Annonce
Lokalavisen Nyborg

En blanding af fakta og røverhistorier: Tag med på tur gennem Nyborgs gader

Jørgen Brandt er frivillige guide på byvandringerne på sjette år. Foto: Maria Frellesen Pedersen
Er man historieinteresseret eller bare vild med gode anekdoter kan man med fordel tage med på en byvandring gennem Nyborgs gader.
Annonce

Nyborg: - Goddag. Mit navn er Jørgen Brandt og jeg skal være jeres guide rundt på denne byvandring i Nyborg.

Selv om regnen siler ned fra himlen og vinden får os til at tro, at det er efterår, er godt 25 mennesker mødt op foran Borgmestergården i Nyborg. Klar til at tage på en af ugens byvandringer i den over 800 år gamle by.

Det er 73-årige Jørgen Brandt, der er dagens rundviser. Som frivillig på sjette år har han sammen med en række andre frivillige ansvaret for at vise turister og lokale borgere rundt på slottet og byvandringerne i Nyborg i løbet af sommeren og efteråret.


På nordsiden af slottet var galgebakken, hvor man hængte folk i gamle dage. Men det var ikke alle, der blev hængt her. Hvis der var kvinder, der skulle henrettes, begravede man dem levende i stedet.

Jørgen Brandt, frivillig guide


Byvandringerne er først og fremmest en guidet tur rundt i byen, der gør de deltagende klogere på den historie, som hører til byen, men det er ligeså meget et indblik i nogle af de anekdoter og røverhistorier, der findes fra en tid, hvor konger og dronninger af og til lagde vejen forbi Nyborg.

Som noget af det første på turen kommer man forbi Nyborg Slot. Foto: Maria Frellesen Pedersen

Som en levende historiebog fortæller Jørgen Brandt, at selv om det kun er Kong Hans, der har haft fast bopæl på Nyborg Slot, ved man, at Christian den 4. ofte brugte Nyborg Slot som tilflugtssted, når pesten blussede op i København. Her kunne han leve i ly for den grumme sygdom, der bredte sig i storbyen.

Som turen går videre hen langs volden, fortæller dagens rundviser de deltagende om, hvordan volden i sin tid blev udgravet med spade og skovl - der var ikke nogle store maskiner, der kunne hjælpe det arbejdende folk på vej.

For enden af slottet stopper Jørgen Brandt op.

- På nordsiden af slottet var galgebakken, hvor man hængte folk i gamle dage. Men det var ikke alle, der blev hængt her. Hvis der var kvinder, der skulle henrettes, begravede man dem levende i stedet, fortæller han.

Volden i Nyborg er gravet med spade og skovl. Foto: Maria Frellesen Pedersen

Men en tur rundt i Nyborgs gader byder ikke udelukkende på gamle historiefortællinger. Undervejs får man bygningernes historie en for en samtidig med en forklaring om, hvad de bruges til den dag i dag.

Annonce

Borgmestergården er startsted

Hver onsdag og lørdag i august samt alle lørdage i september og oktober kan man fra klokken 12.30 til klokken 14 komme med på en af de populære byvandringer. Man skal blot møde op ved Borgmestergården, der ligger på Slotsgade, hvorefter man vil blive fulgt rundt i byen af en af de frivillige guider.

På den cirka to kilometer lange tur rundt i byen, bevæger man sig kun op ad en enkelt bakke, hvilket betyder, at de fleste vil kunne deltage på turen.

Ruten starter med en tur forbi Nyborg Slot, som på nuværende tidspunkt er under renovering, hvilket betyder, at man ikke får lov til at se slottet indefra, som man ellers tidligere har kunnet på byvandringerne.

Derefter går turen videre op på volden, forbi byens vandtårn, ned til den gamle landport, der indtil 1869 var den eneste offentlige indfaldsvej til byen, så når porten blev lukket klokken 22, måtte man vente til næste morgen med at komme ud og ind af byen.

Dette er også grunden til, at kirkeklokkerne i Nyborg som de eneste i landet ringer allerede klokken 21.45 den dag i dag. Det var et signal om, at man skulle sige tak for denne gang til gæsterne, hvis de skulle nå ud af byen, inden porten lukkede.

Indtil midten af 1800-tallet var landporten den eneste indfaldsvej til Nyborg. Foto: Maria Frellesen Pedersen

Efter en tur gennem porten bevæger ruten sig mod byens kerne - nemlig kirken, der stod færdig i 1428.

Med sin paraply peger Jørgen Brandt op mod kirkens spir.

- Tårnet på kirken blev først bygget i 1581, fordi byen ønskede sig et tårn til kirken. Og i 1589 kunne man så sætte kronen på værket ved at tilføje Danmarks højeste spir. Så var der for alvor noget højt at sigte efter, hvis der var nogle udefrakommende, der vil skyde mod byen, lyder det sarkastisk fra guiden.

Med en tur forbi kirken og Danmarks ældste præstegård, går turen videre ad Kongegade for derefter at slutte ved Borgmestergården, hvor det hele startede.

Turen afrundes med et stort bifald fra de deltagende som trods den silende regn og voldsomme blæst alligevel har lyttet nøje efter for at blive klogere på Nyborg og dens historie.

Historien om Christian den 4., der flygtede fra pesten, og landporten der blev lukket klokken 22, er bare to af mange anekdoter, man får med sig på vejen rundt i Nyborgs gader. Så hvis man vil vide mere om Nyborg, kan man passende hoppe med på en byvandring i de kommende måneder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce