Annonce
Lokalavisen Nyborg

Ensom under corona: Sådan kan du blive mindre ensom

Ensomhed kan ramme alle, og det kan være svært især i en coronatid at finde nye venner eller finde tilbage til nogle gamle. Der er heldigvis flere ting, man kan gøre. Arkivfoto: Johan Gadegaard
Vi mennesker er kendt som sociale væsener, og derfor kan det være svært at holde ensomheden væk, når vores omgangskreds skæres ned på grund af forsamlingsforbud. Her finder du nogle gode råd til, hvad du kan gøre, for at bekæmpe ensomheden.

Selvom vi skal holde afstand, betyder det ikke total isolation, og der findes heldigvis andre måder at være sammen med andre på, selvom det ikke kan være fysisk eller skal være med afstand.

Holdepunkt har seks gode råd, som du kan følge, hvis du føler dig ensom.

1 Grib telefonen og ring til en god ven - gerne på video

Det kan lette ens humør, hvis man hører en god vens stemme eller taler med et familiemedlem. I denne tid kan det være rart ikke kun at have kontakten over sms eller et opkald men gerne over et videoopkald.

Her kan man blandt andet bruge Skype, Messenger, Facetime eller Google Duo.

Det kan føles akavet i starten at tale sammen over video, men det giver noget ekstra til samtalen og følelsen af samvær, når man kan se hinanden og hinandens ansigtsudtryk og kropssprog.

Nogle programmer giver også mulighed for at lave gruppeopkald, så man kan snakke flere sammen samtidig.

2 Send SMS eller emails

Hvis telefonsamtaler eller videoopkald ikke lige er sagen, så er det at sende en SMS eller email også en god måde at holde kontakten med sin omgangskreds.

Når man har barn, kan tid og overskud være en hindring for få ringet eller skrevet en lang mail. Her kan man i stedet sende en kort SMS. Det vigtigste er at få skabt kontakt. Det kan man for eksempel ved at skrive: "Hej, jeg tænker på dig. Hvordan går det?".

Hvis ensomheden allerede var der inden coronakrisen, tænker man måske, at der ikke er nogen at kontakte. Men inden denne mulighed helt afskrives, så brug lidt tid på at tænke over, om der ikke alligevel er en ven, veninde eller en tidligere kollega, som man havde det godt med, men som man har mistet kontakten med. Det kan også være et familiemedlem, man ikke har set længe.

3 Aftal en gåtur

Naturen har stadig åbent, og det er derfor stadig muligt at gå en tur med en anden person, så længe begge holder god afstand. Hvis det er svært at få arrangeret en gåtur, fordi ens børn er hjemme, så kan en anden løsning være at mødes et sted i det fri med en anden forælder, som har barn på nogenlunde samme alder. Mens børnene leger, har I voksne en god mulighed for at få snakket.

4 Brug de sociale medier

Et normalt råd ved ensomhed vil være at begrænse tiden på nettet og i stedet sørge for at komme ud blandt andre mennesker, da sociale medier kan bidrage til at forstærke følelsen af ensomhed.

I denne tid kan de sociale medier dog være en kilde til social kontakt. Der findes for eksempel forskellige grupper på Facebook, hvor der er mulighed for at komme i dialog og udveksle idéer og tips med andre, som deler samme hobby eller interesse.

5 Få struktur på hverdagen

Når der ikke er samme struktur som tidligere, man sidder hjemme størstedelen af tiden og ses ikke med så mange, så kan følelsen af ensomhed blive endnu værre. Dagene begynder måske at flyde sammen, og det er svært at tage sig sammen til andet end det mest nødvendige.

Derfor er det vigtigt at få prøve at skabe en ny struktur på hverdagen. Stå så vidt muligt op på samme tid og gå i seng på samme tid hver dag. Lav en liste over de ting, der skal nås, og hvad du har lyst til at lave, og sæt bestemte tider af til det i løbet af dagen.

En af de ting, der kan være godt at gøre hver dag, er at få motion. Det kan være en daglig gåtur, men der findes også forskellige motionsvideoer på for eksempel YouTube, hvor man kan søge inspiration.

Det kan også være en god ide at tænke den sociale kontakt til ens omgangskreds ind. Giv dig selv små opgaver om at få ringet, skrevet SMS’er eller lavet aftaler om gåture i løbet af dagene.

6 Ræk ud efter hjælp - eller hjælp andre

Mange ensomme har svært ved at tage kontakt til andre mennesker, fordi de er bange for, at det vil afsløre deres ensomhed. Har du det sådan, er det måske nemmere for dig at kontakte professionelle eller frivillige, der støtter mennesker, som blandt andet oplever ensomhed.

Nogle af dem, man kan kontakte er: Holdepunkt, Mødrehjælpens lokalforeninger, Snaksammen (et tilbud fra Boblberg og Røde kors), Den sociale skadestue, Præsternes sjælesorg, psykiatrifonden, Sinds landsdækkende telefonrådgivning, Headspace og Ventilen til unge.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce