Annonce
Lokalavisen Nyborg

Efter 32 år på biblioteket: Stadig vild med arbejdet

Birgitte Haugbøl siger farvel til biblioteket efter 32 år blandt bøgerne. Foto: Peter Leth-Larsen
Lederen af bibliotekerne i Nyborg Kommune, Birgitte Haugbøl, går på pension efter 32 gode år blandt bøgerne.
Annonce

Nyborg: I efteråret 1988 gik hun for første gang ind ad døren til røde biblioteksbygning i Nyborg og satte sig til rette i chefstolen.

Nu går hun ud igen. Og det er med et smil på læben.

For selv om Birgitte Haugbøl altså har siddet 32 år i stillingen som biblioteksleder i Nyborg, er hun lige til den sidste dag glad for jobbet.

- Jeg har altid været hel vild med mit arbejde. Men da jeg blev 66 år, og berettiget til folkepension, gav det anledning til at reflektere over, hvornår det var det rigtige tidspunkt at stoppe. Og det blev altså 1. oktober i år, siger hun.

- Det er vigtigt for mig, at holde op, mens jeg er glad for jobbet. Det står for mig som det værste - at blive træt af sit arbejde og være nødt til at blive der af en eller anden årsag.


Jeg har altid været hel vild med mit arbejde

Birgitte Haugbøl - snart forhenværende biblioteksleder i Nyborg Kommune


Annonce

Forandringer fryder

32 år i samme lederjob. Det kan lyde lidt stillestående, men Birgitte Haugbøl understreger, at det spændende ved jobbet netop har været alle de mange forandringer, institutionen har været ude i undervejs.

- Samfundet har ændret sig og kravene til, hvad et bibliotek skal yde, har også ændret sig meget. Der foregår hele tiden noget nyt, siger Birgitte Haugbøl og giver et dugfrisk eksempel:

- Vi har lige lavet en samarbejdsaftale med Nyborg Gymnasium.

Nogle af de ting, der har ændret Birgitte Haugbøls arbejde, er kommet udefra. Det gælder blandt andet kommunalreformen i 2007. Før den tid var hun leder af et lille bibliotek i en lille kommune.

- Men med sammenlægningen fik vi jo lokalbiblioteker i Ullerslev og Ørbæk og en anden struktur, nogle andre opgaver og forventninger til os.

I Ullerslev kom biblioteket for alvor på Danmarkskortet, da daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), lagde vejen forbi i 2007 for at se, hvordan man havde lagt et skolebibliotek og et folkebibliotek sammen. Ullerslev var en af de første med den model, og den reformivrige statsminister blev meget inspireret af besøget.

Både i Ullerslev og Ørbæk har man nu nyindrettede selvbetjeningsbiblioteker, der samarbejder med skolerne.

-  I Nyborg er biblioteket  blevet inddraget i, hvad der sker i byen, og vi er blevet en central del af Danehofmarked, julemarked og kulturnat i samarbejde med de handlende, slottet og museet, kirken og så videre, siger Birgitte Haugbøl.

- Vi har også fået en række nye opgaver, selvbetjening, søndagsåben, undervisning i brug af smartphones og computere og meget mere.

Annonce

Drømmen brast

Også på biblioteket i Nyborg er der sket en masse, men det mest bemærkelsesværdige er måske det, der ikke er sket.

I Birgitte Haugbøls tid som leder af bibliotekerne har Nyborg Kommune haft seriøse planer om at erstatte den arkitektoniske perle ved slottet med noget meget større og mere moderne.

Mest konkret blev flytteplanerne, da byrådet i enighed besluttede sig for at indrette et bibliotek og kulturhus i DSB's værksteder på færgehavnen - der hvor Nyborg Destilleri nu har til huse.

Første spadestik til det store projekt blev taget i 2007 og alle glædede sig, men kommunens økonomi blev pludselig meget dårlig, og projektet stoppet.

Farvel

Birgitte Haugbøl forlader jobbet som leder af bibliotekerne i Nyborg den 1. oktober.

På grund af corona-situationen bliver der ikke noget større farvel-arrangement eller reception.

Stillingen som leder af bibliotekerne er endnu ikke slået op - det sker i løbet af oktober.

Ind til videre er souschef Winnie Foldager konstitueret som leder.

- Selvfølgelig var det en kæmpestor skuffelse og en mavepuster. Det kan ikke fornægte, at et 80 år gammelt hus som biblioteket i Nyborg sætter sine begrænsninger. Men vi går ud og bruger andres lokaler, for eksempel Landporten, slottet og Bastionen, og desuden synes vi selv, at vi er blevet verdensmestre i at lave udendørs arrangementer.

- Og samtidig glæder vi os over at arbejde i et hus, der har en plads i arkitekturhistorien og ligger en smukt sted og samtidig midt i byen, siger bibliotekslederen.

Og hvad skal Birgitte Haugbøl så, når hun ikke længere skal bruge omkring 50 timer om ugen på biblioteket:

- Til at begynde med ingenting. Jeg skal have sat tempoet ned og reflektere lidt over, hvad jeg vil. Jeg er vinterbader, har sommerhus på Hindsholm, en blind mor på 90 i Sønderjylland, men mon jeg ikke også på et tidspunkt skal arbejde som frivillig et eller andet sted, siger Birgitte Haugbøl.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

De brændte chancers kamp

Lokalavisen Nyborg

Show med kendte viser

Annonce