Annonce
Lokalavisen Nyborg

En kaffe-elskers mareridt

Der er ikke noget som en kop velbrygget kaffe. Foto: Sugi Thiru

Jeg har aldrig røget så meget som en eneste smøg i hele mit liv. Jeg drikker heller ikke alkohol, bortset fra en god flaske rødvin i ny og næ eller en kold fadøl på en varm sommerdag. Til gengæld elsker jeg kaffe, god kaffe. Ja, jeg er praktisk talt afhængig af denne sorte gudedrik og kan blive decideret gnaven, hvis jeg er i kaffeunderskud.

Derfor var det også en stor sorg, da jeg ugen før vinterferien var nødt til at sende min elskede espressomaskine, en Sage Barista Express, på værksted. Det har jeg prøvet en gang før, og til alt held fandtes der på det tidspunkt en virksomhed på Fyn, som kunne klare opgaven. Det gør der desværre ikke mere, og derfor var jeg nødt til at sende hele dynen over Storebælt til hovedstadsområdet, hvor de tilsyneladende drikker langt mere espresso.

Jeg ringede allerede dagen efter for at bekræfte, at nu var maskinen sendt med pakkepost, og sørme om den ikke dukkede op hos værkstedet. Men derfra gik det tilsyneladende helt galt. Den første uge lod jeg passere - det var trods alt vinterferie - og også de næste uger med. Da jeg stadig intet havde hørt, ringede jeg til virksomheden. Og ringede igen. Uden at komme igennem. Da det endelig lykkedes, fik jeg en forklaring om, at man imellemtiden havde skiftet adresse, og at ordrene desværre havde hobet sig op i mellemtiden. Fair nok.

Mit humør blev ikke bedre, da jeg endnu et par uger senere gjorde et nyt forsøg på at få opklaret, hvor langt man var kommet. Desværre, var beskeden. Vi er ikke begyndt at se på din maskine endnu. Øh, hvad? Lidt senere samme dag ringede den venlige dame så tilbage med beskeden om, at hun var blevet misinformeret. Værkstedet havde rent faktisk løftet på låget og konkluderet, at det ikke kunne gøres med en udførlig rensning og afkalkning. En af delene i maskinen, vist nok en ventil, var rustet fast og skulle skiftes ud.

Jeg accepterede i den tro, at nu kom der endelig skub i sagerne. Men ugerne gik, og vinterferie blev til påskeferie, som blev til hverdag igen. Mere end to måneder efter, at jeg havde indleveret maskinen, besluttede jeg mig for en ny strategi. Jeg skrev til firmaet og krævede et svar indenfor 24 timer. Det kom skam også. Der må være sket en kommunikationsbrist mellem kontoret og værkstedet, for vi er desværre ikke begyndt reparationen af din maskine, lød det nedslående svar.

Det blev dog ledsaget af et løfte om at gøre skaden god igen ved at gennemføre reparationen allerede samme dag. Senere samme uge modtog jeg så en pakke og gik glad hjem for at gøre alt klar til min første kop espressokaffe i uendelige tider. Blot for at konstatere, at de havde glemt at sende portafiltret og stamperen med. Helt essentielle dele, hvis man vil brygge en kop espressokaffe. Slukøret tog jeg endnu engang fat i firmaet, som beklagede den nye fejl, og forleden dag modtog jeg så endnu en pakke - denne gang med de manglende dele.

Dermed skulle man måske tro, at jeg nu har skruet kraftigt op for mit kaffeforbrug, men det er ikke tilfældet. Faktisk har jeg drukket rigeligt med bønnevand de seneste to måneder, ikke mindst på arbejdet. Men god kaffe har været en mangelvare, og paradoksalt nok kan jeg genoptage min hobby som amatør-barista samtidig med, at caféerne må genåbne. Nu håber jeg blot, at der går lang tid, før jeg igen er nødt til at sende maskinen til reparation.

Efter at jeg har skrevet disse linjer, har jeg i øvrigt modtaget en mail fra firmaet, som gerne vil høre om min kundeoplevelse. Jeg overvejer, om jeg blot skal sende dem et link til artiklen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Tappenstreg med smagsprøver

Annonce