmere, fordi vi stadig går i 9. klasse. Jeg kunne i hvert fald ikke mærke forskel på niveauet. På nogle punkter var det oven i købet nemmere, tilføjer Anders Munk Jakobsen, der gerne vil gå gymnasievejen, mens klassekammeraten er temmelig sikker på, at han vælger HHX.

- Jeg drømmer om at starte mit eget firma en dag. Det kunne for eksempel være indenfor markering. Jeg overvejede også STX, men efter at have set videoerne er jeg blevet bekræftet i, at det skal være noget med handel, siger Konrad Gersbo Møller.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Hækl Ærøske badehuse

Annonce