Annonce
Lokalavisen Nyborg

Dilettant: Arvestrid i Frørup Forsamlingshus

Fra venstre mod højre stående: Kim Leerberg, Jannie Abildskov Westh, Signe Langæble Larsen,  Ann Thind, Jesper Christensen. Siddende: Lena Theill, Henrik Larsen, Pernille Leerberg, Stine Rasmussen. Privatfoto
Frørup Forsamlingshus er snart klar med sin årlige dilettantforestilling. Der er generalprøve 25. januar.
Annonce

Frørup: Mikkel Grubbe, som i mange år har udvalgt, bearbejdet og instrueret adskillige dilettantforestillinger i Frørup Forsamlingshus, har i år måttet melde fra.

- Men vi besluttede at spille alligevel - også selv om det er uden instruktør, fortæller Ann Thind fra forsamlingshusets bestyrelse. Det er forsamlingshuset, der står bag den årlige dilettantforestilling.

I år opfører de ni medvirkende lystspillet "I grevens fodspor følger arvinger", og det er ifølge Ann Thind en Morten Korch-agtig forestilling, der handler om, hvem der skal arve. En problematik, der også er nutidig.

Ann Thind - i år i en mandlig rolle. Privatfoto
Annonce

Sammenhold

Frørup Forsamlingshus har ikke en fast scene. Den står i stedet hvert år til opbevaring på en nærliggende gård og hentes frem af frivillige, der sørger for at sætte den op og også sørger for lys.

- Vi skal kun gøre den ren og hænge scenetæppet på, fortæller Ann Thind.

Hun er selv med på scenen - også som sædvanlig - for hun har spillet dilettant i mange år. Først i Tårup og de seneste 12 år i Frørup.

Hun holder af det på grund af sammenholdet, fortæller hun.

- Vi har det sjovt socialt. Vi er ikke os selv, når vi går på scenen, for så er vi den karakter, vi spiller, og det er også altid spændende at få feedback fra publikum, siger hun.

Annonce

Kalenderen

Der er generalprøve på forestillingen lørdag 25. januar klokken 14.30. Her er der fri entre.

Om aftenen spiller holdet igen - denne gang klokken 18.

- Om aftenen er der først sild og smørrebrød. Så spiller vi 1. akt. Så er der kaffe og ostemad. Så spiller vi 2. akt. Så bliver der ryddet op og lavet dansegulv, mens os, der har medvirket i forestillingen, får et bad og bliver klædt om. Og så er der dans. I år spiller Robin Sørensen, og det gør han også under middagen, fortæller Ann Thind.

Lystspillet opføres også onsdag 29. januar klokken 19.30, hvor der serveres kaffe med brød.

Lørdag 1. februar klokken 14.30 opføres forestillingen for pensionister og ældreklubber - her er der igen fri entre, men kaffen og kagen skal betales.

Og samme dag klokken 18 er programmet som den foregående lørdag.

Annonce

Tradition

Der har været dilettant i Frørup Forsamlingshus i mange år. Ann Thind erindrer, af den afdøde Jens Post nåede at få 50 års jubilæum som instruktør, og Pernille Leerberg, en af årets medvirkende, har for længst haft 25 års jubilæum.

- Jeg begyndte i 1991 og har været med lige siden. Der var dog et par år, da jeg fik mine børn, hvor jeg kun hjalp til med at sminke, fortæller hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce